Der var røster i gang om, at Vendsyssel Tidende skulle fusioneres med Aalborg Stiftstidende, og at vi ville få en stor mediavirksomhed under navnet Nordjyske. Det var der ikke den store begejstring for i Frederikshavn, så jeg gik og spekulerede over, om ikke man skulle starte en avis med en månedlig udgivelse og en lidt anderledes avis. En avis der gik tæt på det offentlige og med et humoristisk islæt.
Vendsyssel Tidende skulle nedlægges, og de fleste af medarbejderne på den gamle Frederikshavns Avis afskediges. Der kom et lille oprør i byen ikke blot hos medarbejderne men også hos læserne og sikkert også de, der ikke læste avisen.
Mit revisionsfirma Per Svenningsen A/S kontakte mig. Per Svenningsen ville gerne have mig med til et møde med nogle investorer heriblandt den gamle redaktør Bent Ejlersen og hans søn Jens der havde været journalistisk medarbejder på Frederikshavns Avis gennem en årrække. Samt var der også Fie, som havde været skrivende medarbejder og meget andet på avisen. Der var også et par investorer til stede nemlig Pølse Mogens (Mogens Lassen) og tidligere købmand John Bøgild. Herudover havde jeg taget min daværende medarbejder journalist Carsten Pedersen med til mødet.
Der var ikke det, de ikke kunne klare. Der var lavet budgetter, og John Bøgild havde flere gange udtalt sig i TV Nord, alt sammen mens han slog ud med arme og ben og nærmest lignede en sprællemand ved juletid og forklarede, at man ønskede at starte en avis, og der stod kompetente personer og stærke pengemænd bag projektet.
Udover de stærke penge mænd skulle der tillige tegnes folkeaktier, og der var meget stor interesse for projektet, havde han en opfattelse af.
Da mødets deltagere havde forelagt deres ideer og de mange muligheder, det gamle team fra Frederikshavns Avis kunne udrette, spurgte John Bøgild lidt forsigtigt, med blikket rette mod mig: ”Hvad kan de to herrer så bidrage med?
Nu brød Carsten ind med ordene: ”Jeg tror, vi kan klare det hele, men jeg kan bare ikke rigtigt forstå, hvorfor Steen vil have jer med, for han kan godt selv klare det projekt”.
For det første så har han udstyret, vi skal bruge, og for det andet kan han skrive og fotografere. Han er en god sælger, han har et aps selskab, han ikke bruger, han er en god økonom, han har gode lokaler på strøget, og så har han mig.
Der faldt ligesom en begravelsesstemning over de forsamlede..
Hvem, der spurgte efter, hvem Karsten Pedersen i grunden er, husker jeg ikke, men her kunne jeg gribe ordet og afsløre, at han havde sine erfaringer fra Nordjyske, som redaktionssekretær og redaktør af Oplandsavisen for Brønderslev og omegn. Herefter spurgte Jens Ejlersen, om det er den Carsten, der i løbet at meget kort tid fik stablet en lokal avis på benene i Brønderslev på næsten hundrede sider?
Dette kunne ikke benægtes, og Jens Ejlersen gav udtryk for, at han nu var sikkert på, at selskabet redaktionelt var i de bedste de hænder, hvis vi skulle udgive en lokal avis.
Per Svenningsens bidrag til forsamlingen var kaffe og bagerbrød, og da det var fortæret, inviterede jeg bagefter det lille selskab ned for at bese lokaliteterne i Danmarksgade 81, 1. sal, oven over Foto & video i stueetagen. Her var der både computer, telefon, skrivebord og stole.
Som Carsten allerede havde nævnt, så havde jeg et tomt selskab, og det besluttede vi os for, at det skulle anvendes. Jeg bad derfor de herrer om at indbetale den nødvendige anpartskapital.
Jens Ejlersen, Pølse Mogens, Kaj Liljenberg, der havde FOCO sætteriet, og undertegnede kom til at udgøre den nødvendige kapital. Jens kunne ikke skrabe de titusinde kroner sammen, og verdensmanden John Bøgild måtte springe fra, fordi det firma, han solgte gas for, ikke kunne acceptere hans medvirken som investor. Andre mente noget andet om den sag.
