Brovst Havn – en anløbsbro ved Torslev Dybet indtil dæmningen mellem Øland og Attrup blev etableret
Der er ikke mange der i dag forbinder Brovst med en havn, men går vi tilbage i tiden og indtil 1921, så var der en havn her, eller det rette ord er måske nærmere en anløbsbro, og tillige med en anløbsbro af en væsentlig betydning for egnens landbrug, håndværk, industri, handelsliv, og persontransport mellem Aalborg og Brovst Kirkeby og senere videre til bens eller i hestevogn til købmændene i omegnen Brovst Stationsby.
Jernbanen mellem Aalborg og Fjerritslev var der ikke, og landtransporten foregik med hestespand, om så det skulle være med varer eller persontransport og vejene fra Aalborg til Han Herredet var af dårlig beskaffenhed, derfor var fjordvejen den nemmeste måde at få varer og personer transporteret fra et sted til et andet sted mellem Aalborg, Aggersund, Løgstør og Brovst.
Indtil starten af 1950,erne var der fjord mellem Gl. Brovst og Øland. Det var en vig af Limfjorden og her kunne der indtil 1921 sejle skibe af en vis størrelse, når man holdt sig til sejlrenden. Havnen eller Brohovedet som det også blev kaldt, er formentlig anlagt en gang i 1800 tallet, da det formodes, at stedet blev anvendt til udskibning af tørv fra de mere end 2.000 tdr. land mose i området omkring Nørre Økse og Sønder Økse, der dengang hørte under Bratskov, hvis ejer fra 1784 til sin død 1814, var justitsråd Ole Tønder Lange, en særdeles driftig mand. Han tørlagde Nørre Økse sø og gjorde området opdyrkeligt. Han anlagde to for den tid betydningsfulde kanaler, Tranum Kanal og Nørre Økse kanal, begge med udløb til Limfjorden. Den vestre kanal, Tranum Kanal blev af to købmænd i Brovst gjort sejlbar op til Nymark, som de fik privilegium på. De to købmænd var sandsynligvis Metz og Christoffersen, der i midten af attenhundrede tallet havde oparbejdet en meget betydelig forretning i Brovst. Men eftersom det blev svært at besejle Tranum kanalen, blev der anlagt en anløbsbro, der hvor Torslev dybet ender. Det nøjagtige årstal vides ikke, men det har været i begyndelsen eller midten af attenhundrede tallet. Der findes heller ikke nogle oplysninger om, hvem der har anlagt det senere anlagte brohoved, men det kan næsten kun være de to driftige købmænd eller Godsejer Lange på Bratskov.
I 1870 startede købmændene A.H.Wulf, P. Richnitzer og Emil Dyhr fra Aalborg en dampskibsforbindelse, men der var ikke økonomi i driften og båden blev afhændet efter kort tids virke. I 1872 blev forsøgte genoptaget, denne gang med støtte fra Hofjægermester Bruun fra Boelsgården og flere andre indflydelsesrige personer fra egnen. Der blev indkøbt et dampskib i Tønder der bar navnet Nord Vriesland, men efter et større eftersyn, blev skibet omdøbt til ”Hanherred” og indsat i regelmæssig fart mellem Nibe, Brovst, Attrup, Aggersund og Løgstør. Men da kullene kom op i en høj pris, og fragt raterne ikke kunne forhøjes af konkurrencehensyn til fjord skipperne, måtte projektet også denne gang opgives og skibet kom til København.
Herefter blev det dagvogne af den type vi kender fra western film trukket af firespand der kom til at besørge trafikken mellem Aalborg og den vestlige og østlige del af Vendsyssel. Man medbragt såvel gods som passagerer, indtil jernbanen mellem Aalborg og Fjerritslev blev anlagt og åbnede 19. marts 1897, og overflødiggjorde andre befordringsmidler.
