Jeg var så uheldig, at jeg i 2011 fik psoriasis på mine albuer og knæ. En dag i 2013, hvor jeg var ved hudlægen i Brønderslev fik jeg et tilbud om at komme til Israel eller Læsø med henblik på helbredelse. Jeg tog til Læsø en måned med alt betalt også forplejningen. Tilbuddet gentog sig i 2018, og hver gang jeg kom til Læsø kurbad, der er indrettet i en tidligere folkekirke i Vesterø, undrede personalet sig over, hvordan jeg var sluppet gennem nøglehullet, for der skulle en del mere psoriasis til, for at man kunne tilbringe fire uger her på Region Nordjyllands regning.
Under det første ophold fik jeg et helt hus til rådighed, men jeg kunne godt klare mig med mindre, så anden gang blev det til en lejlighed midt i byen. Jeg havde taget min BMW Z3 med denne gang, så jeg kunne komme lidt rundt på øen—og det kom jeg. Vi var otte på holdet, tre betalt af regionen, fem andre skulle selv betale. Vi var to gange i badet tre kvarter hver gang, herudover var der andre forpligtelser. Der var fire dage om måneden med meines?, og der var sauna med dufte, og kvinde stod og viftede med et håndklæde. Vi skulle hver mandag ind til en sygeplejerske, der skulle vide, hvordan det gik, og hver dag skulle vi have lys nogle minutter inden kaffen var klar. Nogle gange skulle vi gøre gymnastik i det store svømmebassin med afsluttende boldspil. Der var meget at se til i løbet af dagen. To aftener om ugen var der banko på øen. Det var i Byrum og skiftevis i Østerby og Vesterø, og det skulle vi ikke gå glip af. Når jeg skriver vi, er det fordi, jeg faldt i hak med Thorkild fra Thy, en gæv murer med et fornuftigt syn på politik. Hver tirsdag og torsdag aften kørte vi til banko og blandede os med de lokale på øen. Jeg savner de aftener. Nogle gange vandt vi, andre gange gjorde vi ikke, men det betyd nu ikke så meget for det var underholdningsværdien, vi gik efter, og så måtte gevinster komme i anden række.
En af de sidste dage havde jeg taget mit kamera med over til badning for at forevige bade vennerne. Mens jeg lå og flød i saltvandet, man flyder faktisk, fordi vandet er 36 % salt hentet op af undergrunden på Læsø, var der kommet en påklædt gæst til badeafdelingen, men altså ikke i badetøj. Hun havde sat sig ned for at stikket en finger i badet sikkert for at kontrollere temperaturen. Det viste sig at være formanden for folketinget, Pia Kjærsgaard. Som pressefotograf gennem mange år ved man, at det er vigtigt at trykke på knappen i det rette øjeblik. Så jeg greb kameraet, trykkede på knappen, og så var Pia Kjærsgaard foreviget. Talte flygtigt med damen inden jeg stod op af badet. Efter jeg havde fået mit tøj på, gik jeg ind i Kirkens reception, her var udover Pia Kjærsgaard, øens borgmester, Mette der var daglig leder og direktøren fra kurstedet, og selvfølgelig nogle sikkerhedsfolk, der gik rundt med overvågningsudstyr i ørerne, som man ser, at bodygards gør. Jeg gik over til Pia Kjærsgaard, og sagde direkte: ”Jeg har en høne at plukke med dig”. Alle tilstedeværende rettede blikket mod mig, og man kunne se, at de medbragte bodygaards trak nærmere. De har sikkert tænkt, hvad er det for en lokal original, der er kommet til. Påklædningen passede i hvert fald ikke lige til at modtage folketingets formand. Efter en hurtig præsentation, sagde jeg: ”I 1989 havde du problemer, fordi du havde dummet dig i Folketinget”.
Hurtigt ridsede jeg historien om kamelerne på Råbjerg Mile op for hende, og fortsatte: ”Du havde set, at en person i Nordjylland arrangerede kamelridning, og han udtalte, at det var i samarbejde med AOF. Du rejste sagen i folketingets spørgetid, om det kunne være rigtigt, at man kan få kommunalt tilskud under fritidsloven til den slags pjat”.
