Det var med stor spænding vi sendte det første hold til Lanzarote. Der var 16 deltagere med kamera og to modeller.
Blandt deltagerne var der fotohandlere, fritidsfotografer, undervisere i fotografering, professionelle fotografer, et par stykker kom fra Lego informationen, et par IT folk o.s.v. Geografisk var der deltagere fra Jylland, Fyn, Sjælland og Grønland. Da fotorejsen blev udbudt, gik der kun to uger, inden alle pladser var besat. Programmet var, at de, der havde lyst, stillede til morgengymnastik ved den store swimmingpool, og herefter var der morgenmad. På et infomøde kl. 9,15 gennemgik vi dagens program. For at jeg ikke skulle står med det hele, havde jeg udnævnt to til at have ansvaret for det udstyr, jeg havde medbragt, så som filtre, film, stativer m.m. Og to andre til at sørge for at de tre biler blev klargjort hver aften, samt to andre til at stå for proviantering til frokosten når vi var på tur, og det var vi hver dag. Efter hjemkomsten var der to timers fri, inden vi kl. 19 mødtes til en kursustime og herefter middag i den hyggelige restaurant. Kl. 21 var der igen kursus, hvor billeder medbragt hjemmefra kunne præsenteres. Vi startede den første aften med de mest gængse ting som f.eks. kameraindstilling, brug af flash og gik et trin videre i sværhedsgrad for hver aften. Aftenen sluttede med, at to til tre af deltagerne hver viste deres medbragte billeder. Efter kl 22 var der frit lejde til baren.
Den første rejse var ikke uden problemer. Der skulle kursister med fra Billund, og der skulle kursister med fra København, og vi skulle flyve i samme fly. Det var først, da vi kom i København lufthavn, at problemet opstod. Sikkerhedskravene var ikke så strenge dengang, så jeg gik ind i ankomsthallen og fandt frem til mine gæster. Da jeg vidste, at vi skulle vente lidt i lufthavnen, satte jeg mig ned sammen med gæsterne og fik en kop kaffe. Det første udkald overhørte vi, og det gjorde vi vist også med det næste. Men det tredje hørte vi, og så gik det mod det ventede fly – et Sterling. Det kom fra samme koncern, der ejede Tjæreborg Rejser og La Santa Sport. Der lød en større klapsalve, da vi kom om bord, og så lettede Sterlingflyet med kurs mod Lanzarote. Et andet problem, der opstod, var, da en af kursisterne, der åbenbart ikke var vant til døre og vinduer med glas, gik gennem en rude og måtte have armen bundet ind og op hele ugen.
Den sidste aften var reserveret til en munter aften. Jeg fortalte om, hvordan jeg skabte røre i medierne, aviserne, radio, ugeblade og tv, da vi erstattede det danske postvæsen med brevduerne. Jeg sørgede for der var rigeligt med vin den aften, og i al beskedenhed kan jeg godt sige, at det var en munter aften. Dagen efter var der en informationschef fra et verdenskendt firma, der kunne fortælle, at det var det bedste kursus han havde været på. Men han havde et problem. Bogholderiet ville blive mistænksomme over, når man fandt ud af, at det ikke havde kostet mere, og han tilbød derfor at betale de tre biler, vi have lejet i ugen.
En måneds tid efter hjemkomsten fra Lanzarote mødtes mange af deltagerne på Concordia for at udvælge billeder til en vandreudstilling, der skulle sættes op på alle Tjæreborgs salgskontorer og afdelinger af Varde Bank.
Den anden tur
Fra en anden tur havde vi også et par oplevelser, der ikke indgik i programmet. Vi var kørt ned til en fiskerby og valgte at køre en anden vej hjem. Det blev over stok og sten. Vi kom ud på de små veje, meget små, hvis man overhovedet kunne kalde det for en vej. Det eneste, der viste, at der havde været mennesker her før, var, at der gik en vædder rundt med en lærredssæk om maven. Det var en foranstaltning mod, at den kunne parre sig med uskyldige får af modsatte køn.
