En dag, jeg kørte forbi Oxholm Slot på Øland ved Brovst, var der en jagt i gang, for jeg kunne se jægere og klappere og høre skud i det fjerne.
Sådan en jagt vil jeg da gerne med på, men jeg er hverken kammerherre, grossist, apoteker eller sad i folketinget, og jeg gik heller ikke på jagt. Jeg havde skudt med flitsbue i mine unge dage, men det var vist ikke noget, man brugte på en jagt i de kredse. Jeg havde et kamera med, og jeg udgav et blad, der hed Bolig og Fritid, og her kunne vi jo godt bruge en artikel om jagt på et slot.
Et stykke tid efter kontaktede jeg slottets ejer Steen Glarborg og oplyste, at jeg udgav et par magasiner, og at jeg godt kunne tænke mig at lave en fotoreportage fra en jagt på et slot. Slotsejeren, der var tidligere major i flyvevåbnet, ville tænke over mit ønske og vende tilbage. Et par dage efter var vores aftale på plads, og i mellemtiden havde han indhentet oplysninger om undertegnede hos en anden Ølandbo, H.C.Nielsen, der var lokalredaktør på Aalborg Stiftstidende, og han havde sagt god for mig, fik jeg senere at vide. Det skulle jo nødigt være en, der ville hænge jægere ud for at begå drab på uskyldige hjorte.
Vejret var smukt en efterårsdag i november, og solen glimtede imellem træerne, mens vi stod der på den store gårdsplads foran det smukke Oxholm Slot. Og mens der blev blæst til jagt i hornet, sendte jeg blikket ud over den snes jægere, der var mødt op, for at se, om der var nogen, jeg kendte iblandt. Det var der ikke, men jeg vidste godt, hvem nogle af dem var fra omtale i pressen.
En traktor med en langvogn efter skulle transportere jægerne ud til deres pladser, og når man blev hentet hjem, var der en anordning, hvor vildtet kunne placeres. Man blev afleveret to og to forskellige steder i skoven og på marken. Jeg indgik som den falske jæger og blev placeret sammen med datidens store jordspekulant Thorkild Kristensen fra Aalborg. Det var i øvrigt ham, jeg syntes, jeg have haft mest med at gøre, uden at vi dog kom ind på emnerne. Da jeg kom til firmaet Engsig Foto i Aalborg, havde jeg en alvorlig samtale med ham angående en reklamation over en fremviser, den tidligere afdelingsleder havde solgt ham, og som han påstod ikke virkede efter hensigten og derfor ikke ville betale den faktura, han havde fået. Anden gang, jeg havde med hr. Kristensen at gøre, var i forbindelse med, at jeg købte en sommerhusgrund af firmaet i Saltum. Tredje gang var i 1977 hvor datidens store model navn Anette Knudsen havde inviteret mig med til Paris, hvor jeg skulle skrive en artikel om modefotografen Gunnar Larsen, der havde succes i Paris efter danske forhold. I den forbindelse skulle vi bo i Thorkild Kristensen lejlighed, som Anette havde adgang til, eftersom hun var mere end gode venner med Thorkild Kristensen. Jeg luftede selvfølgelig ikke nogen af emnerne den dag.
Kl. 12 var der frokost, og jeg var så heldig, at jeg fik huset ældste datter og dagens jagtleder Mette Glarborg som borddame. Under frokosten kom følgende indslag fra Thorkild Kristensen: ”Næste gang har jeg skiftet bøssen ud med et kamera, for det er åbenbart det, der skal til, for at få Mette som borddame”. I øvrigt var Mette den eneste kvinde, der var med. Efter frokosten fortsatte jagten indtil tusmørket faldt på for til sidste at lægge dagens udbytte på parade ved slottet, jagten blev blæst af og for mig var en spændende dag var forbi