Brevduerne afløste postvæsenet

Presseomtaler: Og så spiste de tre brevduer | Træt af postvæsenet | Brevduer – avisartikel | Fotohandleren klar med… | Luftpost |

Postvæsenet havde ikke styr på tingene, blev hængt ud gang på gang i dagspressen, fordi borgerne og virksomhederne oplevede store forsinkelser og ikke mindst forsendelser, der forsvandt. Det var meget irriterende og til tider omkosteligt.

En microfilm med en artikel monteres på duens ben og så afsted

En dag, hvor jeg skulle have modtaget en forsendelse med en annonce til bladet Alt om Foto & video, og denne ikke fremkom, udtrykte afsenderen, firmaet Westheimer, at man burde måske gå tilbage til brevdue forsendelse, som i de gode gamle dage. Den grublede jeg lidt over en times tid, og ringede derefter til Aalborg Stiftstidende.

Samtalen lød noget liggende således: ”Jeg er ligesom alle andre træt af det danske postvæsen, men har tænkt mig at etablere et alternativ – brevdueforsendelse”.

Journalisten blev nu interesseret og ville gerne have mit påfund nærmere forklaret.

Pressefotografen fra Frederikshavn Avis Bent Jacobsen, der tillige arbejde for Aalborg Stiftstidende, kontaktede mig med hensyn til at få et billede af mig med en due i hånden.

Da jeg ikke selv havde nogen duer, lånte vi en til optagelsen af naboen ”Kesse”. Det var en fredag, og historien skulle bringes den først kommende søndag.

Det blev den også og endda på forsiden – en placering der ikke kan købes for penge.

Herefter kontaktede jeg BT og berettede om mit nye alternative postvæsen. Her var man lige så begejstret for historien som på Stiftstidende, og man ville gerne have tilsendt et billede af mig ligeledes sammen med en due. Da postforsendelse var for langsom, skulle det ske ved en telefonisk billedoverførsel. BT journalisten bad mig kontakte deres lokale mand, Bent Jacobsen, der også havde fotograferet mig til Stiftstidende, og som jeg i øvrigt havde spurgt efter, om ikke de kunne bruge historien i Frederikshavn Avis. Det kunne man ikke, og han havde også sin tvivl om, at Stiftstidende ville bruge historien, når det kom til stykket.  Det bør lige tilføjes, at den samme hr Bent Jacobsen burde have de rette betingelser for at udtale sig, idet han udover at være uddannet fotograf også var uddannet journalist.  

Jeg mødte op hos Bent Jacobsen og bad ham sende sit billede af mig og duen til BT.

Han kunne have myrdet mig og kom frem med sætningen: ”Det kan ikke passe”. Intet blad vil trykke min skøre historie.  Han ringede til journalisten, jeg havde talt med, og på dennes spørgsmål om, hvorfor han ikke selv havde skredet til handling, svarede han noget med, at han ikke mente, at det var nogen landshistorie.

Billedet blev sendt, og billedet kom i avisen. Sikkert til stor ærgrelse for fotografen, men til glæde for bladets læsere, og ikke mindst mig.

Fra den dag mistede jeg respekten for de lærde, og jeg kan huske, at jeg tænkte, hvordan kan man være journalist og pressefotograf og så ikke se, at her er der en virkelig god historie.

Vi havde ingen duer, men lånte naboens, de var blå så jeg troede det var brevduer, men det var det ikke og det fandt jeg først ud af efter en omtale på forsiden af Jyllands-Posten, men da var historie over alle bjerge.

Jeg arbejdede videre med mine duer. Ikke så de kom af sted med breve, men så de kom i pressen for jeg skulle vise det danske postvæsen, at historien skulle på vandring i de danske medier.

Freelancefotograf Bent Tilsted fra Holstebro kontakte mig telefonisk for en aftale. Han ville gerne have historien og nogle billeder til et norsk ugemagasin. Det fik han, og historien voksede fra, at vi havde et par duer til, at vi nu havde 30 duer, uden jeg havde rette på tallet, eller der var kommet flere duer til.

