LANZAROTE PÅ KRYDS OG TVÆRS
En dag blev jeg ringet op af Bjarne Jensen, blandt kollegerne og andre blev han ofte omtalt som Bjarne verdensmester. Han var ansat i Tjæreborg Timeshare, der stod bag La Santa Sport på vulkanøen Lanzarote i øgruppen De Kanariske Øer ved den afrikanske nordvestkyst.
Bjarne var stødt på Alt om Foto og Video og ville lige høre, om jeg var interesseret i at lave et samarbejde om at sende fotofolk til øen. Den var jeg med på, og Bjarne indfandt sig sidst på aftenen den 10. november 1984. Med sig havde han Ole Quist, der viste sig at være målmand på det danske fodboldlandshold, noget jeg først fandt ud af et stykke inde i projektet, da jeg spurgte, hvad han var beskæftiget med i det daglige. Min daværende hustru Lone havde lavet andesteg, men inden målmanden fik en bid ned, blev han hentet af et privatfly, der landede på Sindal Flyveplads. Han skulle stå på mål på Sjælland, mens nogle unge håbefulde talenter kunne skyde på mål hos ham, efterfølgende kom han retur ligeledes med privat fly. Imens der blev skudt på mål, blev Bjarne og jeg enige om, at jeg hellere måtte smutte en uge til Lanzarote for at kigge nærmere på øen og lokaliteterne. Det blev i midten af december. I Billund lufthavn bemærkede jeg en ung dame, der også skulle med flyet til Lanzarote. Hun var klædt i pels og støvler og tog dermed stor afstand fra det øvrige selskab, der skulle med det sydgående fly. Jeg havde en del kufferter med på rejsen og ved ankomsten til den sortklædte og golde ø, bad jeg den pelsklædte dame om, hun ville se efter min bagage, mens jeg lod mig indskrive ved skranken på La Santa Sport, så kunne jeg gøre det samme, når det blev hendes tur. Det var en ældre mand, der havde kørt den unge dame til lufthavnen i Billund i en stor Mercedes. Det kunne være, hun var hans sekretær eller elskerinde, og at han ville dukke op en af de efterfølgende dage.
La Santa Sport er et helt boligkompleks med et par hundrede lejligheder. Her er der udover de mange sportsfaciliteter også restauranter og bar. Da den unge dame var på rejse alene ligesom jeg, kom hun hen til mit bord og spurgte om, hun måtte sidde her under orienteringsmødet, og vi blev om, at vi ligeså godt kunne dele bord og vin under middagen. Efter middagen gik Frida, som hun hed, og jeg en tur ud for at se på naturområdet og kom forbi en bar, der åbenbart hørte til La Santa Sport. De var ved at lukke for dagen, men en blondine, der talte flydende spansk, kunne man ikke sådan smække døren i for næsen af. Vi fik en drink, inden vi vandrede hjem over stok og sten og skiltes for natten. Næste dag sad Frida, der boede i Kolding, og spise frokost sammen med en høj flot mørkhåret fyr på den store terrasse. Og jeg tænkte, at det var nok hendes bekendtskab fra et tidligere ophold. Jeg sneg mig forbi de to, men 20 meter fra hvor de sad, kaldte Frida mig på mig. Jeg gik over til bordet, og manden præsenterede sig. Han hed Niels, og han spurgte, om jeg ville spise frokost sammen med dem. Jeg skal spise i den store restaurant, for jeg spiser på husets regning. Så kan du jo ligeså godt spise her, sagde Niels, og jeg slog mig ned ved bordet.