Derimod fik vi en god støtte fra den tidligere annoncesælger på Frederikshavn Avis Jenny Larsen, Fie og et par andre tidligere medarbejdere fra den hedengangne avis.
Mens Bent Ejlersen skrev de bærende artikler, så syntes sønnen, at det kunne være sjovt at teste biler. Jeg ved ikke, hvor mange der læste resultaterne af testen, men han havde en bil til sin rådighed, ellers så man ham kun til fods.
Hjort Hansen, der havde en fortid som chef på Flådestationen, var også at finde blandt det skrivende folk.
Arthur blev avisens fotograf, det havde han også været på Frederikshavns Avis, mens jeg stod for administration og bogholderiet.
Mens artikler blev skrevet på første sal i Danmarksgade, så blev siderne produceret af Kaj Liljenberg, der var indehaver af Foco Sats ApS, som jeg senere overtog og blev til et investerings selskab og ændrede navn til Concordia Invest ApS.
Det går ikke altid som præsten prædiker, og det gjorde det heller ikke i dette tilfælde. Det var svært at finde investorer, det var svært at få abonnenter, og det var svært at sælge annoncer.
Bent Ejlersen var helt sikkert på, at det ville strømme ind med såvel investorer som annoncer, men i dette projekt han tog gruelig fejl.
Ved et større møde i Møllehuset havde flere lokale forretningsdrivende udtrykt stor sympati for projektet. Indehaveren af Peiter Sport ville endda lave en indsamling den pågældende aften i en støvle, dette fik Bent Ejlersen dog forpurret, men opfordre i stedet de fremmødte til at købe en folkeaktie og tage godt imod annoncesælgeren.
Tomme tønder buldrer mest, og jeg tror det samme har Peiter Sport, der selv med annoncesælgerens ihærdighed kun fik en enkelt annonce med i avisen i hele dens levetid, og det var sikkert med en stor rabat.
Bent Ejlersen havde hele tiden være opsat på, at vi skulle have den tidligere annoncesælger fra Frederikshavn Avis Hans Christiansen ansat, men da han var bundet af en konkurrenceklausul, måtte vi vente til den var ophørt. Som den gamle chefredaktør på Frederikshavns Avis så smukt udtalte:” Han er værd at vente på”. Hans Christiansen kom til ansættelsesmøde, og han havde medbragt sin papfar. For, som den kommende annoncesælger udtrykte det, det er et stort skridt at tage. Der blev nu ikke tale om noget større skridt, for han var der kun i en måned. Efter min mening 30 dage for længe. Hans havde på Frederikshavn Avis den opgave at skulle hente annoncerne, når kunderne ringede. Nu skulle der arbejdes for tingene. Han skulle lave opsøgende arbejde, og det var åbenbart ikke noget, han havde prøvet før.
En annoncesælger, der ikke kunne sælge, store rabatter og omrykninger, fordi der var fejl i annoncen, og et budget, der var grebet ud af den blå luft, svigtende annoncører og abonnenter, så avisen måtte uddeles gratis, var alt sammen årsag til, at den ikke gik i længden. Frederikshavneren stoppede og selskabet lukkede. Jeg overtog selskabet for en krone, og med hjælp fra Jenny Larsen og Per Svenningsen opstod ’Frokosten’, der i modsætning til Frederikshavneren der udkom hver uge, så kom Frokosten en gang om måneden og langt fra i det oplag, Frederikshavneren var udkommet i, men den blev læst.
