Det råd skulle jeg have taget til mig, da jeg i 1980 ansatte en lærling fra Kalundborg, en ung pige på 17 år.
Efter et års tid efter, hun var kommet i lære, blev hun udsat for et røveri i forbindelse med, at hun skulle aflevere den forrige dags omsætning i Danske Bank i Frederikshavn. Helle, der også var ansat i forretningen ringede til mig, mens jeg underviste på Teknisk skole i Frederikshavn, og fortalte mig om hændelsen. Jeg tænkte mit. De efterfølgende dage var pigen til afhøring og konfrontation og kigge i forbryderalbum på Politistation i Frederikshavn. Jeg fik også at vide, at der var kommet en person til konfrontation fra København, men ingen blev udpeget om gerningsmand. Røveriet var omtalt i formiddagsaviserne og den landsdækkende radioavis.
Min mistanke førte til, at jeg spurgte politiet efter, om de havde spurgt lærlingen efter, om det evt. kunne være noget, hun selv var med i. Det er udelukket, fik jeg at vide.
Nu gik jeg i gang med min egen efterforskning.
En dag kørte jeg i bilen, parkerede den ved hotel Jutlandia og gik tilbage til forretningen i Søndergade 46. Spurgte Helle efter, om hun vil køre mig ned til bilen, der var kørt tør for benzin og stod i den anden ende af byen.
Så snart vi var kommet lidt væk, indrømmede jeg over for Helle, at jeg ikke var løbet tør, men havde lagt en fælde for lærlingen, fordi jeg havde min mistanke.
Inden vi tog af sted, havde jeg bedt nogle kunder om at aflægge butikken et besøg for at gøre nogle indkøb. Da vi kom tilbage, var der ganske vist slået beløb ind i kassen, men mindre beløb end kunderne havde betalt. Jeg kontaktede politiet og fortalte om min observation. Umiddelbart før lukketid kom der to kriminalbetjente og anholdt lærlingen. Jeg tog ned på politigården den efterfølgende dag for at høre, om de havde spurgt hende efter, om hun ikke havde været med i røveriet, og det havde hun benægtet. Jeg bad om at få fem minutter med hende uden der var en betjent til stede. Det var de ikke meget for, men til sidst fik jeg lov til det.
Jeg spurgte ikke efter, om det var hende der stod bag et større beløb, der var forsvundet fra baglokalet et par måneder forinden, eller om hun stod bag røveriet.
Jeg tog det som en selvfølge, at det var hende der var den skyldige, og spurgte hende efter, hvad hun havde brugt pengene til. Det var af hensyn til erstatning fra forsikringen. Uden hun tænkte sig om, fortalte hun, at for nogle af pengene fra tyveriet fra baglokalet, havde hun købt en jakke, og resten til betaling af husleje.
Pengene fra røveriet fik hendes medskyldige.
Dagen før røveriet havde hun fortalt sin kæreste, at hun havde været i banken med over 50.000 kroner i check og kontanter. Det gav inspiration til, at de sammen ville arrangere et røveri den efterfølgende dag. Desværre for dem, en dag med det største beløb i checks, som var blevet skyllet ud i toilettet.
Hvorfor var min mistanke rettet mod pigen, fra da jeg hørte om røveriet?
Hvis man bliver røvet foran en bank, ville det være naturligt at løbe ind i banken og slå alarm, og ikke springe på cyklen og køre de ottehundrede meter hjem for at fortælle om det. For det andet var hun efter eget udsagn blevet truet mod halsen med en springkniv. Stikket blev undersøgt hos politilægen, men der skulle ikke meget fantasi til for at se, at det kunne have været lavet med en neglefil. Så er det man spørger. Hvor dum kan man være?
Politiet havde oplyst, at de bad den unge dame om at flytte fra byen, og det lovede hun, at det ville hun gøre. En uges tid efter kunne jeg oplyse det samme politi, at hun stadig væk var her. De lovede også, at de ville hjælpe mig med at få de mistede penge fra hende hen af vejen, men det glemte de.