Vi kom med på afbud
Det var forår, jeg havde et stykke tid haft ond i maven. Det viste sig at være starten på et mavesår, og det ville være bedst at få udviklingen stoppet i tide. Lægen gav mig noget medicin og anbefalede mig, at jeg skulle tage den med ro den kommende tid.
Fotobranchen havde lavet en aftale med rejsebranchen om, at man skulle gå sammen om at arrangere en forårsmesse i Bella Centret i København.
Jeg fik en dag en opringning fra formanden for fotobranchen. Den gik ud på, om jeg ville være med i arrangementet i Bella Centret, hvor man gratis ville stille et beskedent areal til vores rådighed, hvor vi kunne uddele vores fotoblade på lige fod med vor konkurrent fra det københavnske magasin Foto, film og video.. Den var jeg naturligvis med på. Dagen efter ringede Politiken for at høre, hvad vi havde fundet på af aktiviteter, for man forventede, vi ville gøre os kraftig bemærket på messen med bl.a. modelfotografering.
Jeg må indrømme, at jeg ikke havde tænk så langt, for jeg havde fået den forståelse, at vi blot havde et bord på et par meter til rådighed, og herfra kunne uddele blade sammen med vores konkurrent Foto, Film og video. Men over for journalisten havde jeg sikkert sagt noget helt andet.
Jeg måtte have fat i Rene Hansen, for ham ville jeg gerne have med, nu hvor vi skulle til byen. Vi blev enige om, at vi skulle lave noget derovre, så vi ikke blev glemt lige med det samme. Så kom der endnu en opringning. Man havde besluttet, at vi skulle have den store scene til vor rådighed i hele åbningstiden fra torsdag til søndag.
Trods det, jeg stod overfor at kunne udvikle mavesår og skulle tage den med ro, så mente jeg alligevel, det ville værre godt med lidt adspredelse fra hverdagen i Frederikshavn.
Vi fik en aftale med seks af vores modeller, og jeg fik en aftale med bladets tre medarbejdere i København, Heine Jørgensen (indehaver af en fiskefabrik) Peter Theil (Bankdirektør på højt plan i Privatbanken) og Klaus Iversen (ansat ved Gladsaxe politi).
Tage Kern fra Hvidovre fotoklub, som vi kendte fra et Concordia kursus, arrangerede, så vi kunne have logi i Fotoklubben. Her var der udmærkede forhold, og der var adgang til bad.
Onsdag drog vi af sted i min Volvo og sigtede mod hovedstaden for at ende i Bella Centret. Udover rekvisitter, en skrivemaskine, et stativ, et par kameraer og soveposer havde vi to modeller med, en fra Hjallerup og en fra Oslo. Da vi ankom til Ebeltoft og skulle med færgen over til det forjættede land, opdagede vi, at vi havde glemt en meget vigtig kuffert, der indeholdt notaer, penge og så videre.
Med færgen kom vi, blev indkvarteret i Hvidovre Fotoklub og fandt frem til Bella Centret ved 20-tiden.
Det viste sig, at vi havde langt større råderum arealmæssigt, end vi havde fået oplyst. Men vi havde jo ikke noget inventar med, og hvad skulle vi med et stort areal og en scene langt større, end vi havde forestillet os. Og hver dag i fire dage skulle vi tiltrække fotofolk otte timer om dagen.
Den glemte kuffert blev sendt over med fly og ankom den efterfølgende dag til Kastrup og blev afhentet af Klaus Iversen.
Vi var på den. De andre udstillere havde haft flere måneder til at planlægge deres aktiviteter og fremskaffe inventar. Vi havde kun haft få dage, eftersom vi var kommet med som det tynde øl og faktisk på afbud.
I første omgang ville vi blive tildelt et par meters bordplade, her kunne vi stå og småsludre med interesserede. Nogle få dage efter blev vi tildelt nogle få kvadratmeter samt adgang til den store scene. Og nu stod vi her midt i Bella-centret uden noget som helst, mens de andre aktører var ved at være færdige med deres indretninger. Men fortabte var vi ikke, vi skulle blot sunde os og så gå i gang. Jeg gik en tur i hallen og hilste på de andre udstillere, som jeg selvfølgelig kendte, nogle som leverandører, andre som annoncører. Formålet med at hilse på var i virkeligheden at se, om ikke der var nogen, der kunne bidrage med lidt, de havde fået i overskud ved deres indretning.
Firmaer E. Juel Hother lånte os en røgmaskine. Vi lånte lidt her og der, og fra vores blad distributør fik vi tilsendt en ordentlig palle returblade. som vi kunne pynte op med og uddele til besøgende.
Firmaet Foss lånte os baggrunde, og da vi på åbningsdagen havde spillet julemusik, ligeledes på et lånt udstyr med bånd, vi selv havde medbragt i farten, uden at se hvad det var, var der et firma, der efter den førte dag tilbød os at låne os nogle bånd, der ligesom bedre passede til årstiden og lejligheden.
