Da Britta forsvandt

 Det er ikke hver dag, der sker et mord i Frederikshavn og omegn, men det gjorde der i december 1981, hvor Britta forsvandt og blev efter måneders eftersøgning fundet i Frederikshavn Havn. Hun var forsvundet op til jul en aften hvor hendes eksmand, der var musiker og gik under navnet Pedal Ove, sad og spillede til en julefrokost. Men politiet var ikke i tvivl.  Ove havde dræbt Britta i hendes hjem og efterfølgende flyttet hende ned og droppet hende i havnen, og derefter taget hen og spille til en firmajulefrokost.

Alle i byen var optaget af Britta mordet, og mange havde en teori om hvad der var sket. Det havde jeg også, en teori jeg diskuterede med min tidligere svoger Claudi Stabel, der var ansat ved kriminalpolitiet i Frederikshavn. Når han var ude at lede efter Britta, kiggede han nogle gange ind i forretningen, for at få varmen og en kop kaffe.

Jeg havde stillet et tidsskema op for mordet med Pedal Ove som den skyldige og ikke en af de andre, der blev omtalt, en købmand og en lærer. En dag, Claude havde været der til kaffe, havde jeg forladt kontoret umiddelbar efter, og mit tidsskema lå fremme på skrivebordet.

Efter jeg var gået, kom revisoren på besøg, og da han så mit tidsskema for Brittas forsvinden, blev han målløs og chokeret. Den slags er revisorer jo ikke vant til at beskæftige sig med.

Min teori havde jeg også diskuteret med min daværende advokat Thorbjørn Aaberg og flere andre, så meget, at nogle måske godt kunne forestille sig, at jeg havde en finger med i Brittas forsvinden. Det havde jeg nu ikke, det tætteste jeg kom familien var, at jeg havde Oves mor Betty Nygaard som kunde i forretningen. Brittas tragiske forsvinden nåede helt til København, og et TV hold kom til Frederikshavn for at lave en udsendelse om emnet. Min teori om, hvordan Britta var forsvundet, var blevet så kendt, at jeg fik besøg af en journalist fra TV holdet, der gerne vil høre min mening om sagen. Ove blev dømt for mordet, og efter syv år blev sagen igen taget op af advokat Morten Wagner fra Viborg. Han var blevet kendt i forbindelse med en forsvindingssag i Viborg, hvor en mand var forsvundet, og efter nogle år ønskede konen ham erklæret død.

På daværende tidspunkt var Morten Wagner advokatfuldmægtig i Viborg, og ved gennemgang af sagen i forbindelse med, at der skulle udstedes en dødsattest, opdagede Wagner, at der var noget ulden ved den sag. Man forsvinder ikke af egen fri vilje, uanset hvor galsindet ens ægtefælle er, uden også at tage kørekort, pas og penge med og noget fra klædeskabet. Intet manglede, og det viste sig, at familien kort tid inden havde fået lagt nye fliser ved sommerhuset, og her var der måske en mulighed for at finde den forsvundne person. Et par venner havde taget livet af den efterlyste og liget blev begravet under fliserne.  Konen fik manden erklæret død og Morten Wagner blev berømt, og morderne dømt. Morten Wagner kunne tænke udover politiets grænser, og blev derfor valgt som advokat for Pedal Ove. Og så blev Ove igen en fri mand med en pæn stor erstatning, som han startede et VVS firma for i Frederikshavn – her var han jo kendt.

Når Frederikshavnere 40 år efter Britta-mordet omtaler det, som om det var i går, kommer man også ind på, hvad der blev af læreren og købmanden, der kort tid efter lukkede sin forretning i Kilden. Og hvordan var det med den kvinde, man fandt, der havde hængt sig i skoven ved Kilden, og som efter rygtet var kæreste med læreren. Ove gik bort i 2019 og efterlod en søn, men mystikken om Britta-mordet lever stadigvæk, for i virkeligheden blev Ove dømt og senere frikendt – så hvem bragte i virkeligheden Britta af dage?.

Slut.