I juli 1963 skulle der være en international spejderjamboree i Grækenland, og der ville komme spejdere fra hele verden, og antallet ville komme op på ca. 14.000, der alle skulle installeres i telte på Marathon sletten et stykke uden for Athen.
Klaus Darling, Peter Helmers, Dan Viggers, Preben Hultin og undertegnede repræsenterede De Grønne Spejdere i Brovst.
Den 20. juli tog vi afsked med vores forældre på Brovst Station for at køre med toget i Aalborg og herfra videre med særtog mod Athen som endestation. Da vi ankom den til den Østriske by Salsburg , blev der et døgns ophold med udflugt til de berømte saltminer og overnatning på et nonnekloster. Ikke et hvilket som helst kloster, men det, der senere blev anvendt i filmen ”The Sound of Music”. Det er første og eneste gang, jeg har overnattet på et nonnekloster. Efter at nonnerne havde serveret morgenmad, fortsatte vores rejse mod Athen med det samme tog ned gennem det tidligere kommunistiskstyrede Jugoslavien.
Men seks mand i en togkupe dag og nat kunne godt føles lidt indeklemt. Om det var det, der fik Peter Helmers til at smadre toilettet og smide skårene ud gennem hullet i gulvet, ved jeg ikke, men vi fik da afprøvet måden, hvorpå man afvikler et toiletbesøg i Grækenland.
Ved 2-tiden om natten passerede vi byen Skopje, der ligger i Nordmakedonien, uden viden om, at der kort tid efter ville ske et større jordskælv. Først da vi ankom til Athen, hørte vi om, at vi havde undsluppet et jordskælv, der havde fundet sted tre timer før. Kommunikationen var den gang ikke, som den er i vore dage, og mange forældre til spejderne var bekymret, da de ikke vidste, hvor toget befandt sig, da jordskælvet skete.
Herhjemme blev skælvet slået stort op i pressen, men man kunne ikke fortælle, hvor de 614 danske spejdere befandt sig under jordskælvet i toget mod Athen. Min mor fortalte efter hjemkomsten, at min far havde siddet inde i stuen foran radioen for at høre nyt om jordskælvet, og om toget med spejderne var blevet lokaliseret.
Vi kom godt til Grækenland, men da vi igen måtte passere Skopje, så vi, hvordan husene var styrtet sammen, og på stationen stod urene på 5:17. Jordskælvet var blevet målt til 6,1 på Richterskalaen, mellem tre og firetusinde mennesker var såret, der var over et tusind dræbte, og mindst 2.000 blev hjemløse.
Seks år efter besøgte jeg Jugoslavien og denne gang byen Podgora i Kroatien, som ligger så langt væk som tusind kilometer fra Skopje. Her kunne man endnu se eftervirkningerne fra jordskælvet i Skopje i 1963.