Forsidefoto med Kim Larsen

Asger Strøm udgiver af magasinet ’Ung Nu’ kontaktede mig i 1985.

Han ville gerne, om jeg ville smutte til Skagen og lave en forside med sangeren Kim Larsen i forbindelse med, at han var på rundrejse med sit cirkus Himmelblå.

 Jeg tog imod udfordringen og kørte til Skagen i forbindelse med at jeg skulle fotografere en lokal model. Jeg henvendte mig i receptionen i Cirkusset hvor PR-manden opholdt sig. Jeg fremlagde mit ærinde, og spurgte, hvor jeg kunne træffe Kim Larsen? Han træffes ikke umiddelbart før en optræden og slet ikke til en fotografering. Jeg fik da lov til at bevæge mig rundt udenfor teltet og indenfor i teltet. Da jeg ville ind i teltet og trængte mig ind bag et forhæng, ramlede jeg bogstavelig talt sammen med en anden person. Da jeg kom til mig selv, spurgte jeg efter, om han havde set Kim Larsen. ”Ja da”, sagde han, efter at han også var kommet sig efter sammenstødet: ”Men ikke siden i morges”, ”- i spejlet” tilføjede han. Jeg sagde: ”Det vil sige, at du er Kim, ja for fanden da. Jeg troede, du var større. Men nu det er dig, så vil jeg gerne snuppe nogle billeder af dig til månedsmagasinet Ung Nu”.

”Hvor vil du det?” sagde han og tog sig til hovedet efter sammenstødet: ”Udenfor på pladsen, ok, skal jeg ikke lige barbere mig?”. ”Det er ikke nødvendigt” svarede jeg: ” Jeg foretrækker dig, som du er”. Han var i øvrigt meget medgørlig, og jeg fik skudt en halv snes optagelser.

Da vi var færdige, inviterede han mig med til forestillingen, men jeg undskyldte mig med, at den unge dame, der står derovre, venter på, vi skal ned på stranden og snuppe nogle billeder, inden solen går ned.

Der kom et billede på forsiden af bladet og på bladets midte var der indsat en pæn stor plakat i formatet A3, man kunne tage ud og sætte op på væggen. Det var dengang meget brugt blandt unge mennesker.

Nogle år efter var jeg til et frokostmøde i Odense angående nogle arrangementer, vi ville sætte op. Pludselig fik jeg øje på loftet. Der hang der materiale fra Cirkus Himmelblå.

Jeg spurgte efter, hvorfor det hang der. Så fik jeg at vide, at værtshuset var Kim Larsens, og da gik det op for mig, hvem herren, der havde indkaldt til mødet, var. Det var PR-manden fra Cirkus Himmelblå, og han huskede udmærket fotografen, der fik Kim Larsen til at agere som model umiddelbart før en optræden, det havde han aldrig oplevet før.