Opholdet på Han Herreds ungdomskole sluttede brat for 16 af skolens elever. Alle 16 elever blev kørt hjem i utide af skolens lærer.
Tiden i 8. klasse var ved at løbe ud, og hvad så? Nu hvor vi ikke kunne komme på Realskolen, mente min far ikke, at vi havde de store chancer i livet for at blive til noget. Mine forældre, i hvert fald min far, havde gerne set jeg var blevet ansat på et kommunekontor, i en bank eller på et postkontor, det vil være et godt fast arbejde. Jeg kunne gå pænt klædt, ikke have meget at spekulere på i fritiden, og ikke blive slidt op i en ung alder. Så et arbejde i kommunen eller indenfor staten ville være det helt rigtige for mig, men helt sikkert også for mine forældre.
Niels Erik Vinterberg havde jeg siddet ved siden af i skolen lige så længe, jeg kan huske, og det gjorde jeg også i 8. klasse. Kurt Kristensen var kommet i 8. klasse fra A klassen. Nu hvor vi var fortabt, og der ikke var nogen 9. klasse i Brovst, besluttede vi os for i foråret 1963 at kigge nærmere på Hans Herreds Ungdomsskole. Det gjorde vi den 5. juni om eftermiddagen. Kurts forældre kørte os derop, og ved samme lejlighed besøgte vi Vejlerne, hvor man var i gang med at bygge en dæmning, for at trafikken kunne udgå at skulle igennem byer som Fjerritslev, Klim, Østerild og Bjerget.
Efter vi havde set lidt på skolen og skulle videre, kom der tre piger hen til mig, Ellen fra Lild Strand, Birthe fra Løgstør og Herdis fra Lundby. De ønskede alle tre at skrive med mig, inden vi i august måske ville vende tilbage.
Men da jeg var i Grækenland på spejdertur og først kom til skolen en halv snes dage efter, at de andre var påmønstret, så var pigerne afsat til anden side. Men pyt, jeg faldt for en af de nye piger på vores eget hold, der lige som jeg skulle være der i 10 måneder. Det var for øvrigt første gang man oprettede et hold med både drenge og piger. Hun hed Mona Andersen og var fra Hjortdal. Og så var hun som landmands datter ud af god familie, og hende kunne jeg godt se en fremtid med.
Da jeg havde handelsblod i årene, fik jeg hurtigt den ide at etablere en lille forretning på skolen.
Hos min far, som var brugsuddeler, købte jeg sodavand og slik til rimelige priser. Det blev efterfølgende fra mit værelse solgt videre til mine kammerater i to frikvarterer om dagen. I skabet kunne jeg have beholdningen af slik, og da jeg havde den underste køje, kunne madrassen og lamellerne fjernes, og her kunne jeg have mit lager af sodavand. Den største omsætning var indenfor kategorien slik, det var også det, der var nemmest at håndtere.
Jeg havde stadigvæk problemer med min stammen, og blev sendt til talepædagog i Fjerritslev, dog uden nogen bemærkelsesværdig forandring. Men jeg fik da knallerten luftet de par gange om ugen, jeg tog de fire kilometer ind til l byen, ellers kunne vi kun slippe væk fra skolen i det lange middagsfrikvarter.
Den første november var der skiftedag, og pigeholdet blev udskiftet med et rent drengehold. Da der kun var seks piger på vores hold, og over tres drenge på de to hold til sammen, var konkurrencen stor – desværre.
Efter jul fandt Mona en anden, og jeg overgav mig til Grethe fra Hjørring for en tid.
Det blev dog ikke noget længere kendskab. For en forårs nat den 4. marts skulle skolens lærer holde fest i forstanderens sommerhus, og den lokale pastor, Henning Thrane, skulle have nattevagten. Når katten er ude spiller musen på bordet.
Trods det, at natten forløb stille og roligt, var vi nogle, der blev overrasket den efterfølgende morgen, hvor der herskede travlhed på gårdspladsen. Der holdt flere biler, og undervisningen var aflyst. Årsag: Mindst seks af eleverne var blevet taget på fersk gerning, mens de var på besøg hos pigerne, eller også var det omvendt, og så var der panik.
Jeg var ikke blandt de afslørede, jeg havde sovet trygt i den underste køje med sodavand, marcipanbrød og lakrids under madrassen og Kurt i den øverste køje. Professor Klat, en af de elever, der var kommet med på holdet efter mig, sov i den enkeltstående seng. Han var lidt gammel klog og kom fra Århus. Hans efternavn var Klastrup, derfra navnet.
Men jeg var meget solidarisk den gang, så jeg fandt på den geniale ide, at vi alle skulle gå ned på kontoret og melde os som syndere. Ganske vist var vi ikke blevet afsløret den nat, men jeg kunne måske være blevet det ugen før.
Vi var et sted mellem 20 og 25, der gik ind på kontoret. Men jeg var naiv og troede, at mine kammerater gik ind for at melde sig, for det gjorde jeg jo selv. Nej de fleste gik ind for at fortælle, at de ikke havde været på forbudte steder – nogen sinde, og havde slet ikke tænkt på det – det lå faktisk så fjerne for dem som at tage livet af deres bedstemor.