Pludselig kunne vi ikke komme længere, et vandløb forhindrede videre kørsel. Men der var kreative personer med på holdet, så vi byggede en bro af sten og turen kunne fortsætte indtil en af bilerne fik problemer. Gearstangen sad meget løst, og det virkede, som om den var i frigear. Ved hjælp af sten fik vi bilens forende løftet så meget, at en af deltagerne kunne kravle ind under den, hvor han satte et eller andet, som var hoppet af, på rette plads, og turen kunne fortsætte. En af de, der var med på turen var Laurits Madsen. Da vi mange år efter kom ind på at tale om turen, tilføjede han: ” Kvinderne på turen var skrækslagne, og en af dem var vist bange for, at hun aldrig så sine forældre mere”.
Om aften talte vi med en fast guide på øen. Han kiggede på vores kort og havde den kommentar, at den tur kunne umuligt lade sig gøre at køre i bil, og slet ikke i en almindelig bil, der skulle en firehjulstrukket bil til. Guiden havde aldrig hørt om nogen, der havde været ude i det område. Men det var der faktisk, for vi blev overhalet af netop en firehjulstrukket Landrover, men det var godt nok før, vi kom ud i det helt vilde.
Aften før hjemturen havde flere af deltagerne på fotoholdet været til beachparty, og det var hen på natten blevet lukket ned af det stedlige politi på grund af høj musik.
Fotoholdet skulle hjem i to afgange, en sidst på formiddag og den anden sidst på eftermiddagen. Birgitte Nielsen og jeg var på vej ned til stranden i badetøj. Her mødte vi andre fra selskabet, som var rejseklare med påklædning og bagage. De var på vej til receptionen med henblik på at skulle afhentes af bussen til lufthavnen. Anton Vernersen, der har været med på de fleste rejser, jeg har arrangeret, kunne fortælle, at vi også skulle med samme fly. Hvordan fejlen var opstået, ved jeg ikke, men jeg har vist aldrig pakket min kuffert så hurtigt.
Blev stoppet af politiet i Aalborg
Hen på aftenen landede vi i Billund lufthavn, og herefter kørte Anton Vernersen, Lauritz Madsen, Birgitte Nielsen, en Tjæreborg medarbejder og jeg i Antons varebil på gule nummerplader videre til Aalborg. Et øjeblik efter, vi var kørt ind på parkeringspladsen ved Aalborg Station, kørte en patruljevogn op ved siden af den bil, vi var i.
To betjente stod ud og ville gerne se Antons kørekort. Den ene betjent gjorde opmærksom på, at vi manglede lys i en baglygte. Herefter ville de gerne se bag i vognen. Her sad Birgitte og Lauritz. Verner hviskede mig i øret, at han tidligere havde hørt, at det kan koste tyve tusind i afgift. Mit adrenalin steg, og jeg oplyste, at de var to personer, som stod i Billund Lufthavn. Deres videre transport var glippet, fordi flyet var forsinket. Vores næstekærlighed gjorde, at vi tog de to stakkels personer med i bilen.
Herefter spurgte den en betjent Lauritz efter, om han kendte mig. Lauritz kløede sig i nakken og svarede: ”Jeg syntes godt nok, jeg har set ham før”.
Betjenten hev sin sorte notesbog frem, og jeg gik amok. Jeg fik fortalt ham, at jeg uskyldige skatteyder kunne de stoppe og genere, men den person, der dræbte lærerinden på Aalborg Station, kunne de ikke finde. Det skulle de helle bruge deres tid på, end at bruge tid på os. Der var jo ikke sket noget ved, at vi havde taget et par blaffere op at køre bag i en varebil. Jeg greb fat i politibetjenten, for jeg ville være sikkert på, at han havde forstået mig. I det samme trak Tjæreborgmedarbejderen mig tilbage, og den anden politibetjent gik imellem os og forhindrede måske et blodbad på parkeringspladsen foran Aalborg jernbanestation.
Herefter gik turen videre nordpå med en passagerer bagi. Tjæreborgmanden skulle af i Aalborg. Anton fortalte mig senere, at jeg også havde truet politimanden med Ekstrabladet, BT, VÅGN OP, SKIPPER SKRÆK og BLÆKSPRUTTEN.
Vi hørte aldrig mere fra politiet, men det gjorde vi fra Tjæreborg. De ville gerne vide, om vi ville udvide vores rejseaktiviteter og have Tunesien med i vores program.
Og sådan blev det, men det er en helt anden historie.
