1992: Fodbold og filmfremkaldelse i forbindelse med EM forøgede vor omsætning betydeligt, der blev på en uge indleveret 2.405 ruller farvefilm til fremkaldelse, den største stigning af fotoarbejde i procent i Danmark nogen sinde.
Jeg havde i mange år haft en aftale med firmaet GABS, der fremkalde mine film, gående ud på, at vi skulle levere et større antal film til fremkaldelse, mod han brugte et større beløb på annoncering i Alt om foto og Feriefoto.
Vi var lidt bagefter med indlevering af farvefilm, så der måtte gøres en indsats. Hvis Danmark ville klare sig godt i Gøteborg, så var her chancen.. Danmark var i første omgang ikke udtaget til at være med i EM, men vi kom med, fordi Kroatien blev diskvalificeret på grund af borgerkrigen på Balkan.
Mit tilbud gik ud på, at hvis Danmark vandt den næste kamp skulle man blot betale 40 kroner for en fremkaldelse af en farvefilm uanset filmen længde og anal billeder, det var under halv pris.
Der var en meget lille annoncering af tilbuddet, men fodbold var noget, man talte om i denne tid, og Danmark klarede sig godt – rigtig godt. Der var ligefrem indsamling af film på arbejdspladserne rundt om, ikke blot i Frederikshavn men også i Hjørring og Skagen.
Man indleverede filmen den ene dag og hentede den dagen efter. Vandt vi, var prisen 40 kroner, og tabte vi en kamp, var prisen det dobbelte eller mere, helt op til 128 kr. for en film med 36 billeder.
En uge før kampagnen løb af stablen ringede Frederikshavn Kommune og tilbød en praktikant i en måned uden at vi skulle betale en krone. Det tilbud tog jeg imod, vi skal jo hjælpe de unge mennesker til at komme ind på arbejdsmarkedet.
Diana, en flot lyshåret pige omkring de 20 år, havde svært at finde tilfredsstillelse i et kommunalt job projekt, som hun betragtede som tidsspilde. Nu var jeg advaret, og det ville være fint, om jeg vil beholde hende en måned. Da Diane mødte op, var hun nydeligt påklædt. Hun havde i forbindelse med et udvekslingsprogram ï USA været model derovre, og sikkert lært noget om at opføre sig ordentlig.
Nu var jeg jo advaret fra Kommunens side, så jeg tog derfor mine forbehold, og gjorde hende opmærksom på, at her starter man i kælderen og arbejde sig opad. ”Må jeg vente med det til i morgen?”, spurgte hun. Det fik hun lov til, og jeg tænkte, hende ser vi aldrig mere. De næste morgen stod den samme pige og ventede på, at jeg skulle komme og låse op. Jeg kunne næsten ikke kende hende. Hun var iført en kedeldragt med handsker i baglommen, og hun kunne let forveksles med en værftsarbejder. Hele dagen gik i kælderen, og da vi kom hen mod lukketid, spurgte hun om jeg kunne undvære hende den næste dag. Jeg tænkte altså allerede en fridag. Men hun kom mig hurtigt i forkøbet med et svar: ”Da vil jeg fortsætte i kælderen, og der er noget, jeg gerne vil have ændret”.
Og det fik hun lov til.
De to butiksvinduer blev pyntet op til fodboldfest, og med det antal film, der blev indleveret til fremkaldelse om mandagen, kunne vi godt se, at det ville blive en travlt uge. Så der blev stillet en ekstra disk op med endnu et kasseapparat, og her blev Diana placeret.
Fire mand til at ekspedere, og Morten efter skoletid til at sortere poser i nummerorden, var bemandingen.
En repræsentant fra Polaroid dukkede op, og efter have oplevet en kø på 10-15 personer såvel indenfor som uden for butikken, ville han gerne handle film til en speciel god pris til os.
Vi indgik den aftale, at jeg aftog 15.000 ruller film af 36 optagelser, mod at han købte annoncer for et anseeligt beløb, så i virkeligheden betalte vi ikke ret meget for de film, til gengæld solgte vi dem til en rigtig god pris. Lidt dyrere end Kodak film kostede, selvom Kodak film var langt dyrere i indkøb. Diana var en fremragende sælger, og der var ikke den kunde, der ikke havde film med, når de forlod forretningen og altid Polaroid film og som regel altid seks styk. En dag var der en kunde, der påstod han kunne købe tre film i Brugsen til 99 kr. mens vi skulle have 129 kr.
Her var Diana hurtigt med et svar: ”Kan du nøjes med Kodak film, så kan du få tre stk. her for 89 kr. for Kodak filmen hører i dag til en ældre generation i modsætning til Polroid filmen, der er med en helt ny emulsion med skarpere farver. Kunden gik ud ad døren med sine billeder og tre Polaroid film. En aften, vi gjorde kassen op, havde vi et anseeligt beløb i kassedifference. Årsagen var, at vi på et tidspunkt måtte flytte det ekstra kasseapparat, og ingen vidste, at når vi tog strømmen fra apparatet, nulstillede det dagens salg. Da jeg fortalte Solveig det om aften efter hjemkomsten, at der var 18.000 kr. i kassedifference til den gode side, kom hendes spørgsmål hurtigt: ”Hvor har du gjort af dem?” ”Indsat i Banken”, svarede jeg. Ugens resultat var 2.408 film indleveret til fremkaldelse, så det var en forrygende uge og sommer. Og den 18. juli kom min yngste datter til verden.
Vi kunne naturligvis ikke sælge 15.000 film i Frederikshavn den sommer, for vi havde også en aftale med Fuji, så mange af filmene blev videreekspederet til Japan Photo i Aalborg og Århus.
Den uge, hvor vi havde 2.408 film til fremkaldelse, havde en af vores konkurrenter, Photoshoppen, som vi var på afhentnings rute med, mellem omkring fem til, kunne vi kontrollere, når vi kiggede ind i bagagerummet i den bil, der samlede film ind.
Vi slog mod alle forventninger tyskerne i finalen 2-0, og Danmark blev europamester. Det blev fejret overalt.
Morten og jeg så kampen sammen og tog bagefter ind til Frederikshavn. Hele byen var i oprør, gågaden var fyldt med glade mennesker, en landmand havde kørt er læs hø ind i gaden, så folk kunne boltre sig i. En patruljevogn nærmede sig høet, ud sprang en kvindelig betjent med klaphat, og hun fik en øl i hånden.
Der var en stemning uden lige, og hvor jeg end kom, blev jeg tilbudt øl, for jeg havde jo tabt mange penge på den fremkaldelse/fodboldkampagne – troede mange.
Selvom annonceringen havde været meget beskeden, så var der brugt en del krudt på det redaktionelle. Jeg lod kampagnen fortsætte hen over sommeren, da vi skulle kvalificere os til VM. Vi tabte de indledende kampe, og avisen kunne så skrive, at nu var det fotohandleren, der vandt. Men det havde vi nu gjort hele vejen igennem.
Hen på efteråret inviterede GABS Foto til en sammenkomst i Aalborg for deres nordjyske kunder. I den forbindelse fik vi udleveret en kuvert med blandt andet en graf, hvorpå man kunne sammenligne ens egen udvikling gennem året med gennemsnittet af Gabs kunder.
Da der ikke var nogen graf i min kuvert, kunne jeg ikke dy mig for at spørge konsulenten, hvorfor der ikke var det. Han var i samtale med min konkurrent Fotoshoppen, og svaret kom promte: ”Vi havde ikke papir så bredt, at vi kunne have din stigning i forhold til det, den gennemsnitlige udvikling i branchen havde været.
Min aften var reddet.