Kamelerne der skabte røre og Tv storm op til en uge efter indslaget
Telefonen ringede en eftermiddag i oktober, det var Lokalradioen for Frederikshavn, der manglede en ud af seks deltagere i en konkurrence, de kaldte ”Plant et træ i Afrika”, hvor de enkelte deltagere fik udleveret kr. 1.000 og skulle se, hvad de kunne få ud af dem i løbet af en måned. Overskuddet skulle tildeles Røde kors og øremærkes til netop ”Plant et træ i Afrika”.
Efter at radiomanden havde oplyst, at en af de deltagende personer mente, jeg ville være den helt rigtige til at være med i denne kampagne, blev jeg nysgerrig
En time efter mødte jeg op i studiet. De fem andre deltagere sad omkring et rundt bord og havde forberedt sig i flere dage, men da der var en, der var sprunget fra, var jeg altså kommet med på afbud, og anbefalet af Gunnar Alderslev datidens bankdirektør i Den Danske Bank, hvor jeg var kunde.
Få minutter efter, jeg havde taget i plads i det fornemme selskab ved det runde bord og fået en hurtig gennemgang af, hvad det hele drejede sig om, stillede radiomanden det enkle spørgsmål: ”Hvad har du tænkt dig at investere i?”. De deltagende havde titler af revisor, hoteldirektør, kunstmaler, og de havde alle nogle gode ideer, som de sikkert havde øvet sig på i længere tid. Jeg vidste knap nok, hvad det hele gik ud på, da jeg satte mig ved bordet, der udover kaffekopper indeholdt en pakke Camel cigaretter.
Mens de andre havde haft god forberedelsestid til at tilrettelægge deres investering, så havde jeg altså blot nogle få minutter og lod mig derfor inspirere af cigaretterne.
Min kommentar var, da jeg fik stukket en mikrofon i ansigtet: ”Hvad har du så tænkt dig at bruge dine penge til Steen”
”Jeg vil arrangere kamelridningskursus på Råbjerg mile” svarede jeg prompte. Jeg tror svaret kom som noget af en overraskelse, ikke blot for radiomanden, men også de øvrige deltagere – og for mig selv.
Sagt var sagt – og jeg skulle fandeme vise de gutter, at der kommer kameler til byen, tænkte jeg.
Flere af de øvrige deltager råbte straks, at de gerne ville købe billetter til en ridetur, og da jeg fik udvidet taletid til mikrofonen, kunne jeg på spørgsmålet fra radiomanden, om hvor vidt jeg vidste, om det vil være en god ide, svarede jeg: ”Helt sikkert, du kan jo høre, hvor stor begejstring der er for at købe billetter til rideture, uden de kender prisen”
En times tid efter jeg var vendt tilbage til forretningen, kom der et overraskende telefonopkald.
Det var en herre, der gerne ville vide, hvornår vi havde tænkt os at starte med kurserne i kamelridning, for han havde en svigermor, der gerne ville med på et af de første, da hun skulle på ferie i Tunesien.
Jeg troede i første omgang, at det var en der tog gas på mig, men det viste sig, at det var en direkte udsendelse, jeg havde deltaget i, og ikke en båndet med en vis fortrydelsesret.
Der gik et par dage, og jeg spekulerede lidt over, hvordan jeg skulle tjene de fleste penge og ikke mindst, skabe den største opmærksomhed. Jeg ville naturligvis udnytte den PR-værdi, der lå i projektet, men jeg må tilstå nu bagefter, at kamelerne kom længere omkring, end jeg havde regnet med i første omgang. Det gik faktisk hen og blev noget af et samtaleemne i de små hjem rundt omkring i landet.
Hemmeligheden var den, at nogle troede på historien, andre gjorde ikke og så var der dem, der blev forarget, og deriblandt var den senere formand for Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard.
Indrømmet – jeg spillede faktisk på netop at gøre folket forarget.
Hvordan gør man så det?
Jeg kontaktede AOF, som jeg havde et samarbejde med i forvejen i forbindelse med afholdelse af fotokurser, og her var skolelederen Frede Hansen straks med på ideen om at arrangere et kursus i kamelridning, hvor det eneste tilknytning til AOF og kamelerne var, at han kom med en mulepose, hvorpå der stod AOF. Man kan nemlig ikke arrangere kursus i ridning under fritidsloven. Det viste jeg, men det vidste den brede befolkning ikke, og her var der netop noget, den brede befolkning kunne blive forarget over.
Offentligt tilskud til noget så pjattet som kamelridning ville helt sikkert give genlyd, og det gik som jeg havde tænkt mig. Borgerskabet blev forarget og det gjorde de socialdemokratiske lønmodtagere også, altså var den helt rigtige stemning opnået, og vi fortsatte.
Jeg indrykkede en annonce i den lokale avis, hvor jeg tilbød ’Kursus i kamelridning’, stor rabat hvis man medbragte egen kamel, – pensionister halv pris, underskrevet AOF og Concordia.
