Efter jeg fyldte 18 år købte jeg et Minolta SRT 101 hos fotograf Kristensen på Vesterbro for 1.100 kroner. Det gik jeg rundt med i middagspausen i Aalborg, nogle gange med film andre gange uden, det skabte en god kommunikation med personer og helst de unge piger.
En dag jeg ville køre op til min daværende kæreste Lone Stabel i Fjerritslev for at vise mit nye kamera, så jeg på tilbagevejen en stor kølevogn der væltet i Tingskolen. Jeg parkerede min fars røde Anglia som jeg havde lånt, og da jeg nærmerede mig den forulykkede bil var der en mand der råbte” det er ikke for tidligt du kommer, vi skal jo videre” Jeg kiggede mig tilbage, der var ikke nogen, så jeg tog rollen som fotograf. Skød en halv film, og da jeg ville forlade stedet, råbte den samme mand, hvornår kommer billederne i avisen? En af de første dage råbte jeg tilbage. Jeg så hvordan de med en kranbil løftede den væltede kølevogn på ret køl, og gik tilbage til min lånte Anglia. Da jeg kørte videre opdage jeg, at der kom en bil med påskriften Fjerritslev Avis. Jeg var altså blevet forvekslet med den fotograf der skulle have billeder fra Avisen. Jeg ringede til Aalborg Stiftstidende, fik egens redaktionen i røret. Jeg fortalte om min oplevelse, leveret næste dag i formatet 18×24 på blankt papir og gerne tidligt på formiddagen.
Jeg kørte straks ned til Foto Willy i Brovst, og stolt indleverede jeg min film til fremkaldelse og fortalte, at billedet var solgt til Avisen. Du kan hente billederne om to dage fik jeg at vide. Nu var gode råd dyre. Men du kan jo selv fremkalde filmen og lave billederne fortalte Villy mig. Jeg købte de forskellige remedier, fremkalder, stoppe bad og fikser. Det hele stod på engelsk, og det var ikke min stærke side, men det kunne Kresten bedre. Jeg fik en aftale i stand med Bent Sørensen der boede lidt længere oppe af vejen og havde et forstørrelsesapparat. Mørket faldt på og hjemme i min mors køkken gik vi i gang. Et vaskefad blev brugt som fremkalder tank. Kresten tog tid mens jeg bevægede filmen i vaskefadet, og hver gang der kørte en bil ned af vejen, måtte jeg dække mig over fadet så det ikke fik falsk lys. Termometer havde vi ikke så temperaturen var på slump. Filmen blev fremkaldt og fikseret, og om ikke der var kommet noget på strimlen. Nu gik turen op Bent, der ikke var hjemme, men han havde sagt at hans mor godt kunne assistere i nødstilfælde. Det blev der også brug for. Efter en hurtig instruktion gik Kresten og jeg i gang, men uanset hvor meget vi belyst papiret kom der ikke noget billede frem. Vi kaldte moderen hid, og problemet blev løst. Vi havde taget forkert at skufferne, i det for at bruge fotopapir, så havde vi belyst et stykke ganske almindelig papir.
Kort tid efter midnatstid havde vi et par brugbare billeder.
Næste morgen gik turen med bus til Aalborg, og inden jeg skulle på arbejde kunne jeg aflevere mit billede. Jeg husker så tydeligt den morgen, hvor jeg gik ind i elevatoren på Avisen og trykke på knappen egens redaktionen. H.C. Nielsen tog imod mig, vi kendte hinanden fra Brovst, og han godtog billedet. Men hvem er personerne spurgte han?. Det anede jeg jo ikke, og hvad er det sket, det kan man vel se på billedet. Hen på eftermiddagen aflagte jeg den nærmeste kiosk op til flere gange inden avisen udkom. Endelig var den kommet og mit billede var med i avisen. Jeg købte hele kioskens oplag i alt syv stk. Og så blev jeg honoreret med 40 kr. for billedet.