Men selvom den regelmæssige dampskibsfart mellem de nærliggende byer blev indstillet, og der var kommet jernbane, fortsatte livet ved Brohovedet ved Torslev Dybet indtil 1920. Skibsfarten kunne nemlig godt klare konkurrencen fra Jernbanen, i hvert fald på prisen. Og da mange af købmændene fortsat foretrak skibsfarten frem for jernbanen, også selvom de skulle transportere godset fra Brohovedet ved Brovst Havn, til købmændenes pakhuse i Brovst med hestespand, resulterede det i, at to mindre skibe besejlede Havnen jævnlig.
Det ene var ”Paketten” der eksisterede indtil første verdenskrig og det andet var ”Læsø”, hvis fører og ejer var Niels Andreas Jensen der var bosiddende på Torslev Kær, og først stoppede i 1921, da dæmningen Øland-Attrup gjorde, at man ikke længere kunne sejle ind til havnen.
Men indtil da var Brohovedet ikke blot et sted man lastede og lodsede skibe, mange fjordfiskere havde også stadeplads ved ”Brovst Havn”, det var også et yndet udflugtssted for familien.
Her kunne man opleve familier slå sig ned en sommer søndag eftermiddag med kaffe og madpakke, eller man kunne tage sig en dukkert, fiske ål og skrubbere, eller beundre livet på ”Havnen” eller studere måger og vibe. Jo, man kom gående eller kørende i hestevogn langvejs fra, for at opleve havne og fiske miljøet ved ”Brovst Havn”.
E. Kristensen der var søn af den sidste ejer af ”Brovst Havn”, fortalte gerne da han blev voksen om sine drengeår på Havnen, og han har beskrevet livet på stedet i Hanherreds bladet i 1957 som sådan:
” Jeg husker bøje, hvilken glæde det vakte, når vi kunne se ”Læsø” stævne fjorden ind. Så var der penge at tjene for både store som små. Og der kunne til tider være spændende oplevelser i vente, hvis man var så heldigt at komme ombord.
Jeg undrede mig såvel dengang som senere, hvordan skipper ene mand om bord kunne manøvre skibet ind af den efterhånden smalle sejlrende kaldet for Torslev Dyb, og jeg menes ikke at på noget tidspunkt er gået på grund..
Når skibet var lagt til kaj, gik far ombord for at finde ud af til hvilke af købmændene der var varer til. Derefter kom det øjeblik man selv havde ventet på, for nu lød det ” Kan du løbe til Brovst til købmand Terndrup, Thøgesen og Mads Hansen, og sige de må sende fragtmanden efter deres varer, så skal du få en tiøre.”
Det lod man sig ikke sige to gange, på bare fødder gik det i flintrende trav de tre-fire kilometer op til byen. Her vakte ens budskab gerne en sådan velvilje, at købmanden forhøjede ens bonus med et svulmende kræmmerhus bolsjer.
Et sådant kræmmerhus kostede dengang to til tre øre, og man kunne altså af en sådan løbetur på seks til otte kilometer have et udbytte på op til tre kræmmerhuse brystsukker og tiøren.
Dog skete der også, at udbyttet yderligere blev forhøjet, når man kom hæsblæsende tilbage til” Læsø” og meddelte, at fragtmanden ville komme omgående.
Der skete måske det vidunderlige, at man blev budt ombord på kaffe i skippers kahyt. Næst efter mors lavloftede stue, var der intet sted på jorden så hyggeligt, som den lille kahyt. Den rummede kun et ganske lille bord, en fast slagbænk, en køje langs skibssiden, og så kom lyset oven ned fra et skylight, hvad der var meget spændende.
Petroleumsapparatet osede og fik snart en kedel vand til at koge. Og mens Skipper og far fik en lille ”swot”, det betyder kaffe med snap i, fik en anden en ordentlige stor spølkum kaffe. Et krus uden hank, blev fyldt til randen – og hvilken salighed.
Man måtte øse alt sukker i, man havde lyst til. Og skipper selv havde smurt nogle ordentlige franskbrødsklemmer med et mægtigt lag rigtigt mejerismør på.
