Vi syntes, at vores Patricia villa fra 1934 på adressen Bredgade 111 i Brønderslev var blevet for stor. Jeg kunne alligevel ikke indrette mig et studie i kælderen, for der var for lavt til loftet. Der var 186 m2 beboelse i to etager og kælder under det hele, og den blev sat til salg gennem den lokale mægler John Andersen i Brønderslev.
Så blev der holdt åbent hus, og der kom en familie. De talte ikke den lokale dialekt, så mens de besøgende kiggede sig om, smuttede jeg ud og tog en foto af bilerne de var kørende i, så havde jeg deres nummerplade, hvis der senere skulle blive indbrud. Men hvorfor skulle der også det? Jeg gennemgik sikkerheden i huset. F.eks. kunne man ikke komme ind ad kældervinduerne, for de var låst med nøgle, og smadrede man vinduet og stak armen ind, kunne man nemt miste den, da det resterende glas sad fast i et materiale, som ikke kunne give slip.
Et par dage efter fik at vide, at det var kolleger til Elses søster. De arbejdede på Mejeriet Sønderhaven og havde fast bopæl i nærheden. Man kan aldrig være for forsigtig med folk udenfor kommunen med en udenlandsk dialekt.
Et års tid efter kom der endnu en interesseret køber, han kom alene sammen med mægleren, og virkede meget interesseret. Et par dage efter vendte han tilbage denne gang sammen med en kvinde, formentlig hans hustru og et par ældre mennesker, der godt kunne være forældre eller svigerforældre. Jeg skrev på Facebook, at der havde været interesserede i at overtage vores dejlige hus. Straks var der en, der skrev, at de ville have huset. Jeg spurgte efter, hvem af dem det var, for der var flere, der havde kigget på huset det sidste stykke tid. Så fik jeg en forklaring, og jeg kvitterede med ordene: ”Dem kan jeg godt huske”.
Kort tid efter blev jeg kaldt ned til mægleren, vi skulle diskutere en evt. overtagelse. Jeg sagde til ham: ” Hvis du laver kaffe, så tager jeg en sludder med køberen”. Køberen var tilfreds med tilstandsrapporten, men vi skulle forhandle prisen. Jeg kunne kun oplyse, at hvis han ikke købte huset, så vil jeg sætte prisen op i den efterfølgende uge. Jeg havde sat huset til salg, fordi jeg ikke havde problemer med hjertet længere, og Else havde malet soveværelset, så tilbudsprisen ville ophøre ved ugens udgang.
Herefter blev der ikke talt pris, og der blev skrevet slutseddel på den annoncerede pris med det samme. Køberen kørte straks hjem og fik konens underskrift.
Mægleren undrede sig over, hvorfor jeg holdt så fast på prisen, og jeg afslørede min viden fra Facebook.
Slutteligt kan jeg kun sige – at det er et godt hus til en særdeles god pris – nemlig den vi forlangte.