De modeller, der boede i fotoklubben, fik et ordentligt måltid om morgenen og fik lidt til frokost midt på dagen, så de ikke følte sig oppustede og sløve. Til gengæld blev de godt bespist om aftnen på en restaurant.
Firmaerne Konica og Foss manglede liv på deres stand, så de lånte ind i mellem en af vore modeller, mod at de betalte for aftensmaden til hele min delegation. Udover vi havde medbragt to modeller, så havde vi også rekvireret modeller fra Midtjylland, Fyn og Sjælland, i alt otte modeller.
Der var gang i fotograferingen på vores stand. Her kunne piger med model interesse få en prøvefotografering med henblik på optagelse i Concordia Models. Vi uddelte vores blade, gennemgik folks medbragte billeder, hilste på abonnenter og kursister fra Concordia Fotoskole.
På vor nabostand var der ikke mange besøgende eller nogen større interesse. Det var vores konkurrent Foto, film og video fra det københavnske forlag Specialbladsforlaget. De havde altid har set ned på os, indtil vi overtog dem.
Overfor vores stand lå den store scene, og det var den, vi ind i mellem havde til vores rådighed.
Med lånte flash, en røgmaskine og en trehjulet motorcykel, skulle vi nu tiltrække opmærksomheden i skarp konkurrence med Polaroid standen, hvor man havde lånt et helt specielt storformat kamera fra Holland til lejligheden.
Og for at få folket til at møde op, stod der to splinter nøgne modeller på deres stand. Det var et par piger med et par ordentlige ”dørmåtter” der burde have været trimmet, men de måtte ikke fotograferes kun udstilles, så det trak ikke folk af huse. Det var på scenen, det gik løs. Vi inviterede publikum op på scenen, og vores modeller var opdraget til at se indbydende ud, og det levede de op til, endda påklædt.
Vi kunne godt have en snes stykker på scenen som skød løs på modellen med eller uden røgmaskinen, og der kunne til tider stå op til et par hundrede nedenfor scenen for at blive en af de næste, der skulle på scenen med deres til tider avancerede udstyr for at forevige en køn model eller blot se, hvordan andre gjorde det.
Firmaet Herskind udlånte objektiver og firmaet Finn Jensen solgte film til de mest ivrige. Og mens der var trængsel på og omkring scenen, kunne redaktøren fra Foto, film og video fra sin stand nyde skuet måske med en enkelt besøgende ved hans bord for at hente et gammel eksemplar af Foto, film og video, mens redaktøren ivrigt så på, hvad der foregik på scenen ikke langt fra hans placering.
Selvom hele den danske fotobranche var repræsenteret på messen i de fire dage, så var det Concordia og Alt om foto, der fik den største opmærksomhed, og ikke det københavnske foretagende Specialbladsforlaget, der trods alt var på hjemmebane. Men hvorfor nu det?.
Fordi vi havde varen, modellerne, og vi kastede dem for folket, og på den måde aktiverede vi de fremmødte. Vi havde fået scenen, fordi de professionelle modeller, der var rekvireret til at skulle præsentere udstyr, ikke ville fotograferes af publikum, og det var her vore modeller kom ind i billedet. For at få de besøgende til at komme over til fotobranchen og ikke i rejsebranchen og specielt til vores aktiviteter, havde jeg meddelt kvinden ved mikrofonen, hvis stemme man kunne høre over såvel rejse- som fotomessens arealer, at det bedste billede fra modelfotografering blev belønnet med kr. 100.000 kr.
Senere på dagen måtte hun rette indslaget til tusind kroner, og beklage fejlen.
Den daværende statsminister frue skulle ankomme, og hun skulle aflægge besøg hos Kodak, for at få overrakte en såkaldt Kodak Cykel. Hos Kodak vidste man ikke lige, hvordan man skulle forholde sig over for fruen og kalde mig hid. Jeg foreslog selvfølgelig, at hun skulle have en tur på den motorcykel, vi havde lånt, og som befandt sig på den store scene. Damen kom op på scenen og op på den trehjulede motorcykel, så situation var ikke forbundet med nogen større fare, så længe hun ikke kørte rundt på scenen på den – og det undlod hun.
En fotograf fra BT var på pletten, og det kom i den efterfølgende dags udgave.
Søndag eftermiddag, da det hele var overstået, skulle der pakkes sammen, Pjerrot (Ib Groth Rasmussen) ville køre til Nordjylland før vi andre, og da han havde bedre plads i sin bil end vi havde, fik han en kasse med. Da Rene, to modeller og jeg skulle af sted, opdagede jeg, at kassen med min bilnøgle var væk, den var på vej op til færgen i Nordsjælland. Vi kontaktede færgelejets kontor, og fik dem til at få Ib til at aflevere nøglen til min bil. Falck fik bilen på ladet og så fik turen mod færgelejet, og vi kom alle hjem i god behold.