Ind imellem kom der ansatte der skulle have en underskrift. Det undrede mig, men der kom snart svar på min undren. Niels var ansat på La Santa Sport. Ifølge min aftale med Tjæreborg skulle jeg få en firehjulstrukken bil til min rådighed i tre dage, så jeg kunne komme rundt og få et indtryk af øen og forhåbentlig nogle salgsfremmende billeder. Jeg inviterede Frida med på turen, og det viste sig, at være en god ide. Hun var ikke fyldt 30 år, havde et langt lyst år og så ikke værst ud, og så talte hun jo flydende spansk, for hun havde boet i landet et par år. Og da hun skulle have den samme bil i tre dage, blev vi enige om, at hvis vi hver dag kørte sammen, kunne vi disponere over bilen i seks dage. Vi kørte mod nord, syd, øst og vest i de tre dage, som blev til i alt fem dage, vi kom til at disponere over bilen. Vi besøgte det halve krater, den flotte udsigt i den nordlige del af øen, hvor vi kunne se to øer, hvoraf den ene var beboet. Vi var nede i den underjordiske hule med restaurant og en sø, hvori der lever hvide krebs, som det eneste sted i verden, og udenfor var der kæmpeskildpadder. Det var et fantastisk sted, og da vi besøgte stedet om aftenen, var der underjordisk dans et stort sted, der var en fantastisk oplevelse. Dagen efter var vi også i en underjordisk hule, der var lav og svær fremkommelig. Da vi endelig nåede målet på den underjordiske vandring, sad der en mand og spillede på flygel. En anden dag gik turen ned til det lille fiskeleje på den sydlige del af øen. Og en aftentur til turistbyen Puerto del Carmen. Her var Frida også et godt blikfang, og da bartenderen fandt ud af, at vi kom fra La Santa Sport, var de store og flotte drinks på husets regning. En efterfølgende aften var vi inde i et større etablissement med mange unge og glade mennesker på dansegulvet og mange andre i baren, nogle var lokale andre turister. En meget smuk ung dame med et kraftigt sort hår gjorde sig bemærket. Hun var kåret som Miss Lanzarote og i starten af tyverne, fik vi at vide af La Santa Sports direktør, som vi mødte derinde.
Jeg skulle jo bruge et par kønne piger til mine opgaver, og jeg havde sagt til Bjarne, at det ikke skulle være et par af køkkenpigerne, der stillede op i siestaen. Det havde man rettet sig efter, for modellen, der mødte op den efterfølgende dag, var den samme smukke pige, jeg havde set på dansegulvet aftenen før, selveste miss Lanzarote.
En aften var Frida og jeg kørt en tur ind mod Ildlandet, en national park der rudelukkende bestod af sort lava. Pludselig ramte billygterne en lille familie, der sad på en bænk og nød solnedgangen. Det så hyggeligt ud, så vi stoppede op, og jeg fik lov til at snuppe et par billeder af den lille familie. Den efterfølgende dag kom vi igen forbi huset, og vi stoppede igen op, gik ind og bankede på. Frida forklarede, at det var os, der tog billederne den foregående aften. Vi blev straks inviteret indenfor i den pæne stue, fik serveret kaffe med flere forskellige slags kager. Familien boede ikke langt fra Ildlandet, en nationalpark med ca. 300 vulkanske kratere, et meget flot sted med mange jordfarver, og med høje temperaturer ved blot at fjerne lidt af vulkanasken. Da den lille familie aldrig havde været i Ildlandet, inviterede vi dem med Datteren og faren tog imod tilbuddet, og da vi et par timer senere bragte dem begge hjem i god behold, havde husets frue gjort aftensmaden klar, og vi var inviteret med.