En dag kontaktede jeg TV – det var en fredag eftermiddag, Efter en kort beskrivelse af min ide om at bruge brevduer, sagde journalisten: ”Jeg prøver, om jeg kan få samlet et hold og sendt til Nordjylland, for det er en god historie. Næste dag mødte der ikke mindre end fire mand op fra DR1 udsendt fra Vejle, og det var tillige på en fridag, de var blevet indkaldt. Ingen af tv-medarbejderne vidste lige, hvordan man skulle gribe sagen an. Så det var godt, jeg havde rekvisitterne klar og en ide om, hvordan indslaget skulle finde sted.  Min nabo var ikke hjemme den pågældende weekend, derfor måtte jeg i hast finde en anden i byen, der havde duer. Og det skulle for alt i verden være brevduer. Det viste sig nemlig, at duen, jeg havde holdt i hånden til tidligere optagelser, var en type, der ikke ville kunne finde hjem fra naboens tag, hvis den undslap, havde direktøren på Scanprint Erling Bruun udtalt, efter han havde set forsiden af Jyllandsposten.  Nu skulle det i TV, og så måtte det gerne se lidt mere professionelt ud og med rigtige brevduer.

Filosofien bag ideen med brevduer var den, at vi affotograferede A4 manuskripter med artikler til fotobladet på mikrofilm og fremkaldte filmen, som herefter blev pakket i sølvpapir og viklet omkring duens ene ben. Og så afgang til redaktionen i Frederikshavn med ankomst nogle timer senere i værste tilfælde dagen efter.

Efter at historien var præsenteret i TV Avisen af Steen Bostrup med et smil på læben en lørdag aften, ugens bedste sendetid, kom der rigtigt gang i brevduerne. Udover TV Avisen var billederne udsendt fra Nordfoto, der var Det Berlingskes billedbureau, og som forsynede ikke blot danske aviser men også udenlandske aviser med billeder og historier. Jyllands-posten havde jeg selv kontaktet og fortalt historien. Her kom den også på forsiden, men der kom lidt reaktion fra brevduefolket. Jeg havde udtalt til journalisten, at duerne fandt deres føde på markerne under deres tur fra, hvor de udsættes, til de når deres bestemmelsessted, men det var ikke helt rigtigt. Kendetegnende for brevduerne er netop, at de ikke går ned og æder sig mætte, men straks efter udsættelsen kredser et par gange i luften og så går det hjemad – uden ophold.

 Fra min barndomstid, kunne jeg huske, at man kunne købe et par due unger for en tier, men jeg havde ikke lige regnet inflationen med de sidste tyve år på duer. De duer, man købte dengang, var ganske vist blå, men der var næppe tale om brevduer.      

 Trods mit ringe kendskab til brevduer, så kom historien langt omkring – meget langt og i meget lang tid.

En søndag var det en forside historie, den efterfølgende søndag en bagside historie som vittighed.

Der var vist ikke den avis i landet, der ikke havde omtalt duerne, og Danmarks Radio fulgte op på historien. Det gav i øvrigt anledning til et interview mellem den lokale postmester og undertegnede i den lokale radio, og til et indslag i Radioavisen fra en postmester i Århus og undertegnede, hvor det handlede om, hvorvidt postarbejderne stjal forsendelserne, som jeg mente, de gjorde.

Der blev ofte talt om brevduemanden fra Frederikshavn rundt om i landet, og medierne glemte ikke historien.

To år efter var historien nået til Canada, her var der poststrejke, og så blev historien om, hvordan en fotohandler og fotobladsredaktør i Danmark havde løst problemet med forsendelse med brevduer, pludselig forsidestof på de canadiske erhvervsblade.

En historie bladet ”Det bedste” opfangede og tog kontakt til mig for at få historien uddybet.

Dagen efter ringede jeg til den lokale postmester i Frederikshavn for at oplyse ham om, at historien nu var kommet på den anden side af Atlanterhavet.

