Poul Erik Jensen, som jeg kendte fra min tid i Skagen, kom ind i forretningen i Frederikshavn en lørdag i februar 1973 for at hente nogle film, han havde optaget i Italien. Vi kørte filmen igennem i forretningen og fandt ud af, at resultatet kunne have været bedre. ”Tag med til Island og lav en bedre film vi rejser på mandag”, sagde den kendte hestemand, der nu var indehaver af Nordjysk Ridecenter i Svenstrup.
Weekenden brugte jeg på at lave en plan for min daværende medarbejder, pakke og skaffe nogle 16 mm film.
Udover Poul Erik, skulle der en hønseavler fra Svenstrup, Gitte Nilson fra filmskolen i Kettrup, hendes veninde og venindens datter, med på turen. Det var i øvrigt den samme Gitte Nilson, der på daværende tidspunkt var gift med amerikaneren David Nilson, som havde slået sig ned som filmskoleindehaver på en gammel stråtækt præstegård i udkanten af Fjerritslev. Her arrangerede han ophold af længere varighed for amerikanske rigmandssønner, der havde til hensigt at få et job i foto-/filmbranchen. Og det var også her, John Lennon og Yoko Ono for en kort tid slog sig ned, og hvor John blev klippet.
Jeg havde mødt Gitte nogle gange før blandt andet i forbindelse med, at jeg havde lavet en artikel til Aalborg Stiftstidende om skolen, og haft et virksomhedsbesøg på stedet med mit filmhold fra aftenskolen i Aalborg.
Vi sad nu alle seks i flyet fra København med kurs mod Keflavik på Island en flyvetur på ca. 4 timer, med det formål, at Poul Erik og Gitte skulle købe nogle heste, og jeg skulle dels tage stillfoto og lave en film om turen.
Mit udstyr var en 16 mm Bolex med fjederdrift, et Canon 16 mm batteridrevet filmkamera, som jeg havde lånt på filmskolen, et Nikon F, et Minolta SRT 101 og en Sankyo super 8 mm optager. En ordentlig portion Ektachrome i formaterne 35, 16 og super 8 mm.
Det er en fantastisk tur fra Keflavik ind til Reykjavik, og det er også her, man har trænet de amerikanske astronauter, da landskabet minder meget om det, man mener findes på månen.
Vi blev indkvarteret på et familiehotel et stykke fra Reykjavík, et hyggeligt sted, hvor vi startede dagen med en solid morgenmad, inden vi kørte ud for at opkøbe heste. En lokal vognmand transporterede os rundt i sin Landrover, og da der var en del sne, måtte vi til tider køre med snekæder. Vi boede på det samme hotel under hele opholdet på Island, med undtagelse af den sidste nat, og kørte ud herfra hver dag ofte til afsidesliggende gårde. Det betød, at vi nogle gange måtte forlade hotellet ved otte tiden om morgenen og først kom tilbage langt ud på aftenen, alt efter hvor langt vi skulle køre, hvor mange steder vi skulle besøge, og hvor længe besøgene trak ud. Da et fly skulle bringe de indkøbte heste fra Island til Aalborg, kunne man lige så godt fylde maskinen helt op, så det ville være henvend et halv hundrede islandske heste, vi skulle indkøbe. Selvom en del af de gårde, vi besøgte, let kunne have et par hundrede heste eller flere, måtte vi vidt omkring og besøge mange gårde, hvoraf nogle var større end andre, for at finde de helt rigtige dyr til prisen. Et besøg et sted husker jeg bedre end andre. Vi ankom ved aftenstid for foden af et bjerg, det var langt ude på landet, og her var bygningen i en ringere forfatning og adskilte sig en del fra andre steder, stuehus som fårehus.
Da vi kom ind i køkkenet, stod der en stor gryde på det indbyggede komfur og simrede, og det lugtede af fårekød. Jeg er heller ikke sikker på, at der har været rengøring på programmet den sidste måneds tid. Inde fra stuen lød der klavermusik, og her sad husets herre, der var eneboer, og spillede nok så fredeligt iført et par store gummistøvler.
Han var, som alle de andre, vi besøgte, gæstfri. Hvis der ikke blev budt på frokost eller aftensmad, så skulle vi have kaffe og en lille en til halsen, som vi ind i mellem selv medbragte.
