På fotomesse i Paris
Photokina er noget, udstillingen i Paris er noget helt andet, og en miniatureudstilling i forhold til den i Køln.
Jeg rejste derned sammen med to af mine faste kursister Claus Thorsted fra Sønderborg og Anton Vernersen fra Bælum. Det var et rejseselskab fra Randers, der havde en tur til Paris, den tog vi med på. Men problemerne begyndte allerede før vi steg på bussen i Aalborg.
Der kom nemlig ikke nogen bus.
Jeg kontaktede firmaet i Randers, og her fik jeg oplyst, at bussen var kørt i stykker og de bad mig om at finde de tre andre, der skulle med på turen, og snuppe en taxi til Randers. Jeg fandt to piger og en ung mand, og da vi kørte mod Randers, kom der i radioen en underlig lyd. Herefter meddele studieværten, at det, vi hørte, var en kamel. Frede Hansen var leder af AOF i Frederikshavn, og her havde man i samarbejde med den stedlige fotohandler oprettet kursus i kamelridning. Den unge mand på bagsædet brød straks ind: ”Jeg kender Frede Hansen”, og det var han i øvrigt meget stolt over. Jeg kunne så tilføje: ”Jeg kender den fotohandler, der har kamelerne – det er nemlig mig”. Så var der ikke flere kommentarer fra manden på bagsædet.
I programmet stod der, at vi skulle bo på Hotel Paris. Det lød godt til den pris, vi betalt for turen, for den var rimelig. Vi kom frem til Randers, og så gik det sydover med bus og med opsamling ved de større byer. Jeg havde medbragt en hvid kittel, for historien om kamelhandel var gået i gang, så det kunne jo være, det vil pynte med et par billeder fra et loppemarked i Paris med mig i hvid kittel. I rejsen hørte der også med, at der var guide med på turen. Men den guide, der skulle have været med, kom først med, da vi nåede Paris. Da jeg havde lidt erfaring med at arrangere rejser, gav jeg chaufføren en hjælpende hånd på rejsen derned. Jeg tog min hvide kittel på, og hver gang, der var opsamling de forskellige steder, gik jeg ind og fik de ventende passagerer lodset om bord. Under kørslen serverede jeg kaffe fra bussen kaffemaskine, og sådan gik det ned gennem Tyskland.
Endelig nåede vi frem til Hotel Paris i byernes by. Om ikke andre havde det, så havde vi tre forestillet os, at det vil være noget af et hotel i særklasse – det vise det sig også at være.
Der var en del forvirring omkring tildeling af værelser, og de medrejsende kom til mig og klagede over værelsernes kvalitet, for nu havde de jo fået den opfattelse, at jeg var turens guide, blot fordi jeg havde givet en hånd med på bussen.
Vi havde bestilt et tre personers værelse, men værelsets størrelse svarede til et enkelt værelse herhjemme på en landsby kro med en del år på bagen.
Der var en dobbelt seng, og så var der en madras på gulvet, men skulle den være i brug, så skulle brugeren ligge med fødderne halvvejs ude på altanen. Værelse var med et toilet, men ikke bad, og det var sikkert fornuftigt, for toilettet var installeret i et tidligere klædeskab. Så enten havde man klædeskab eller toilet.
Toilettet manglede brættet, men vi var tilgengæld så heldige, at naboen på værelset ved siden af havde et, der var aftageligt, og det kunne vi låne. Man sagde, at det var et en amerikansk gæst, der havde efterlad det. Så gik turen ned til Messen, den var ikke stor, et par mindre haller, og så var det overstået. Men vi kom op i Eiffeltårnet, på Montmartre, kørte i Metro og spiste på de hyggelige restauranter i latinerkvarteret. Og vi prøvede det nok så kendte store pariserhjul samt besøgte et par natklubber, men det tror jeg, vi skal lade ligge til en anden gang. Jeg har stadigvæk kontakt med mine to medrejsende.
Mens Claus blev en meget berejst og kendt pressefotograf, så mistede jeg fuldstændig kontakten til Anthon, trods det, at han har været med på langt de fleste rejser, vi har arrangeret samt på diverse kurser – ingen fra tidligere kurser kunne få kontakt med ham. Pludselig en efterårsdag i 2019 over 30 år efter dukkede der en mail op med teksten: ”Hvordan går det med de gamle gutter på Concordia”.
Efter hjemkomsten blev der travlt, for mange havde hørt radioindslaget om kamelridPåning. At historien skulle blive så kendt, havde jeg nu ikke forestillet mig, men det er en helt anden historie, som du kan læse et andet sted på siden