Min samhandel med Mola

På photokina i Køln var der en liste med de firmaer vi burde aflægge visit på udstillingen og i visse tilfælde om aftenen til en aller anden sammenkomst. Her i en alvorlig samtale med Morten Larsen junior.

I mit tidligere job som fotohandler, fotobladudgiver og leder af Concordia fotoskole havde jeg et lidt anderledes forhold til de danske fotoimportører end de fleste fotohandlere havde. For nok var de mine leverandører, men de var også mine kunder og samarbejdspartnere på forlagsvirksomheden.

En af de fotoimportører, jeg har haft mest at gøre med, er uden tvivl Morten Larsen Junior. Og jeg husker utroligt nok min første telefonsamtale med Morten. Jeg havde svært ved at få solgt nogle annoncer til firmaet Mola, men en dag blev jeg kontaktet af Morten den yngre. Han ville sælge mig nogle kameraer. Om det var Konica, Zorki eller Zenith husker jeg ikke, men jeg husker hvad jeg svarede ham: ”Jeg har en rigtig fotoforretning, og her sælger vi udelukkende mærkevarer”. Hvordan ordene i den anden ende af røret lød, husker jeg ikke, men jeg blev i hvert fald spurgt efter, hvorfor jeg ikke mente, det var mærkevarer, Mola solgte. Hvorefter jeg svarede: ”Hvis  man ikke  har annoncer i Danmarks fremtidig fotomagasin, så er der ikke tale om en mærkevare”.   Vi blev herefter enige om, at vi skulle optage en nærmere samhandel.

Jeg skulle sende firmaet et par eksemplarer af FOTOKINO, som bladet hed dengang og var i formatet A5 og udkom i 300 eksemplarer.

Som årene er gået blev samarbejde udvidet, og vi fik en glimrende omsætning i Konica og tilbehør som de populære Tamron objektiver, som Mola også importerede.  Vi fik så store indkøb af de pågældende produkter, at jeg opnåede det antal point, der skulle til, for at komme med på en tur til Zenith fabrikken i Moskva og senere en safari tur til Kenya og Tanzania i tre uger, som firmaet havde stor succes med at arrangere for fotobranchen. Der findes mange ord for den type salgsfremmende aktiviteter, men Morten var på den sikre side, han havde inviteret en fuldmægtig med fra Skattedirektoratet. Det var nu ikke så meget for at legalisere rejserne, men fordi skattemanden arbejdede for mig med at skrive artikler og fremstille sats til bladet. Selvangivelserne skulle jo kun trykkes en gang om året, så det var god tid til ind imellem at få lidt sidemandsgevinst.

Efterhånden som jeg udvidede min forlagsvirksomhed fulgte Mortens ønske om at udvide markedsføringen hos mig, men det var nu ikke altid lige let at indfri hans ønsker.

Udover at vi mødtes på Photokina i Køln hver andet år, sås vi også ind imellem privat  for at udveksle ideer, eller for at indgå en af de berømte tuskhandler i nyere tid kaldet for byttehandel.

Vi har spist middag i København, holdt middagsmøde i Århus, spist godt på Hotel Skagen. Og Morten har holdt ferie i mit sommerhus i Tversted, samme hus og seng som Rene Toft Simonsen har overnattet i, dog ikke samtidig med Morten.   En gang indgik der i vores markedsføringsaftale, at Morten skulle udføre redaktionelt arbejde for mig. Han havde stor erfaring med at fotografere dyrelivet i Afrika, så i en markedsføringsaftale et år indgik der det, at Morten skulle tage til det solrige land og lave en artikel om emnet. Han havde vist også et godt tag på de indfødte.  Det var nu ikke altid, at markedsføringsaftalen var en  god forretning for mig.  For Morten  inviterede mig til hovedstaden for, at vi skulle lave en aftale for det nye år. Jeg tog rejsen, og han gav frokost eller middag. Vi forhandlede os frem til, at der skulle 12 annoncer i Alt om foto, et par sider i Proffoto, et par stykker i  FotoGuiden og FotoAvisen. Når vi havde fundet frem til en rabat udover det normale, for han brugte ikke bureau, så forventede han alligevel at få ekstra rabat.

 Når markedsføringsaftalen var på plads, hvori det naturligvis også var aftalt, hvor mange redaktionelle omtaler, han skule have, så vendte han papiret, og på bagsiden stod der, hvor meget jeg skulle købe for hos Mola det kommende år. Nogle gange kunne jeg først godkende aftalen, når jeg havde været i banken og fået tilsagn om en forhøjelse af kassekreditten. For udover at jeg skulle købe gængse varer til videresalg, så skulle jeg også aftage nogle ikke omsættelige produkter. Kamera tester?, Videokameraer der i en størrelse kunne få selv en TV-fotograf til at undre sig. En Fotovax, der kunne projektere billeder, en stor og tung billedprinter. Jeg har det hele endnu og i lidt eller ikke brugt tilstand 30 år efter, med undtagelse af den store billedprinter, som storskrald måtte afhente sammen med kemi og papir.

Hvorfor gik jeg i grunden med til de handler, hvor jeg ikke tjente penge?

For det først havde vi det sjovt, når vi havde den samhandel, for det andet så holdt jeg ham væk fra mine konkurrenter, og det var nu ikke så ringe endda. Og trods alt fik jeg da solgt nogle Konica-, Zorki- og Zenith-kameraer og film uden at gå fallit.  Nu her mange år efter, hvor jeg er gået på pension, møder jeg ind i mellem en, der i fordoms tid købte et Konica-kamera med et tilhørende Tamron objektiv i min forretning. Det var ikke alle indbyggere i Frederikshavn, der blev indehaver af et Konica-kamera, men næsten, og ingen af dem, jeg har mødt, har været kede af købet – tværtimod.

 I 2016 udgave Morten Larsen en bog med titlen: ”Lille og vågen” – Markedsføring i praksis, og her får jeg omtale, og Alt om foto får 11 sider.