Møder Karin Normann – Ravkvinden fra Skagen
Da vi nåede hen på foråret i 1973, blev det igen tid til at fotografere piger til brug i FOTOKINO. Og selvom jeg kun havde haft forretning i Frederikshavn og boet i Strandby i nogle få måneder, så havde jeg allerede skabt mig en omgangskreds af begge køn. Når ikke jeg var i gang med et eller andet projekt, så kunne jeg godt finde på at aflægge de mest besøgte steder en visit. På Ritz i Frederikshavn og Kilden i Sæby var der altid liv og glade dage, når der var åbent. Andre gange gik turen til Skagen, alle steder havde levende musik , og ofte orkestre med fire mand til tider af udenlandsk herkomst. Her mødte jeg nye mennesker og ind i mellem kommende modeller, og fandt måske en god historie Nogle gange blev det til en prøvefotografering, andre gange stod det på over længere tid. Det var de glade 70’ere. En aften i maj var jeg sammen med nogle stykker i Skagen, og mens vi sad og hyggede os med en øl, var der en dansende pige, der skubbede til bordet, så min øl væltede. Jeg råbte til hende: ”Kommer du med en ny”, mens hun fortsatte i dansen. Jeg glemte hurtigt uheldet, men da ballet sluttede og skulle hjem, stod hun i døren og sagde: ”Skal vi snuppe den øl nu?”.
”Kun på den betingelse, at du kører mig hjem bagefter, for de, jeg er kørende med, vil hjem nu”, svarede jeg.. Vi fik en øl, og hun kørte mig til Strandby. Hun kørte i en stor ny Volvo på svenske udførselsplader. Underligt?
Det viste sig, at hun havde en smykkefabrik i Brasilien og kun var hjemme på kortere ophold og i øvrigt ikke helt ukendt i medierne. Jeg havde læst om hende i et af formiddagsbladene allerede året før, jeg blev kørt hjem. Karin Nordmann var Skagen pigen, der rejste til Brasilien, og udover hun havde en produktion af smykker, formidlede hun også kontakter mellem forældre, der ikke kunne brødføde deres børn i Brasilien og Skandinaviske familier. Det var en adoption, myndighederne ikke var helt tilfreds med i Brasilien. Karin og jeg indgik en aftale om, at hun opholdt sig hos mig en kort tid. Jeg tog nogle billeder, og en af mine venner H.C. Nielsen på Aalborg Stiftstidende skrev historien, som vi efterfølgende eksporterede til udlandet.