Franskbrød var noget man kun fik ved særlige højtidelige lejligheder. Mejerismør så godt som aldrig. Efter en sådan smovs kunne det endda hænde, at man fik lov at låne skippers sø kikkert.
Spændende var det at kigge over til ”Sønderland” det var Øland, hvor man endnu aldrig havde været. Tænkt, at man i kikkerten kunne se huse og gårde tæt ved, ja endog se mennesker og dyr bevæge sig.
Nu mange år efter har pumpestationen formået at udtørre fjordvigen, såvel at man om få år vil ingen tænke på, at her engang har været et rigt og frodigt havne og fiske liv med rejer og ål i vandet og ynglende fugle på stranden. Skade er kun, at der ikke er bevaret et eneste billede af brohovedet, i øvrigt mener jeg, at området burde have været fredet. Der hvor Læsø i min barndom lå fortøjet og blev losset for sin fragt af varer til byerne og egnen, stod jeg nu på en nyanlagt vej, slutter E. Kristensen, der endte som skoleinspektør i Aalestrup og døde i 1958. Han efterlod sig ingen børn.”
Årsagen til man havde bygget dæmningen mellem Øland og Attrup var, at der til tider var store problemer med oversvømmelser ved de ejendomme der lå tættest ved fjorden. På den yderste gård på Pakhusvej på Nymark boede Peter Kanstrup og det kunne hænde, at han om aften satte sine træsko ved sengen som han altid gjorde den gang, men om morgenen var de svømmet over i den anden ende af værelset på grund af oversvømmelse fra fjorden. Disse oversvømmelser forekom når vandet blev presset ind i fjordmundingen ved, en situation som den man kender fra Løgstør og Nibe i dag. Dæmningen blev ikke bygget for at holde vandet inde, men ude af fjordvigen, og oversvømmelsen på den måde kunne forekomme i en mindre grad, dermed forhindre fjordvandet i at oversvømme marker med afgrøder og undgå får og kreatur i at drukne der var sat på græs på holmene i fjorden.
På den ene side af dæmningen havde vi Limfjorden med livlig skibstrafik med fragt og på den anden side ” den Bette fjord, nu hvor der var en dæmning kunne man ikke længere besejle fjorden og færgefarten blev nedlagt. I mange år har man fra Vesterbjerg i Gl. Brovst kunne se, når Kongeskibet sejlede forbi på vej til et ferie ophold i Jagthytten i Tren.
Den 1 marts 1899 var jernbanen etableret mellem Nr. Sundby og Fjerritslev og nu blev det den nye transport form for personer og gods en mulighed de kommende år og indtil 31. marts 1969, hvor banen lukkede.
Selvom vandstanden i fjordvigen blev stabiliseret efter opførslen af dæmningen i 1921, så var der landmænd ved fjord vigen der gene vil lægge jord til deres ejendomme og da fjorden som sådan ikke blev brugt til andet end jagt og hobby fiskeri, blev et stort afvandingsprojekt igangsat.
Man byggede en pumpestation på dæmningen mellem Øland og Attrup, den stod færdig 1954, og det varede ikke længe før det lykkedes de tre turbiner at tørlægge fjord vigen, og den ”Bette fjord” var væk for altid, til glæde for landmændene og til stor ærgrelse for jægerne, lystfiskere, æg samlere og os børn.