Så jeg kom med i den bil, der transporterede bortviste elever hjem. Men inden jeg forlod stedet, havde jeg fat i lærer Kristensen, og det kom til håndgemæng. Han var en luskepeter i fløjlsbukser, og jeg ville da have lidt ud af den sidste dag på Han Herreds Ungdomsskole.
Min far var sur, og jeg blev idømt stuearrest på ubestemt tid.
Jeg husker ikke rigtigt, hvad der fulgte efter de følgende dage, men min far har beskrevet hændelsesforløbet i detaljer i sin dagbog.
Her fremgår det, at vi var 17 elever, der var blevet bortvist, og allerede samme eftermiddag taler min far i en halv time i telefonen med pastor Henning Thrane Larsen om situationen. Senere med Vinterbergs, Monas og Grethes forældre, og de var blevet enig om, at aflægge skolen et besøg samme aften, men det afviste forstanderen. I stedet besøgte mine forældre Vinterbergs forældre. Den næste dag aftaler mine forældre endnu engang med Vinterbergs forældre, at de vil have et møde med Forstanderen. Men inden mørket falder på, kommer lærer Kristensen, som min far ikke kunne udstå, med et brev, hvori der stod, at jeg ikke ønskes tilbage på skolen. Min far ringer til Vinterbergs forældre, her sidder forstanderen, og han indvilger sig i at kommer forbi. Under dette møde lover forstanderen at kigge på sagen igen og vil vende tilbage to dage efter. Min far taler flere gange med Monas og Grethes forældre og hvad de skal gøre. Min far kontakter også min tidligere lærer Marius Madsen i 8. klasse for at få et godt råd med hensyn til sin fortabte søns skæbne. Sønnen der ikke kunne komme på realskolen og nu var smidt ud af Ungdomsskolen. Hvad tænker folk ikke.
Dagbogen slutter den 5. marts med, at der er kommet yderligere tre elever hjem i dag, så nu er vi oppe på 19 hjemsendte. Den 6. marts ringede Grethes far og fortalte, at Grethe havde fået fuldstændig afslag på at komme tilbage. Monas far ville have, at Mona skulle cykle den lange vej fra Hjortdal ud til skolen og prøve ad den vej.
Der er kun en pige tilbage på skolen, men alt skal prøves. Det er lørdag den 7. marts, og mine forældre skal med min bror Esben til skolefest på Brovst Hotel om aftenen. Her taler min far med min tidligere klasselærer Fibæk og endnu engang med lærer Madsen. De havde begge haft ringet til skolen, og her havde forstanderen sagt, at de andre lærere ikke ønskede mig tilbage. Og lærer Fibæk mente, at der ikke var noget at gøre. Provst Viggers, som min far havde talt med om formiddagen, syntes det var fuldkommen latterligt, som den forstander opførte sig.
Søndag den 8. marts ringer min far til lærer Christensen i Tranum, om der var måske en mulighed for, at jeg kunne gøre 9. klasse færdig her. Lærer Christensen ringede tilbage samme dag og fortalte, at han og lærerne var villige til at prøve, men at skolekommisionens formand skulle afgøre det endeligt. Der kunne også blive tale om et økonomisk spørgsmål. Hertil skriver min far: ” Jeg er villig til at betale”.
Vi kan ingenting gøre, vi kan ikke sove, hvile eller arbejde”.
Mandag den 9. marts skriver min far, at vi intet har hørt. Så kontakter han en håndfuld forskellige personer, hvis navne jeg ikke kan placere, men sikkert nogle fra skolekommissionen for Tranum skole.
Om eftermiddagen besøger mine forældre Monas forældre i Hjortdal for at tale om sagen. Hendes mor er helt nedbrudt, og doktoren kommer på besøg. Det gjorde man dengang, næsten uanset hvad problemet var.
Tirsdag den 10. marts er endnu en dag, hvor min far ringer rundt til forskellige personer, der har tilknytning til Tranum skole. Monas far skal til møde på Ungdomsskolen om eftermiddagen, og min far er meget bekymret over, at han ikke hører noget. Om aftnen ringer plantør Jensen for at fortælle, at jeg kan begynde i Tranum Skole med det samme. Og far skriver, at nu er det op til Ejvind, om han kan vaske pletten af ved at tage en god prøve i Tranum skole.
Onsdag den 11. marts er kongens fødselsdag. Her skriver min far, at jeg tog op på ungdomsskolen alene, og det husker jeg ganske udmærket. Den dag ændrede mit syn på, hvad jeg ville være i livet.
Jeg ville høre med egne øren, at de ikke ønskede mig tilbage, og jeg ville stå ansigt til ansigt med de lærere, der ikke ønskede mig tilbage. Nu skal det siges, at jeg for alt i verden ikke ønskede mig tilbage, for jeg tilslutter gerne de ord, min far skrev i dagbogen: ”Forstanderen er sindssyg”. Han slutter en dag med at skrive: ”Ejvind fik aldrig en ordentlig forklaring på, hvorfor han ikke måtte komme tilbage, og kalder forstanderen, formanden og lærerne for nogle smudsige idioter, en opfattelse, jeg tror, også mange andre af eleverne og deres forældre kunne tilslutte sig”.
