På jomfrurejse

Tina Bøgh, min gamle skoleveninde fra Han Herreds Ungdomsskole nu ansat på Danyard i Frederikshavn, kontaktede mig. Er du frisk til at tage med en stor fiskerbåd på jomfrurejse til Norge lød ordene.

Naturligvis er jeg det, hvis det kan passe ind i min kalender.

Jeg mødte op på Danyard skibsværftet sidst på dagen. Det var en stor båd, faktisk så stor, at man var i stand til at forarbejde fiskene om bord, inden de blev nedfrosset. Min opgave gik ud på at lave en reportage af arbejdet på båden fra nettet kom op til sorteringen og opskæringen for senere at blive nedfrossen

Rederen var en nordmand, så vi sejlede mod Norge for at hive ejeren af båden om bord. Men inden da kom problemerne. Da mørket faldt på og vi lå i Østersøen, begyndte det at blæse op, og under den voldsomme søgang måtte jeg i gang med mit arbejde. Da værftet ønskede en komplet reportage fra turen, var der ingen kære mor, jeg måtte op på taget af styrehuset for at få et oversigtsbillede af arbejdets gang, da det viste sig at nærbilleder ikke var brugbare. Jeg havde regnet med at følge fiskenes vej på samlebåndet fra start til slut, men man havde glemt at indhente fiskeritilladelse, så jeg skulle lave en reportage, hvor der ikke måtte indgå fisk på billederne. Så det var bare om at komme så højt op, man kunne komme og holde mig til oversigtsbilleder på et stort skib i et forrygende stormvej med høje bølger.

Opgaven blev løst, så godt det nu kunne lade sig gøre i mørke og stiv kuling, og os, der ikke havde noget med selve skibets drift at gøre, kunne gå til ro. Den ro blev kortvarig, for bølgerne var store og stormen var slem, så jeg røg ud af køjen og ned på gulvet, og da lyset var ved at bryde frem, var det jo ikke nogen formål at gå til køjs igen, og i øvrigt nærmede vi os Norges Vestkyst.

Efterhånden som lyset kom helt frem, kom en speedbåd os i møde. Det var rederen, køberen af båden, og for at få ham om bord måtte vi hejse ham inkl. hans kuffert op langs siden af båden i søgang. Men eftersom vi havde nærmet os kysten, var stormen og bølgerne blevet mere behersket. Billederne blev taget på Kodachrome, da de skulle vises på en Kodak fremviser på messer rundt om i verden. Hele turen varede et lille døgn, og det var helt rart at se land igen Man var tilfreds med den billedmæssige dækning, og jeg fik mit honorar kr. 10.000.