Den kørte i et halvt år, og så lukkede jeg den, og det idealistiske aviseventyr i Frederikshavn i papirudgave var forbi. Det var ikke os, der ikke ville have en papir avis, det var annoncørerne, der ikke turde, for de blev nærmest truet af annoncesælgerne fra Nordjyske-koncernen, der havde mistet annoncører og måtte sænke annonceprisen med 20 %.
eren” kommer på gaden
Der var røster i gang om, at Vendsyssel Tidende skulle fusioneres med Aalborg Stiftstidende, og at vi ville få en stor mediavirksomhed under navnet Nordjyske. Det var der ikke den store begejstring for i Frederikshavn, så jeg gik og spekulerede over, om ikke man skulle starte en avis med en månedlig udgivelse og en lidt anderledes avis. En avis der gik tæt på det offentlige og med et humoristisk islæt.
Vendsyssel Tidende skulle nedlægges, og de fleste af medarbejderne på den gamle Frederikshavns Avis afskediges. Der kom et lille oprør i byen ikke blot hos medarbejderne men også hos læserne og sikkert også de, der ikke læste avisen.
Mit revisionsfirma Per Svenningsen A/S kontakte mig. Per Svenningsen ville gerne have mig med til et møde med nogle investorer heriblandt den gamle redaktør Bent Ejlersen og hans søn Jens der havde været journalistisk medarbejder på Frederikshavns Avis gennem en årrække. Samt var der også Fie, som havde været skrivende medarbejder og meget andet på avisen. Der var også et par investorer til stede nemlig Pølse Mogens (Mogens Lassen) og tidligere købmand John Bøgild. Herudover havde jeg taget min daværende medarbejder journalist Carsten Pedersen med til mødet.
Der var ikke det, de ikke kunne klare. Der var lavet budgetter, og John Bøgild havde flere gange udtalt sig i TV Nord, alt sammen mens han slog ud med arme og ben og nærmest lignede en sprællemand ved juletid og forklarede, at man ønskede at starte en avis, og der stod kompetente personer og stærke pengemænd bag projektet.
Udover de stærke penge mænd skulle der tillige tegnes folkeaktier, og der var meget stor interesse for projektet, havde han en opfattelse af.
Da mødets deltagere havde forelagt deres ideer og de mange muligheder, det gamle team fra Frederikshavns Avis kunne udrette, spurgte John Bøgild lidt forsigtigt, med blikket rette mod mig: ”Hvad kan de to herrer så bidrage med?
Nu brød Carsten ind med ordene: ”Jeg tror, vi kan klare det hele, men jeg kan bare ikke rigtigt forstå, hvorfor Steen vil have jer med, for han kan godt selv klare det projekt”.
For det første så har han udstyret, vi skal bruge, og for det andet kan han skrive og fotografere. Han er en god sælger, han har et aps selskab, han ikke bruger, han er en god økonom, han har gode lokaler på strøget, og så har han mig.
Der faldt ligesom en begravelsesstemning over de forsamlede..
Hvem, der spurgte efter, hvem Karsten Pedersen i grunden er, husker jeg ikke, men her kunne jeg gribe ordet og afsløre, at han havde sine erfaringer fra Nordjyske, som redaktionssekretær og redaktør af Oplandsavisen for Brønderslev og omegn. Herefter spurgte Jens Ejlersen, om det er den Carsten, der i løbet at meget kort tid fik stablet en lokal avis på benene i Brønderslev på næsten hundrede sider?
Dette kunne ikke benægtes, og Jens Ejlersen gav udtryk for, at han nu var sikkert på, at selskabet redaktionelt var i de bedste de hænder, hvis vi skulle udgive en lokal avis.
Per Svenningsens bidrag til forsamlingen var kaffe og bagerbrød, og da det var fortæret, inviterede jeg bagefter det lille selskab ned for at bese lokaliteterne i Danmarksgade 81, 1. sal, oven over Foto & video i stueetagen. Her var der både computer, telefon, skrivebord og stole.
Som Carsten allerede havde nævnt, så havde jeg et tomt selskab, og det besluttede vi os for, at det skulle anvendes. Jeg bad derfor de herrer om at indbetale den nødvendige anpartskapital.
Jens Ejlersen, Pølse Mogens, Kaj Liljenberg, der havde FOCO sætteriet, og undertegnede kom til at udgøre den nødvendige kapital. Jens kunne ikke skrabe de titusinde kroner sammen, og verdensmanden John Bøgild måtte springe fra, fordi det firma, han solgte gas for, ikke kunne acceptere hans medvirken som investor. Andre mente noget andet om den sag.