Men der var noget, skolens medarbejdere ikke vidste, da jeg aflagde visit, nemlig, at jeg havde en aftale med Aalborg Amtstidende om at hente en god historie hjem. For hvis der var noget, skolen ikke ønskede, så var det presseomtale, men det fik de i de fleste af landets aviser inkl. formiddagsbladene efter mit besøg. Takket være en elev de nok ikke skulle have sendt hjem uden nærmere forklaring. Den mest sandsynlige grund til, at jeg blev sendte hjem, var, at jeg med min lille forretning var en direkte konkurrent til Forstanderens kiosksalg. Forstanderen ønskede mig ikke tilbage, men det fik han ikke tilslutning til fra af forstanderinden, som jeg havde et godt forhold til.
Ugen efter fik jeg udgangstilladelse til at komme til efterkonfirmationsfest i Tranum Forsamlingshus.
Her mødte jeg Jytte, som var datter af den stedlige skoleinspektør. Jeg fulgte hende hjem og hentede hende nogle dage efter. Det gjorde et godt indtryk på hendes far, og så begyndte jeg i 9. klasse i Tranum Folkeskole.
Det blev dog ikke til mere med Jytte, for hun var sikkert lovet hen til anden side, desværre. Hun var virkelig sød og attraktiv pige.
Jeg fik min 9. klasseeksamen i Tranum Skole, og den var ikke så ringe endda. Mine klassekammerater kom alle fra Tranum eller Klitten, og de havde sikkert kendt hinanden siden første skoleår. Men da jeg var hoppet på ”toget”, lige før det standsede, syntes de, at jeg skulle holde afskedstalen til lærerne og elevernes forældre – så det gjorde jeg. Og så kom jeg i avisen endnu engang. Først som smidt ud af ungdomsskolen og nu som taler ved 9 klasses afslutning. Det sidste var noget min forældre syntes om, og det har min far sikker fortalt om de efterfølgende dage til Brugsens kunder og bestyrelse.
Min far havde jo skrevet i sin dagbog: ”Jeg er parat til at betale,” og mente mit skole ophold i Tranum. For Tranum var dengang ikke i samme kommune som Brovst, og så var der et mellemværende. Beløbet var 14,70 kr.
Jeg indledte afskedstalen med følgende ord: ”Hvis I tror, at jeg er hoppet på i sidste øjeblik, så er det forkert. Jeg startede i Tranum skole et stykke tid før I andre nemlig som seksårig. Jeg var på besøg hos en af mine venner John Frederiksen i Tranum, han var begyndt i skolen, og jeg kom med, det kunne man dengang. Da havde man ikke klasserne opdelt, man havde kun to klasser, bette klasse og store klasse. Desværre faldt jeg i en vandpyt i skolegården i det første frikvarter, og så gik jeg hjem til frisørfamilien Frederiksen, der boede midt i Tranum City.
10 år efter, jeg blev bortvist fra Han Herreds Ungdomsskole, fik jeg en invitation til et jubilæum på skolen. Jeg kontaktede nogle af de andre, der havde fået deres ophold afbrudt. Ingen havde fået en lignende invitation, så jeg kontaktede skolen for at få en nærmere forklaring. Jeg vil være hjertelig velkommen, og havde jeg kontakt med de andre forviste elever. De ville også være med. Vi var nogle stykker, der mødte op, og det blev en fornøjelig dag med spisning. For at lærerne ikke skulle tro, jeg var faldet af på mine ældre dage, placerede jeg mig ved siden af måske den kønneste af de elever, der gik der for 5 år siden, til stor irritation hos en af de yngre lærere. To uger efter havde jeg den kønne pige med på Læsø som model.
Jeg var til endnu et par jubilæer på skolen, sidste gang var vi dog kun fire fra det gamle hold.
I 2018 var jeg sammen med Else inviteret til 50 års fødselsdag hos Elses veninde. Det var syd for Aalborg på en tidligere proprietærgård med gode rammer. Her ser jeg pludselig et nydeligt billede af den mand, der for mere end 50 år siden opdagede, at der var uren trav ved nattetide på Han Herreds Ungdomsskole. Jeg spurgte, hvorfor han var hængt op her, og jeg fik et overraskende svar: ”Det er min far og han boede her, indtil han flyttede til en lejlighed inde i byen”. Verden er lille især den nordjyske.
Jeg vil slutte min beretning om HHU og sige tak, fordi jeg blev smidt ud. Det gav mig lysten til at gå i flæsket på urimeligheder. Ikke med håndgemæng men ved at bringe gode og dårlige oplevelser videre til de, der gerne vil vide mere.
Desværre har jeg aldrig været nogen ørn til dansk, men det er gået alligevel, og jeg har da ryddet nogle forsider på såvel lokale som landsdækkende og udenlandske aviser og fået plads i TV nyhedernes bedste sendetid samt været udgiver af en halv snes magasiner og aviser.
Lysten til at beskæftige mig med medierne kom på Han Herreds Ungdomsskole en forårsdag i 1964.