Postmester Porskrog måtte indrømme, det var nu en meget god historie, men den fik ikke rigtigt nogen afslutning, og han syntes, at det var gået hårdt ud over ham og hans personale. Jeg inviterede straks postmesteren med frue til middag på Hotel Jutlandia den førstkommende fredag. Det skulle være en slags plaster på såret.

Selvom jeg ikke skulle tilberede maden, så var der alligevel lidt, der skulle tilrettelægges. For man inviterer ikke postmesteren på middag uden at have en bagtanke, og det tror jeg, han havde bange anelser om.

Derfor oplyste han mig om, at nok var han med på lidt presseomtale, men  kun til Aalborg Stiftstidende, som han havde aftalt med, at han skulle høre teksten forinden.

Dagen oprandt, det blev aften, postmesteren med frue og undertegnede med min hustru Lone mødtes på Jutlandia til en formentlig hyggelig og munter aften.

Kort tid efter vi var gået til bords, ankom Bent Jacobsen, (ham har du hørt om tidligere). Han fik en øl og vi andre forretten.  Men så dukkede en pressefotograf op fra det fjerne. Han spurgte til, hvad der skete her, når postmesteren, fotohandleren og pressefotografen var samlet. Der måtte være noget særligt på færde.  

Jeg rejste mig fra bordet og oplyste, at det drejede sig om en privat middag, og vi havde egen fotograf med.

Så rejste postmesteren sig op. Han kunne oplyse, at den tilkomne fotograf kom fra Vendsyssel Tidende, og skulle den ene fotograf have historien, så skulle den anden også, og jeg blev overtalt til, at han måtte blive.

Så kom tjeneren ind med hovedretten på et sølvfad, og det kunne jo ikke være andet end stegte duer.

De to fotografer fik hver deres billede og smuttede af sted, og vi andre spiste duerne, drak rødvin og fik dessert, en hyggelig aften med et kommende efterspil.

Postmesteren hørte historien, der ville blive bragt i Aalborg Stiftstidende, og han var tilfreds med overskriften ”Postmesteren og fotohandleren spiser fredsduer” og selvfølgelig på ugens bedste dag med hensyn til oplag.

 Historien prydede avisen den førstkommende søndag, og så var den historie ude – troede postmesteren. Og dog, han havde jo ikke set omtalen i Vendsyssel Tidende, derfor ringede han hertil mandag for at høre nærmere. Men her kendte man ikke til historien, men lovede at undersøge sagen og vende retur.

Det gjorde man men kun for at oplyse, at den omtalte fotograf havde haft fri den pågældende aften, men han arbejde også ind i mellem for DR1, så det var sikkert hertil, han havde fotograferet.

Samme aften var der udsendelsen ’Landet Rundt’, og postmesteren havde sine bange anelser, det var vel heller ikke uden grund. Så da udsendelsen startede, placerede postmesteren sig foran sit tv med en flaske whisky, for på den måde at være forberedt på det værste.

Hvis der var noget, postmesteren ikke vidste, så var det, at det var et aftalt spil mellem DR1, pressefotograf K. B. Jensen og undertegnede. Tv ville gerne have indslaget, men jeg var bange for, at postmesteren ikke ville i det landsdækkende TV. Derfor fik jeg ideen om at lade K.B. skifte sin sort/hvid film ud med en diapositiv film. Efter at de havde startet historien med det gamle indslag fra TV Avisen, hvor jeg optrådte med at sætte film på duens ben, sluttede udsendelsen med, at de bar duer ind og en kommentar, at nu går det godt hos postvæsenet, så her spiser postmesteren og fotohandleren fredsduer.

Nogle dage efter ringede postmesteren og fortalte om hans oplevelse, og at han havde fået mange tilkendegivelser fra kolleger rundt om i landet, at det er den bedste reklame, postvæsenet havde fået indtil dato.  

Efter to års kamp mellem den stedlige postmester Knud Porsmose og fotohandleren blev der sluttet fred. Her spiser de to herrer freds duer på byens førende hotel.