Vi var nu blevet en del af familien, og så blev spisestuen skiftet ud med køkkenet. Efterfølgende blev vi inviteret med over til deres nabo til aftenkaffe. Frida tale spansk med forældrene, og jeg engelsk med datteren, så der var under hele sammenkomsten en ganske god kommunikation
Den efterfølgende dag gik turen sydover, ned til det lille fiskeleje Playa Blanca, hvor vi spiste middag. Men middagen trak ud, og mørket faldt på, inden vi kørte hjemad. Vi skulle passere et stort areal med lava – sort lava. Og da vi var kommet et pæn stykke væk fra civilisationen, og vi ikke længere kunne se en hånd foran os , begyndte bilen at brokke sig. Frida troede, at jeg var blevet inspireret af en vittighed fra et kulørt blad, hvor en mandsperson kører ud i naturen langt væk fra folk og fæ, og pludselig vil bilen ikke mere, så man bliver nødsaget til at overnatte. Det var jeg nok blevet inspireret af, men bilen ville ikke længere. Vi havde ingen lygte med, og i et totalt mørkt landskab skulle vi skubbe bilen ind til siden. Jeg prøvede at stoppe flere biler – men uden held. Efter en halv times tid var der endelig en, der stoppede. Han havde sin varebil halv fyldt med friskfangede fisk. Frida blev placeret bag i varebilen sammen med fiskene, vores bil blev med et reb forbundet med varebilen, og så gik det ellers raskt mod en by i det fjerne. Vi nåede frem og ville ringe til La Santa Sport fra byens eneste telefonboks. Men køen var lang, for netop den aften skulle ungdommen kommunikere med hinanden rundt om på øen. Ak ja, den ungdom – den ungdom.
Vi lod bilen stå, og resten af turen foregik med taxi hjem til La Santa sport.
Den efterfølgende dag blev bilen afhentet og repareret, og køreklar igen.
At være en ung blondine med langt år og kunne tale flydende spansk åbner døre. Da vi en dag stoppede op for at kigge på et kort, kom en ældre herre hen til bilen, og han bød os på et glas vin. Det viste sig, at han havde en smugkro i haven, og her tilbragte vi en god times tid, og alt, hvad Frida fik at vide om øen, fortalte hun mig på turen tilbage til sportscentret.
Niels havde en køn dansk barnepige, hende fik jeg naturligvis også lov at bruge. Ind i mellem dukkede der en køn dansk pige op. Hun adskilte sig fra andre ved ofte at gå rundt nede ved poolen topløs. Mit kamera virkede magnetisk på hende, uanset hvor hun gik hen. Jeg fortalte sportschefen om den kønne pige, og om han mente, man måtte bruge billederne til omtale af stedet. Svaret kom hurtigt, det må du sikkert gerne, det er min datter, og da hun kun er tretten år, bestemmer jeg endnu over hende. Frida havde næsten hver dag været ude af syne nogle timer, og hun afslørede ikke, hvad hun var beskæftiget med den tid. Svaret fik jeg den sidste aften, hvor vi skulle spise sammen med Niels og hans hustru. Niels var ikke hr. hvem som helst, det viste sig han var den øverste chef på La Santa Sport, der var ejet af henholdsvis Villy Bechmann, en af folkene bag Carmen Curler og Tjæreborg Rejser
Frida var i ugens løb blevet ansat som sekretær og stedfortræder for Niels Godtfredsen, det var grunden til, at hun ind i mellem ikke var til at finde.
Vi rejste hjem med samme fly, og da vi landede i Billund, var det et forfærdeligt snevejr. Flere togafgange var aflyst, så det var vel naturligt, at Frida inviterede mig til at overnatte hjemme hos hendes forældre, der havde et mindre hotel højt placeret i Kolding by med en fantastisk udsigt.
Den ældre herre, jeg havde set tage afsked afsked med Frida i Billund Lufthavn, var hendes far, og han hentede os i Fridas Mercedes. Hendes mor havde dækket et virkelig flot bord med lækkerier fra havet, og det blev sent inden, vi gik til ro. Frida havde et fritliggende hus på samme grund som hendes forældres hotel. Næste morgen var der kommet endnu mere sne, så at sidde der i en hyggelig opdækket stue med udsigt over Kolding Fjord sammen med huset øvrige gæster, var en fantastisk oplevelse. Frida skulle på arbejde, hun var direktionssekretær i et større kaffefirma. Hun flyttede til Lanzarote og blev senere advokat i Kolding.
Jeg kom med et tog nord på –