I 2004 ønskede man at afhænde Statens Planteskole, der lå ved Fosdalen ved Tranum. Jeg fortalte min daværende nabo, at det kunne være interessant at byde ind her, men han mente ikke, jeg havde en chance for at overtage så stort et projekt. I øvrigt skulle man have en planteskole i forvejen eller være uddannet gartner for at komme i betragtning. Det var en udfordring, og da mit liv næsten kun havde bestået af udfordringer, ja så skulle det prøves.
Jeg forelagde projektet for Gitte Arnason, som havde 23 fotobutikker rundt om på de amerikanske baser i Tyskland og en enkelt i Belgien, og for kort tid siden havde købt gården Nordkap i Tversted. Hun var med på, at vi meldte os som evt. køber af projektet uden nogen som helst erfaring inden for branchen. Det nærmeste, jeg var komme, var at jeg havde passet frugt- og grøntafdelingen i min læretid i Kvickly i Aalborg.
Udover Gitte og jeg, havde der været tre fire andre, der havde vist interesse heriblandt en planteskole på Skiveegnen.
En søndag eftermiddag, hvor vi aflagde borgmester Mogens Gade i Brovst et besøg i hans hjem, fik vi lidt indblik i projektet, der havde 6 – 8 personer ansat. Endvidere var der en stor bygning til maskiner, et meget stort køleskab, kontor og personale stue osv., Der var ikke sparet på noget, og der hørte 8 hektar jord til stedet.
En søndag eftermiddag sad jeg og drag kaffe sammen med min tidligere hustru Solveig på Hængebrovej i Tversted. Radioen kørte i baggrunden, og pludselig blev mit navn nævnt. Kommunen havde valgt mig som fremtidig ejer af Statens Planteskole. Vi kiggede begge på radioen, og Solveig spurgte, hvad jeg nu var indblandet i.
Nogle dage efter var jeg til møde med borgmesteren og kommunaldirektøren i Brovst for at høre nærmere om projektet, jeg var blevet udvalgt til at skulle videreføre. Betingelserne var sådan set udmærket, der skulle ikke mange penge op af lommen, for det hele var der, og jeg kunne overtage medarbejderne. Budgettet viste, at der skulle afsættes 1.000.000 planter årligt, og det skulle ikke være noget problem, for det var, hvad skovstyrelsen aftog, og Gitte mente, hun kunne finde købere i Tyskland.
Sparekassen i Brovst ville være behjælpelig med kapital, og her var der også en fond, der kunne støtte projektet. Selv fagforeningen vil være behjælpelig, og det samme ville Brovst kommune. Nu har jeg haft kat i mange år, og det kan godt ske, at katten har savnet en, når den hopper op til en eller gnider sig op af benet. Men jeg ved godt, at det nok er mere, fordi den gerne vil have katteskålen fyldt op. Og jeg følte, at der var kattetricks i luften under forhandlingerne med Brovst Kommune.
Jeg ringede til naturstyrelsen, og efter jeg var kommet gennem flere omstillinger, var der endelig en, der vidste noget og turde udtale sig. Nej tak, vi aftager ikke en million planter om året de kommende år, vi vil derimod satse på selvsåning.
Og hvis det var ham der stod med et sådan tilbud om at overtage så stort et projekt uanset pris, ville han takke nej.
Herefter meddelte jeg Brovst Kommune, at jeg, efter at have talt med skovstyrelsen og havde fået at vide, at man var ikke interesseret i at aftage nogen større mængde planter de første kommende år, ikke længere var interesseret, da den største aftager varr faldet fra, og jeg dermed skulle starte forfra med at finde kunder udover de små kunder, der var.
Brovst Kommune var kun interesseret i at bevare de mange lokale arbejdspladser. Men havde vi overtaget projektet, havde vi sikkert hen af vejen skiftet 3F medarbejderne ud med polakker. De var billigere og strejkede ikke, og der kræves ikke nogen særlig uddannelse for at ligge på en vogn og stikke planter i jorden.
Kommunen drev Staten Planteskole videre indtil den et par år efter lukkede. Og min naboen grubler sikkert stadigvæk over, hvordan en gammel fotohandler kunne komme i betragtning frem for en planteskole. Man talte meget om projektet på egnen, og det blev fulgt op af både Nordjyske og TV Nord, så jeg måtte spankulere rundt på marken mellem fyr og Sitka – uden jeg vidste. hvad der var hvad.