Journalist Hans Sejlund fra Nordjyske tidligere Aalborg Stiftstidende er kommet i forretningen gennem mange år. En dag spurgte han, om jeg havde en god historie til Søndagsudgaven. Og så gjorde han mig opmærksom på, at jeg havde jo fået en søn, og så var ideen der.
Jeg ringede til SKAT og bad om et frikort til min nye søn. Jeg blev stille om til Jens Laursen. Lidt arrogant spurgte han efter min søns navn og CPR-nummer. Jo ser du, han er ikke så gammel, og han har ikke fået hverken navn eller CPR-nummer, men han har haft sin første fotoopgave og skal derfor have løn udbetalt, men det kan jeg jo ikke gøre, uden han har et skattekort.
Dyb tavshed i den anden ende af telefonen.
”Hvor skal han have løn udbetalt”, spurgte den arrogante skattemand?.
Jeg tog billeder under fødslen, mindstetaksten er for to timer, det var en søndag, og da der er tale om nøgenoptagelser, er der et tillæg på 100%, så alt i alt skal han have kr. 900.00 plus feriepenge. Han skal jo ikke tilsidesættes, fordi han er mindreårig, for jeg har jo overenskomst med HK.
Da der er tale om en stor dreng, kaldte jordemoderen ham for Tarzan, og på grund af sløvhed hos det offentlige har han ikke fået sit CPR-nummer endnu.
Nogle dage efter kom der et frikort uden CPR-nummer med navnet ”Tarzan”, og historien kom i Nordjyske.
Hos skattedirektoratet i Hillerød havde man åbenbart set artiklen, for den var klippet ud og sat op på deres opslagstavle, fik jeg at vide, for en fuldmægtig, som jeg kendte, kontaktede mig, for historien havde skabt stor morskab i direktoratet.
Historien gav også anledning til, at Ole Stavad, der dengang var skatteminister, rejste sagen i folketinget. Han mente, at det var urimeligt, at en del af forældrenes løn kunne overføres til barnets frikort.
Derfor blev det vedtaget, at børn, der arbejder i deres forældres virksomhed, først kan gøre brug af frikortet, når de er fyldt 15 år.
Denne regel gælder dog ikke, når der er tale om et selskab.
Men Ole Stavad mente, at nu var problemet med, at forældre udfører arbejdet, mens lønnen går ind på børnenes frikort, løst. Jeg tror, at man hovedsageligt har tænk på de situationer, hvor det drejer sig om avisudbringning, og børnene har hjulpet til i forældrenes virksomhed.
Men så vendte Aalborg Stiftstidende tilbage med en ny artikel, hvor det blev omtalt, at Tarzan i virkeligheden var barnebarn af en af naboerne til Ole Stavad, og som han kendte udmærket.
Og i øvrigt havde ændringen af skattereglerne for børn ikke indflydelse på Tarzans situation, for reglen gjalt jo af gode grunde ikke for fotomodeller. Man kan nu engang ikke bruge et barn på 13 år som model for bleer, sutter eller babymad.
Halvanden år var gået, da kunne Avisen endnu engang kunne fortælle om Tarzan fra Frederikshavn, og denne gang var han ikke Danmarks yngste indehaver af et skattekort, men måske Danmarks yngste skatteyder, for indtægterne som model var vokset til en lille formue og placeret i værdipapirer.
Ganske vist gav Tarzan anledning til, at der blev ændret på arbejdsvilkår for børn og deres skattefradrag – men uden at det gik udover Tarzan.
Et års tid efter omtalen af Tarzans skattekort var jeg på besøg på Christiansborg, og nu, hvor jeg var i huset, ville jeg også ligge hilse på skatteministeren. Ham fandt jeg i Snapstinget, og da jeg sagde, at jeg var Tarzans far, blev jeg inviteret op i ”Sibirien”, som han fortalte, hans folketingskontor hed, da det var sjældent, der kom gæster her. Vi hyggede os i den store sofa, og Susanne Bjerrehus kom til. Hun var på daværende tidspunkt sekretær for de konservative.