Derimod fik vi en god støtte fra den tidligere annoncesælger på Frederikshavn Avis Jenny Larsen, Fie og et par andre tidligere medarbejdere fra den hedengangne avis.
Mens Bent Ejlersen skrev de bærende artikler, så syntes sønnen, at det kunne være sjovt at teste biler. Jeg ved ikke, hvor mange der læste resultaterne af testen, men han havde en bil til sin rådighed, ellers så man ham kun til fods.
Hjort Hansen, der havde en fortid som chef på Flådestationen, var også at finde blandt det skrivende folk.
Arthur blev avisens fotograf, det havde han også været på Frederikshavns Avis, mens jeg stod for administration og bogholderiet.
Mens artikler blev skrevet på første sal i Danmarksgade, så blev siderne produceret af Kaj Liljenberg, der var indehaver af Foco Sats ApS, som jeg senere overtog og blev til et investerings selskab og ændrede navn til Concordia Invest ApS.
Det går ikke altid som præsten prædiker, og det gjorde det heller ikke i dette tilfælde. Det var svært at finde investorer, det var svært at få abonnenter, og det var svært at sælge annoncer.
Bent Ejlersen var helt sikkert på, at det ville strømme ind med såvel investorer som annoncer, men i dette projekt han tog gruelig fejl.
Ved et større møde i Møllehuset havde flere lokale forretningsdrivende udtrykt stor sympati for projektet. Indehaveren af Peiter Sport ville endda lave en indsamling den pågældende aften i en støvle, dette fik Bent Ejlersen dog forpurret, men opfordre i stedet de fremmødte til at købe en folkeaktie og tage godt imod annoncesælgeren.
Tomme tønder buldrer mest, og jeg tror det samme har Peiter Sport, der selv med annoncesælgerens ihærdighed kun fik en enkelt annonce med i avisen i hele dens levetid, og det var sikkert med en stor rabat.
Bent Ejlersen havde hele tiden være opsat på, at vi skulle have den tidligere annoncesælger fra Frederikshavn Avis Hans Christiansen ansat, men da han var bundet af en konkurrenceklausul, måtte vi vente til den var ophørt. Som den gamle chefredaktør på Frederikshavns Avis så smukt udtalte:” Han er værd at vente på”. Hans Christiansen kom til ansættelsesmøde, og han havde medbragt sin papfar. For, som den kommende annoncesælger udtrykte det, det er et stort skridt at tage. Der blev nu ikke tale om noget større skridt, for han var der kun i en måned. Efter min mening 30 dage for længe. Hans havde på Frederikshavn Avis den opgave at skulle hente annoncerne, når kunderne ringede. Nu skulle der arbejdes for tingene. Han skulle lave opsøgende arbejde, og det var åbenbart ikke noget, han havde prøvet før.
En annoncesælger, der ikke kunne sælge, store rabatter og omrykninger, fordi der var fejl i annoncen, og et budget, der var grebet ud af den blå luft, svigtende annoncører og abonnenter, så avisen måtte uddeles gratis, var alt sammen årsag til, at den ikke gik i længden. Frederikshavneren stoppede og selskabet lukkede. Jeg overtog selskabet for en krone, og med hjælp fra Jenny Larsen og Per Svenningsen opstod ’Frokosten’, der i modsætning til Frederikshavneren der udkom hver uge, så kom Frokosten en gang om måneden og langt fra i det oplag, Frederikshavneren var udkommet i, men den blev læst.
Den kørte i et halvt år, og så lukkede jeg den, og det idealistiske aviseventyr i Frederikshavn i papirudgave var forbi. Det var ikke os, der ikke ville have en papir avis, det var annoncørerne, der ikke turde, for de blev nærmest truet af annoncesælgerne fra Nordjyske-koncernen, der havde mistet annoncører og måtte sænke annonceprisen med 20 %.