Det forekom ofte, når vi nærmede os en gård, at vi blev modtaget af en flok heste eller får, og det kunne lige så godt være en flok på hundrede som fire hundrede til tider sneklædte uldtotter. Eller en flok heste på et par hundrede stykker i forskellige udgaver, men altid Islænderheste men med en god pels, for de er ude hele året rundt.
Da vi ofte spise frokost på gårdene, så havde Poul Erik sørget for, at vi havde brændevin med. Og da vi spiste forskellige steder, kunne man godt rende ind i dage, hvor der på menuen på en eller anden måde indgik får, med det resultat, at vi fik får morgen, middag aften, og jeg elsker stadigvæk at spise lam eller får. Et andet af stederne, der adskilte jeg fra de andre steder, var en større ejendom efter islandske forhold. Stuehuset var bygget i tre etager. I underetagen nærmest en halv kælder var folkestue, her spiste og holdt de ansatte til, da der var karle og piger tilknyttet gården, ejeren var enke og hun havde to døtre. Efter middagen ar der kaffe i den fine stue i stueetage. Ved 21 tiden skulle vi kigge heste. De to døtre sprang på hver sin hest og red ud på marken, så vi via billygterne kunne se, hvad de formåede, altså hestene.
Poul Erik købte heste, det samme gjorde Gitte, og alt i alt blev det til 48 heste fra 12 forskellige gårde, og det var, hvad Poul Erik havde beregnet, der kunne være i flyet, der skulle transportere de indkøbte heste til Aalborg Lufthavn. Vognmanden hentede hestene, som skulle i karantæne, inden de forlod Island.
Næsten uanset hvor vi befandt os på Island, kunne vi se nogle røgskyer enten fra øen Heimaey eller stige op fra havet. Vulkanen på Heimaey havde nu været i udbrud i over en måned, og ganske vist havde jeg fløjet over øen, da Braun havde arrangeret en endagstur til Island for presse og fotofolket, så havde jeg alligevel lyst til at komme derover med fly eller sejle, jeg måtte bare derover.
Vi havde nu købt det antal heste der kunne være i et fly, og vi kunne tillade os at holde fri en dag.
Efter morgenmad tog Poul Erik og jeg ind til Reykjavik, her skulle vi overnatte. Jeg havde fået den ide, at jeg ville kontakte den stedlige politistation for at forhøre mig om, hvordan man kommer over til den sprudlende vulkanø. Men jeg skulle jo først finde politistationen, og det var ikke så lige til. Derfor gik jeg ind i en slagterforretning, og forhørte mig her. Jeg prøvede med ordet politi, police, men ingen af kunderne, midaldrende damer og slagtemesteren forstod, hvad jeg mente, så jeg prøvede med babu-babu, og så var der en ung pige sikkert slagterlærlingen, der fik færden af, hvad jeg mente, og forsvandt ud bag ved for et øjeblik efter at vende tilbage med tre spegesild i et plasticpose. Sprog har aldrig været min stærke side, men jeg synes altid, jeg har kunne kommunikere med andre folkeslag syd eller øst på, men åbenbart ikke på Island. Midt under kommunikationen kom der en herre ind i forretningen, vi forstod hinanden, og kort efter lød der en latter fra såvel de tilstedeværende kunder som slagtermesteren.
Jeg kom frem til politistationen, men her kunne man ikke hjælpe mig.
Men jeg ville tæt på den vulkan, koste hvad det ville.
Jeg havde jo været på Island en måneds tid før og kunne huske navnet på den mand, der modtog checken fra Braun på de 15.000 kr., de gav til evakueringen, så jeg spurgte efter ham. Jeg vidste, han var formand for Røde Kors, eftersom han havde modtaget checken, og på politistationen gav de mig en adresse, som viste jeg at være Nationalbanken. Her mødte jeg ikke kunVulkanudbrud og formanden for Røde Kors, men også nationalbankdirektøren, det var nemlig samme person. Jeg kunne nu fortælle ham, at jeg var med, da han fik checken fra Braun overrakt, og har siden ventet på at komme til Heimaey, og nu skulle vi snart rejse hjem. Det var rigtigt, som jeg sagde, men intet om at jeg havde været hjemme i mellemtiden. Han fik sikkert medlidenhed med os og foretog et par opkald. Det foregik på islandsk, så jeg ved ikke, hvem han ringede til, eller hvad de talte om, men resultatet blev, at Poul Erik og jeg skulle køre ud til lufthavnen og med et fly til øen i forbindelse med et mandskabsskifte.