Dagen efter kontaktede du mig for at høre nærmere om kurset. Jeg kunne oplyse, at det eneste, vi havde modtaget fra AOF, var en mulepose med hø. Du havde med andre ord været for tidligt ude med din forespørgsel. Du skulle måske lige have vendt skråen. Men da det var mig, der kastede boldene, kunne jeg måske redde dig i land. Til gengæld skulle du tage med til Tunesien som haremskvinde, og jeg ville skaffe dig et radiointerview, inden dagen var omme. Det eneste måde, hvorpå du kunne komme ud af turen til Tunesien, som i øvrigt skulle holde dig økonomi skadesløs, var, at hvis der blev udskrevet folketingsvalg, måtte du sige fra”.
Der kom et valg kort tid efter.
Pia Kjærsgaard oplyste, at hun skulle ind i forsamlingshuset. Jeg kunne ikke dy mig for at spørge efter, om hun skulle til banko, men det skulle hun ikke. Hun skulle præsentere sin netop udkomne bog, der handlede om sit liv i og uden for Folketinget.
Mureren fra Thy Thorkild og jeg blev inviteret, og det skulle starte med spisning.
Til møde i forsamlingshuset
Da vi ankom til Forsamlingshuset, stod der to kvinder uden for og røg en cigaret.
Vi sagde, at vi var inviteret, selvom vi ikke var fastboende på øen. Og vi var velkomne, fik vi at vide. Jeg spurgte efter, hvad Folketingets formand havde fordrevet tiden med, og hvad hun syntes om øen som sådan?
Så fortalte den ene af kvinderne, at Pia Kjærsgaard havde mødt en person i Kurcentret, der havde opfrisket hendes forespørgsel i Folketinget angående kamelridning under fritidsloven. Det havde de moret sig en del over, og på grund af det kommende valg havde hun sluppet for turen til Tunesien som haremskvinde.
Vi blev lukket ind og fik mad på bordet. Sikkerhedsfolkene kom over og satte sig ved vores bord, de havde åbenbart set os an til den gode side. Så ved jeg ikke, om det var fordi jeg havde beroliget dem med, at jeg havde haft hus på øen og kommet der i omkring 40 år. Det eneste kriminelle, jeg kunne erindre i de år, jeg var kommet til øen, var, at der var blevet stjålet en cykel i Byrum, der dagen efter blev fundet ved færgen i Vesterø.
En af de medbragte fra hovedstaden var PR-chef for Folketinget, men eftersom der ikke var hverken fotograf eller journalist til stede i forsamlingshuset den aften og heller ikke i dagens løb, spurgte han efter, om jeg kunne tage over.
Det var nemlig sådan, at øens stedlige skribent til Nordjyske inklusiv Læsø posten var på ferie, og da stedfortræderen var sygemeldt, kunne der ikke engang komme redaktionelt stof med i Læsø posten. Og hvis ikke netop Læsø posten skulle bringe en reportage om, at der var fint besøg fra Christiansborg, hvad skulle de så skrive om. En af de indfødte, der har tilbragt hele sit liv på øen mente, at der ikke havde været besøg af så vigtig en person som Folketingets formand.
Jeg tog nogle billeder og kontaktede Kalle, der er redaktionelt chef for de nordjyske lokalaviser under Nordjyske medier. Kalle mente, at det ikke kunne nås at bringe noget i den kommende udgave, og i næste udgave ville besøget være historisk. Men må jeg be om dit navn igen. ”FotoSteen, du kommer bare med billederne, så jeg finder jeg en plads”.
Og hvorfor nu det? Mange af de historier, jeg har sat i søen, har ikke altid fundet plads i Frederikshavns Avis, men så har man den efterfølgende uge set, hvordan flere af de landsdækkende aviser har bragt historien på forsiden eller i en stor opsætning inde i bladet.
Og så tror mange, at fordi man er på en ø med 1.800 tilmeldte adresser, så er det ikke ensbetydende med, at der ikke sker noget. Men det gør der, ellers havde øen heller ikke sin egen avis. Jeg ser frem til mit næste kurbad i den nedlagte kirke i Vesterø og de hyggelige bankospil.