Nogle dage efter skulle jeg på en firedagstur til Paris i bus sammen med et par fotovenner. Jeg skulle stige på i Aalborg, men der kom ingen bus. I stedet skulle de fremmødte tage en taxi fra Aalborg til Randers.
Radioen var stillet ind på Nordjylland, og da vi passerede Hobro, kom der nogle forfærdelige brøl, fulgt op at en interview af skoleleder Frede Hansen, der forklare, så godt han nu kunne, om det forestående kursus i kameldrift. Ham kender jeg, var der en af passagerer i taxien, der udbrød, Lidt efter tilføjede jeg: ” Jeg kender ham, der skal afholde kurserne – det er nemlig mig”. Herefter blev passageren fra Dronninglund noget stille.
Efter hjemkomsten fra Paris var jeg klar til at skubbe lidt til kamelerne igen, så den famøse annonce i den lokale avis blev sendt til Danmarks Radio att. Kanal 22, der var en udsendelsesserie, der kørte over nogle måneder, hvor man tog lidt af hvert op. Trods Danmarks Radios monopol på TV dengang, var annoncen faldet i de rigtiges hænder, og jeg blev som forventet kontaktet. Man ønskede undertegnede i studiet i en direkte udsendelse med et par kameler.
Men hvor finder man lige et par ride tamme kameler?
Jeg ringede til Zoologisk Have i Aalborg, for jeg havde jo fra tidligere besøg set, at de havde kameler.
Jeg måtte da gerne bruge deres kameler i deres indhegning, men ikke uden for, for de var ikke vant til at være uden for deres indhegning. Kom de det og med folk, de ikke kendte, kunne det gå helt galt.
Den tidlige Pjerrot på Bakken, Ib Groth Rasmussen, der gennem en årrække havde for vane at dukke op, når der var noget i gære, meldte sig under fanerne. Ib og jeg tog til Aalborg. Han havde lånt noget kostume fra Aalborg Teater, og så gik vi ind og talte med et par kameler. En pressefotograf fra Jyllandsposten mødte op, og mens Ib forsøgte at løfte mig op på en af kamelerne, skød fotografen løs. De to kameler egnede sig udelukkende til fotografering.
En dyrepasser mente, vi måske kunne låne et par kameler hos Bording Zoo – en afdeling af Tvind imperiet.
Her var man med på ideen, men da de to kameler fra dyreparken ikke ligefrem var scenevante, turde man ikke lade dem deltage i en direkte udsendelse i TV byen, for det kunne gå helt galt.
Så i stedet for at lade Muhammed kommet til bjerget – lod man bjerget komme til Muhammed.
En journalist ved navn Steen Yssing kontaktede mig en lørdag formiddag. Han ville komme forbi allerede samme dag for at lave et indslag til TV Avisen den samme aften. Om dette kunne lade sig gøre?.
Selvfølgelig – lørdag aften – ugens bedste sendetid – det passede mig særdeles godt, og så snart røret var lagt på, gik forberedelserne i gang.
Vi havde ingen kameler, så vi måtte i al hast fremskaffe nogle heste, og der var kun tre timer til forberedelserne inden TV holdet ville indfinde sig på Concordia.
På vejen mellem Frederikshavn og Kvissel fik jeg øje på et par piger, der trak nogle islandske heste, og det varede ikke mange minutter, før de var overtalt til at deltage. Men de skulle lige fylde nogle lærredssække med halm, inden de mødte op på Concordia.
Frede Hansen skaffede fra Ålbæk en kunde, der underviste i mavedans, og den lokale radiomand Preben Christensen, der optrådte i TV og til markeder med, at han kunne løfte en bil i sit lange skæg, blev også hidkaldt.
De lokale fotomodel Birgitte Nielsen ville helt sikkert tage sig godt ud på TV, så hende ringede jeg til, men det var hendes far, der tog telefonen. Birgitte var ikke hjemme, hvorefter jeg bad ham sende hendes mor til Concordia ved 13-tiden i stedet. Lige inden jeg smækkede røret på, fik jeg sagt: ”Hun skal medbringe eget lagen”. Hun kom og det gjorde hendes mand også, for han ville godt lige se, hvad det var, der foregik.
En kort forklaring og han styrtede hjem efter diverse araberudstyr, og om ikke han havde to kamelsadler, en til hverdag og en til fest. Min daværende hustru Lone var ikke meget for min kamelridning.
Jeg er sikker på, at hvis de fremmødte havde henvendt sig i privatafdelingen på Concordia, var de ikke blevet sluppet ind. Så alle, der skulle møde op inkl. TV holdet og hendes egen søster og svoger, havde fået streng ordre til ikke at bruge fordøren.
Da klokken nærmede sig 14, var der fuldt hus, det vil sige en 12-15 stykker og et tremands filmhold, der var kommet fra Århus.