Vi landede på øen i god behold, flyet skulle returnere, så snart det var klar, og det ville højest vare en time.
Poul Erik og jeg bevægede os fra det landede fly ned til byen, hvor der lå en meter tyk sort aske, som man kender det fra snedriver. Vejene og gaden var ryddet for aske, og vi kunne færdes rundt i byen. Da vi ikke havde spist noget siden morgenmaden, gik vi ind på hotellet, stillede os op i køen som på et cafeterier, og da vi spurgte efter kassen, smilede den unge pige og sagde de smukke ord: ”Det er gratis”.
Vort fly var returneret, og vi fik at vide, at det næste først ville komme den efterfølgende dag. Selvom vi havde hørt, at øen var så udhulet, eftersom der var kastet meget lave fra det indre op på øen, at den godt kunne kollapse, så vi i krystalkuglen, at vi nok blev nødsaget til at overnatte. Det kunne jo ikke være noget problem, for indbyggerne var emigreret, og mange af husene stod tomme, men ikke aflåst, og varmen fik vi fra vulkanen. Måske kunne vi overnatte på hotellet, hvor også arbejdsholdet overnattede.
Alligevel kontaktede vi lufthavnen på Keflavik for at høre, om der evt. ville komme et fly til øen senere på dagen, og meldingen lød, at der var et mindre fly på vej chartret af Stjernefilm. Det ville lande om en times tid og returnere senere på dagen. Her kunne der måske være plads ved returneringen.
Poul Erik og jeg forlod hotellet og gik op mod landingspladsen, hvor det lille fly gik ned. Ud af flyet kom der to kvinder, de kvinder, vi var sammen med, Gitte og Ingerlise, og de viste ikke nogen antydning af, at vi havde tilbragt næste tre uger sammen på Island. En politibil transporterede kvinderne rundt på øen, med sig havde de et 16 mm Bolex film kamera – nemlig mit.
Poul Erik og jeg havde ikke fortalt kvinderne, at vi den morgen havde til hensigt at komme til Heimaey, men eftersom vi ikke viste os til frokosten, fik de mistanke om, at det kunne være en mulighed. Gitte havde puttet sit sygesikringsbevis ind i et plastikchartek sammen med et af mine visitkort, og det var legitimation nok til, at de kunne få lov til at komme til øen. Selvom Gitte sammen med sin mand David havde Foto/filmskolen Præstegård, vidste hun ikke hvordan man betjener et 16 mm Bolex kamera, og da vi havde brug for hinandens hjælp, blev vi enige om, at hvis jeg brugte kameraet, så måtte Poul Erik og jeg til gengæld få et lift med over til fastlandet.
Udover arbejderholdet var der kun Poul Erik, en fotograf fra det tyske magasin Der Spiegel og jeg på øen.
Den næste morgen forlod vi Reykjavik og fløj til København. Det lille rejseselskab fortsatte med flyet til Aalborg, men jeg blev i København med det formål at afsætte mine billeder til verdenspressen. Jeg henvendte mig først til Nordfoto, der hører under Det Berlingske Hus, og senere til Polfoto, der er konkurrenten og ejes af Politikens Hus.
Jeg lånte begge steder deres mørkekammer og fremkaldte mine sort/hvide film, Kort tid efter, at resultatet forelå, blev billederne sendt via de to bureauer ud til deres abonnenter i hele verden. Flere år efter havde jeg et fotokursus på Concordia, hvor der var et ansigt, jeg havde nødt tidligere i livet. Det viste sig at være den medarbejder på Polfoto, der havde hjulpet mig til rette i deres mørkekammer og efterfølgende sendt billederne af sted.
Jeg nåede det sidste fly fra København til Aalborg, og da jeg ankom til Nordjylland, kørte jeg direkte ind til Aalborg Stiftstidende, der dengang havde til huse på Nytorv midt i Aalborg. Det var en fredag aften, og dele af søndagsavisen var ved at gå i trykken, men der var stor begejstring for mine billeder, og redaktionen udvalgte nogle stykker til en bagside den næstkommende søndag, og det kom de. Mens vi sidder og drikker en kop kaffe, kom en anden journalist ind og fortæller, at de billeder, jeg har afleveret, netop nu kommer tikkende ind på deres billedmaskine fra deres tilsluttede bureau Polfoto.
