Da jeg boede i Skagen og som fotograf dækkede området Frederikshavn, Læsø og Skagen kommune, skulle jeg en søndag dække en fodboldkamp på Læsø. Da jeg ankom til øen, var der god tid til kampen skulle spilles, og jeg gik mig en tur. Pludselig var der en bil, der standsede, og føreren spurgte, om jeg ville køre med. Det gør man ofte på øerne. Det viste sig, at føreren var en klassekammerat fra Han Herreds Ungdomsskole. Han boede på øen, og ville gerne give mig en hurtig rundvisning.
Da jeg kom tilbage til stadion, var kampen netop fløjtet af, Læsø vandt med 1-0. Jeg overtalte målscoreren til at gentage målet og målmanden til at fange bolden, og så var det mål på filmen.
Et års tid efter var jeg til nytårskomsammen i Strandby. En af gæsterne fortalte, at han var ved at købe en sommerhusgrund i Vesterø, men da han efterfølgende hellere ville have en anden grund, kunne jeg godt overtage handlen, og han lovede at aftage fotoartikler fra min forretning.
Kort tid efter ringede den samme gæst, Skoleinspektøren var ved at handle med den daværende borgmester om et større stykke jord i Byrum. Inspektøren ville have 25.000 kr., borgmesteren ville kun betale 20.000 kr. for grunden. Jeg købte den til 25.000 kr. kontant. Ikke engang en måned efter blev jeg kontaktet af Borgmesteren. Han skulle bruge den grund og tilbød mig at overtage den for de 25.000 kr. Jeg forlangte 35.000 kr., så den handel blev ikke til noget.
Senere kom ejendomsmægler Bjarne Thomsen, Frederikshavn op til mig på Skelvej hvor jeg opholdt mig under en influenza. Han havde en køber til min grund på Læsø. Jeg forlangte 85.000 kr. for den. Slutsedlen blev underskrevet, men jeg fik ikke at vide, hvem køberen var.
Der en uges fortrydelses frist, når man handler fast ejendom, men da mægleren ikke var kommet tilbage inden for denne frist, kunne jeg annullere handlen. Men jeg gav et tilbud. Hvis det var en privat køber, stod handlen ved magt, men var det derimod Borgmesteren eller Kommunen hed prisen 115.000 kr.
Jeg fik 115.000 kr. for grunden, ikke noget dårlig handel. Nu manglede jeg så blot at se, hvad det var, jeg havde købt og solgt. Det er jeg ikke siden blevet klar over.
Jeg købte et Høm bjælkehus senere på året til levering forår 1974. Jeg fik at vide af sælgeren Knud Christensen, at det var et nøglefærdigt hus lige til at smække op.
Jeg fik samlet nogle venner, desværre ikke nogen, der havde mere forstand på opføre et hus mere end jeg havde, og i første omgang blev det også derefter.
Administrationschefen hos Høm Erik Steen Andersen tog med over for at se til byggeriet, og det endte med, at han også kom i arbejde. Jeg indlogerede de medvirkende på Missionshotellet i Vesterø, men det blev lidt for dyrt. Så jeg købte en brugt campingvogn, vi kunne overnatte i, mens aftensmaden fortsat blev indtaget på Sømandshjemmet.
Den lokale cementstøber kom på banen, vi fik oprettet en konto. Det endte med, at han ligeledes fik en konto hos mig til indkøb af fotografiske artikler.
Med venners hjælp skred arbejdet frem hele lørdagen og en del af søndagen, og om aftenen var vi ude for at lære den lokale befolkning at kende. Udover, der var diskotek på kroen i Vesterø, var der også bal i Idrætshuset. Turen gik også til Biografen i Byrum, nogle gange var der biograf, andre gange var der bal. Og når der var bal, stillede man bænke udenfor. For at få det til at glide under dansen, strøede man sæbespåner på gulvet. Så kom der fart over feltet, nogle gange så meget, at danseparret mistede kontrollen og væltede om kuld.
En af mine hjælpere, en ganske nydelig fyr og altid velklædt, vovede sig ud på gulvet med en af de lokale piger i overvægtklassen. Vi andre havde hver især fundet en undskyldning for at undgå at komme på gulvet med pigebarnet. Da parret var de første, der var på gulvet, og eneste, fik det stor opmærksomhed, da de lå der midt på gulvet og baskede rundt.
Hytten begyndte at tage form hen ad vejen, men der var selvfølgelig begået en del brølere, f.eks kom vi til at bytte om på gulv og loftsbrædder. Da vi var færdige, kunne vi godt se, at der var for lidt plads, så jeg bestilte et anneks. Men eftersom udgifterne til opførslen var et pænt stykke over, hvad det havde kostet at opføre nabohuset, fik vi bygningskonstruktøren fra Høm til på en weekend at rejse hytten med hjælp fra sin kone.
Honoreret med fotoudstyr.
Efter møje og besvær var hytten klar til gæster, og nu skulle vi i gang med markedsføringen, og den skulle helst ikke koste noget.
I forretningen hed det: ”Køb et Mamiya-kamera og kom med på et weekend kursus på Læsø for 200 kr. alt inkl. De to hundrede kroner gik til et AOF-gebyr, og jeg fik honorar for at være instruktør. Jeg havde medbragt diverse tilbehør til kameraet, og på færgeturen hjem oprette jeg en afbetalingskontrakt, hvis ikke man betalte kontant.
To år efter huset blev taget i brug, kom der græstørv på taget. Det fik jeg Politiken til at skrive om på deres fotosider, og så fik vi henvendelser fra resten af landet.
Vendsyssel Tidende skrev, at Prins Henrik skulle på fotoferie i fotohytten. Men det havde de fået galt i halsen.
Jeg lavede engang en konkurrence med seks deltagere på det ene hold og mig på det andet hold. Vi skulle se, hvem der kunne få flest billeder i aviserne.
Da vi sejlede over, sad der en ung pige med en rygsæk, og som så ud til at være i militær tøj. Jeg fik et billede og fik at vide, at hun var konstabel, øens første kvindelig konstabel. Der sad en skade på et cykelhjul. ” Lukker luft ud af cyklerne på havnen” En fisker var kommet i land med nogle store hummere. ”Godt hummerfiskeri på Læsø” På vejen ind til Byrum var der stukket nogle slanger ned i jorden på en mark. ”Har de olie på Læsø” Endelig kom der græstørv på Fotohytten, ” Så kan du komme på fotoferie på Læsø”.
Jeg fik fem billeder i pressen, kursisterne fik ikke nogen med. Det er ikke nok blot at have et godt billede, hvis billedet skal i avisen, skal der følge en historie med. Det er der mange, der glemmer.
Interessen for at komme på fotokursus på Læsø var meget stor, og indimellem var vi så mange, at vi måtte indlogere os i lejede huse og på Krobækgård ved Byrum. Vi gik på jagt efter et hus mere, men det ikke var til at finde noget anvendeligt. Inden jeg forlod øen, sagde jeg til den lokale ejendomsmægler, at han godt måtte sælge Fotohytten. Da jeg kom tilbage til forretningen i Frederikshavn, havde mægleren ringet, hytten var solgt og til prisen. Da jeg stod på færgen, var der en anden familie, der stod af. De skulle bo i hytten, det havde de gjort i otte år. Jeg viste mig ikke på Læsø de følgende 10 år.