Da fotografen fra TV trådte ind ad døren, så han noget overrasket ud over alle vores lampe, der var opstillet og et billede projekteret op på et lærred. Billedet, som forestillende nogle turister, der red på kameler, var i øvrigt et af mine egne billeder fra en foto tur til Tunesien nogle år forinden med et hold kursister.
Steen Yssing, der var TV holdets journalist og stammer i øvrigt fra Brønderslev, havde svært ved at finde en indfaldsvinkel på, hvordan indslaget skulle køres, så det overlod han mere eller mindre til mig.
Min ide var, at jeg placerede mig foran billedet af kamelerne, der var projekteret op det store lærred, og til denne lejlighed var jeg iført araber kostume i form at et klæde på hovedet og et lager over resten.
Vi måtte lave scenen om fire gange, idet Steen Yssing brød ud i latter, og slet ikke kunne koncentrere sig om spørgsmålene, da jeg ikke svarede, som han havde forventet, når han stillede mig et spørgsmål.
Udover mine besvarelser var der et indslag med fire-fem personer, der ligeledes var udklædt som arabere. Mavedanseren og ikke mindst de fire-fem stykker med lager over sig ”red” rundt på de halvfyldte sække og til sidst med andre, der red rundt på de islandske heste ude i haven
Efter optagelserne delte vi alle en kasse øl, og så gik turen for TV holdets vedkommende tilbage til Aarhus.
Historien om kamelridningskurser kom, som jeg havde forventet, på lørdag aften – ugens bedste sendetid.
Havde fruen i huset været knotten den eftermiddag, så blev hun særdeles galsindet, da indslaget blev præsenteret af aftenens studievært Steen Bostrup – og helt galt blev det, da hun nu opdagede, at jeg havde fået hendes søster til at rende rundt barfodet iført lagen og svogeren i en noget lignende påklædning.
Historien var ”solgt”, og det ville helt sikkert blive en landeplage – og det viste sig også ikke at være helt forkert.
Ifølge Steen Yssing blev det den største TV-storm, han havde oplevet i sin tid på TV, og den varede helt hen til fredag . Opringningerne drejede sig om, om historien var troværdig, og hvor kamelkurserne foregik. Andre ringede og var forarget over, at man kunne finde på at bringe sådan et indslag i ugens bedste sendetid. Men der var naturligvis også de, der syntes, det var et sjovt og underholdende indslag.
Historien kom i Folketinget
En af de, der blev forarget, var Pia Kjærsgaard, der på daværende tidspunkt var medlem af Fremskridtspartiet. Fredagen efter indslaget om kamelridningskurser var blevet bragt, kontakte hun mig telefonisk, og fortalte følgende: ”Jeg stod og strøg vasketøj, da dit indslag om kamelridningskurset blev bragt, og jeg blev meget forarget over, at man kunne arrangere et sådan kursus under fritidsloven, og dermed med offentligt tilskud”. Hun ville gerne høre lidt nærmere om, hvordan det fungerede i det praktiske. Jeg kunne oplyse hende om, at kurset ikke var arrangeret med offentlig tilskud, det eneste bidrag vi havde fået fra AOF, var en mulepose med hø. Samtidig kunne jeg også oplyse hende om, at man ikke kan arrangere nogen form for undervisning i ridning under fritidsloven. Det burde hun have undersøgt, inden hun rejste sagen i Folketinget
Det gik meget hurtigt op for fremskridtskvinden, at hun måske havde dummet sig, og hun fortalte, at hun havde stillet et spørgsmål til undervisningsministeren om netop, hvordan man kunne tillade, at man arrangerede så pjattet et kursus med offentligt tilskud.
Jeg forbarmede mig over hende, og fortalte, at jeg støbte kuglerne efter behov, og måske kunne vi få glæde af hinanden. Hun skulle tilmelde sig som haremskvinde, der bl.a. indebar, at hun skulle deltage i en kamel tur til Tunesien. Hvis jeg kunne redde hende ud af situationen, ville hun gerne være med, men som hun udtrykte: ”Du ved jo ikke, hvordan jeg ser ud”. Hertil kunne jeg svare: ”Jeg har et billede af dig i avisen, hvor du er mødt op i folketingssalen iført læderbukser, som den første kvinde nogensinde”. Hvortil hun svarede: ”Der vendte jeg jo ryggen til fotografen”. ”Når enden er god, er alting god”, oplyste jeg og bad hende være ved telefonen den næste time. Jeg skulle til fotografering i Zoologisk Have i Aalborg, men jeg var sikker på, at en eller anden journalist gerne ville kontakte hende for en udtalelse.
Turen til Tunesien var betinget af, at hvis der blev udskrevet valg, holdt aftalen ikke, ”For”, som hun sagde: ”Jeg kan jo ikke rende rundt i Tunesien samtidig med vi skal kapre vælgere”.
Det blev denne gang Nordjyllands Radio, der fik æren, Pia Kjærsgaard fik sit interview, og kamelerne i zoo kom på forsiden af Jyllands-Posten på en søndag, og mange andre aviser på bagsiden.
