Kodak arrangerede et tredages arrangement for udvalgte fotohandlere fra Finland, Norge, Sverige og Danmark. Det blev afholdt i Hammer i Norge 14 dage før OL-vinterlege skulle afholdes.
Det var en forløber for OL, ikke for sportsfolk, men for fotohandlere og tildels pressefolk. Jeg udgjorde den danske presse.
Vi startede med åbningen af OL, og vi var vel i nærheden af 300 personer. Efter åbningstalen var der opgaver, der skulle løses, og da det var i januar, var der mørkt, men den megen sne lyste op. Vi løste opgaver i en nærliggende skov, hvor unge piger var klædt ud som trolde ved posterne, der var placeret rundt om i skoven. En aften kom direktøren for Kodak Skandinavien rundt til bordene og spurgte efter, hvilken form for skiløb man ønskede at deltage i. Da jeg ikke var sikker på ski meldte jeg mig til langrend, og det var sikkert meget klogt, for det gjorde de to andre ved mit bord dog med undtagelse af direktørens kone, som jeg havde ved min side. Hun var til det lidt mere avancerede, men hun var også nordmand, og man siger, at nordmænd er født med ski på.
Langrend har flere discipliner, og jeg tog den korte, men reklamechefen for Kodak Danmark Steen Lorentzen tog den lange, der var på flere kilometer i bjergene. Den korte foregik på det stedlige stadion, og på grund af den korte rute var der forskellige opgaver, der skulle løses. Jeg havde mødt en sød norsk kvinde, og hun var meget interesseret i min erfaring som skiløber. Jeg kunne fortælle, at jeg havde løbet på ski som ung mand på noget, der hed Vester Bjerg. Hvis hun ville høre mere om, hvordan man håndterer skisport, ville jeg da gerne undervise hende. Jeg fik mine ski påmonteret, og en kvinde af afrikanske afstamning og jeg var klar til afgang, men da vi stod på en hældning, kørte vi baglæns, og ingen af os kunne stoppe, så vi væltede omkuld. Den norske kvinde kom os til undsætning, og vi kom op at stå. ”Nu skal i møde op til start”, sagde hun og vendte sig om, så jeg kunne se ryggen af hende med teksten ”Skiinstruktør”
Vi kom ind på arenaen, tilskuerbænkene var fyldt og startskuddet lød.
Vi skulle kravle over et stakit påført ski, og vi skulle med stagerne punktere balloner osv. Konkurrenterne var erfarne skiløbere fra Norge, Sverige og Finland, og jeg var den danske tumpe. Jeg vandt ikke men fik efter løbet at vide, at jeg var den, der kunne frembringe den største latter hos publikum. Kvinden med det afrikanske udseende stillede slet ikke op. Det gjorde de to andre danskere fra mit bord heller ikke, men den ene af dem en fotohandler fra Korsør ville gerne, at jeg tog et billede af ham, mens han stod på et par ski. Herefter tog han dem af igen. Og så kunne han sige til sine venner: ”Jeg har stået på ski i Norge”
Forberedelse i København
Kort tid før legende skulle åbne i Norge kom den olympiske flamme gennem København, og det skulle fejres. Store firmaer havde købt pladser til udsøgte samarbejdspartnere til en fest, der skulle afholdes dels på det Københavns Rådhus og på Dang. Kodak var et af selskaberne, og marketingschef Steen Lorentzen havde inviteret Bjarne Jørgensen, der udover at være fotohandler også var redaktør af fotohandlerbranchens magasin ”Fotohandleren”, og undertegnede.
Det startede på Københavns Rådhus. Her sang Sissel Kyrkjebø i den store rådhushal, og det lød godt. Jeg fik i øvrigt efter koncerten en sludder med hende om Vester Tversted, hvor hun havde sommerhus ikke langt fra mig, mens hun var gift med Eddie Skoller.
Efter koncerten var der de berømte rådhuspandekager i øverste etage.
Jeg dummede mig på en måde. Der stod et par statister, der havde fået folkedanserdragter på. Jeg kom i snak med dem og kunne ikke lade være at sige, at han lignede en socialdemokratisk borgmester. Så var der en stemme bag mig, der sagde: ”Nå så det mener du”. Det var Urban Hansen, der på daværende tidspunkt var byens overborgmester.
Om aften var der stor gallamiddag på d’Angleterre. Vi skulle sidde 8 personer ved hvert bord, men en af gæsterne var ikke helt tilfreds med, at han kom til at sidde ved et bord, hvor han ingen kendte. Jeg meldte mig frivillig til at bytte plads. Der var måske end lidt stram attitude blandt personerne bordet, men jeg kom til at sidde ved siden af en ældre herre, og han var en herlig person. Vi fik nogle gode samtaler, og da jeg havde været til prøve-OL, og han skulle der op i den kommende uge, så kunne jeg ikke lade være med at give ham nogle tips. F.eks. kunne han købe nogle OL-emblemer til en fornuftig pris og efterfølgende sælge dem skattefrit. når han kom hjem. Dronningen var sammen med den norske dronning med til koncerten og pandekager på Rådhuset, men det var kronprins Frederik, der tog over om aftenen, men han lod vente på sig. Jeg rejste mig fra det ottemands store bord for at strække benene, og det samme gjorde en dame ved bordet, og vi faldt i snak. Så meget snak, at tjeneren kom og dyssede os ned, da en fra sportsverdenen skulle holde tale. Jeg husker, at hun på et tidspunkt sagde: ”Hvis du havde hestehale ville du virke mere sexet”. Det er hun den eneste, der har udtalt sig om. Da vi sad ved bordet, undrede det mig godt nok, at den ældre herre på et tidspunkt sagde: ”Jeg har sku ventet nok på Frederik, kan vi ikke snart få noget mad på bordet”. Men jeg havde ikke langt mere i det. Nu kom tjenere for anden gang og bad os om at være stille. Jeg kunne ikke lade være med at sige: ”Hvis vi bliver indsat, skal vi så ikke få en fælles celle”. Og hun svarede: ”Bliver vi indsat, kommer min mand sikkert og lukker os ud”. ”Er han fængselsbetjent”, spurgte jeg. ”Nej”, svarede damen, som for længst havde præsenteret sig som Tove: ”Han er rigspolitichef”. ”Hvor befinder han sig så i aften”, spurgte jeg. ”Det er ham, du sidder ved og hyggesnakker med, og det virker, som om I går godt i spænd sammen”.
De øvrige ved bordet var DSB-folk, en var chef for godstransport, en anden for passagertransport osv. Der sad også en kvinde, der godt kunne ligne Dolly Parton, og jeg kunne ikke lade være med at spørge hende om, hvem af de herrer hun var med. ”Jeg er med mig selv”, svarede hun. ”Men hvilket firma repræsenterer du?”, Spurgte jeg. ”A.P. Møller”, svarede hun og stak mig sit visitkort.
Man kan ikke altid skue hunden på hårene.