Jeg husker da man opførte pumpestationen, min far tog mig en dag med i en robåd og vi roede fra det gamle brohoved op til Attrup med varer i forbindelse med opførslen af pumpe stationen, og det kunne også hænde, at vi en søndag tog ud til den ”Bette fjord” med madpakke og roede en tur på fjorden der ikke var særlig dyb når vi holdt os fra sejlrenden ind til Brohovedet-
Der blev gravet en kanal nær midt i fjorden hvortil det sidste vand strømmede ned i for at fortsætte op til Attrup og ud i Limfjorden. Vi knægte fra Gammel Brovst tilbragte mange timer ved fjorden, enten os drenge alene for at studere fuglene eller samle fugleæg eller fiske. Det kunne også hænde vi kom med på de voksne på andejagt. Blev der skudt noget blev en stor del af det blev indleveret i Brugsen for at blive sendt med fragtmanden til en vildtopkøber på Vesterbro i Aalborg. Nu hvor den ”Bette fjord” var tørlagt, fiskede vi i kanalen der var etableret mellem Gl.Brovst og Øland
Om aftenen fiskede vi efter ørreder, ål og geder, og inden vi gik hjem satte vi ruser ud for at fange ål, og tidlig den næste morgen, før vi skulle i skole, var vi ude at tømme dem, nogle gange var der en god fangst, andre gange lige så tom som da vi udsatte dem aftenen før.
Men det traf også, at vi cyklede til Attrup for at fange ålekvabber i det lave vand, og vi kunne godt komme hjem med 20-30 stykker pr. person. I dag er der ikke meget der minder om, at her har der været en fjord, og kører man fra Gl. Brovst til Vesterø er der vist ikke mange der ved, at der, hvor vejen går i dag, at der for mindre end hundrede år siden var en fjord.
Fra et luftfotografi optaget af det amerikanske forsvar i 1954 fremgår det, at fjordvigen går fra pumpestationen(dæmningen) ved Attrup til cirka der, hvor vejen mellem Gl. Brovst og Øland går i dag. Kører vi fra GL Brovst til Øland, så var der på højre side vand og på venstre side sumpe med mange små holme, og her boltrede Oscar Sørensens datter Inger sig i sine ungdomsår med sine søstre og børnene fra de omliggende gårde, har hun senere fortal mig. Da de tre turbiner på pumpestationen gik i gang i 1954 gik det hurtigt med at få pumpet vandet fra fjorden over i Limfjorden, allerede dagen efter kunne man opleve at vandstanden i fjorden var sænket og der var en uset ophobning af ål ved Attrup foran de store turbiner. Det betød, at fiskere og folk med jordlodder ud til fjordvigen kunne hente alle de ål de havde lyst til. Man skovlede ålene op i ris kurve med en roe greb så mange var der, har Jørgen Nørd senere fortalt mig en dag, jeg mange år efter aflagde ham et visit i Attrup. Der findes ikke mange fotografiet fra Brohovedet ved Torslev Dybet, men Martin Sørensen fra Gammel Brovst (en af smedens drenge) har malet stedet flere gange, og to af billederne findes hos henholdsvis Irene Mølgaard og Ellen Sørensen i Gl. Brovst datter af Oscar Sørensen. I øvrigt var alle der havde Sørensen til efternavn i Gl. Brovst i familie med hinanden, brødre eller fætre, og der var mange af dem. Vi var tilflyttere og tilhørte derfor ikke den indfødte Sørensen klan.
Gammel Brovst oprindelses
Brovst Kirke der ligger på bakken inden man kører ned i Gammel Brovst er bygget omkring år 1200, og årsagen hertil man bygger en kirke må være, at der boede mennesker her på daværende tidspunkt. Det har der ikke været noget synligt bevis på, før man i 2019 foretog en udgravning ved Vesterbjerg der, ligger syd for Brovst Stationsby og vest for Gammel Brovst, et yndet sted for vi børn om vinteren, for her kunne vi køre på ski og kælke. Arkæologer har udgravet resterne af pæle fra netop 1200-tallet, og det formodes, at der har ligget 10-15 huse her. Det er ret så interessante et udgravningssted, og så vidt vides, er det det første synlige bevis på, at der var bebyggelse omkring Gammel Brovst udover Kirken.
Der kommer løbende nye billeder på denne side.
Jeg arbejder på en fortsættelse af denne artikel med arbejdstitlen, Livet i Gl. Brovst fra 1950-1975. Har du tilføjelser, rettelser eller mangler hører jeg gerne fra dig på mail: post@fotoinfo.dk eller telefon 20773295.
Opdateret 14-04-2026