I 1996 var jeg på overlevelses kursus i et døgn
Jenny Larsen, som jeg har kendt siden 1978, overtalte mig til at være fotograf/journalist til en artikel om et overlevelsesdøgn, som hendes svigerdatter arrangerede, og stedet var lidt nord for Århus. Jeg kunne selv , hvor langt jeg vil være med på kurset, men jeg valgte at være med hele døgnet. Jeg har været spejder i 12 år, og været med på adskillige opgaver, så ingen pjat. Kurset var arrangeret for langtidsledige, og jeg var ikke bange for værre med på holdet.
Vi var en halv snes personer, nogle havde været ledige et par år, et par stykker i snart ti år, og det forbavsede mig, at det i de fleste tilfælde var veluddannede personer, for eksempel en arkitekt, en konsulent, en teknisk tegner, en håndværker osv.
Vi lagde ud med at aflevere vores pung med kontanter og kreditkort og mobiltelefon.
Jeg havde kamera og en del film med, det vil sige, i halvdelen af filmkassetterne var filmen erstattet med lakridsbånd, det er godt når man er ved at køre træt. Da jeg tidligere var i Rusland, var det ikke lakridsbånd men rubler, filmkassetterne indeholdt.
Vi kravlede i træer højt til vejrs og skulle via et reb fire os over til et andet træ i fem til seks meters højde. Vi skulle gennem et rør kravle under en bro, og for at gøre det endnu sværere, løb der vand i bunden af røret. Ved aftenstid skulle vi via en trappe bevæge os op på toppen af en silo, og herfra kravle 18 meter ned ad en blank væg ved at svinge os ned mod væggen for til sidst at lande på jorden. En videomand, langt yngre end jeg, havde filmet denne tur, men aldrig selv turdet prøve. Jeg lider af højdeskræk, så for mig var det at flytte min grænse. Jeg forstod ikke, jeg turde, men for at det ikke skulle være et mareridt, gentog jeg turen, og da gik det meget bedre. De fleste på holdet sprang over.
Senere, inden mørket faldt på, skulle vi via en talje monteret på et langt stykke reb køre fra de 18 meter på siloen ned over hustage for til sidst at ende på en skrænt. Jeg var så uheldig med min landing, at jeg forstuvede begge min ankler. Herefter var der aftensmad på en åben mark.
Efter en lang vandretur med krykker nåede vi frem til et overnatningssted. Vi var trætte og så frem til en kop kaffe eller te. Der var tændt bål og sat vand over, og lige inden teen var klar, kom en leder forbi og sparkede til gryden. Han skulle lige teste vor psyke. En dag uden smøger måtte være forfærdelig, det virkede i hvert fald sådan. Jeg tror, mange ville have givet deres bedstemor i bytte for en smøg. Trods det, at jeg var en del ældre end de andre på holdet, så var jeg ikke nær så medtaget, og hvorfor nu ikke det?
Dels fordi jeg havde været spejder, og så havde jeg mine filmruller.
Endelig nåede vi frem til vort overnatningssted en lager bygning, hvor vi skulle ligge på gulvet. Tre fire timer efter blev vi vækket og fik besked på, at vi hurtigt skulle pakke vores ting sammen og på vandring. Turen endte ved en å, en stor så. Her skulle vi gøre to gummibåde klar og så padle af sted, for det forlød sig, at når vi kom i mål, ville der være kaffe og varme rundstykker. Vi padlede af sted, alt hvad vi kunne, men den anden båd sagtede bagud. Det var deri, der var nogle af dem, der ikke havde været i arbejde i flere år. Efterhånden kom de mere og mere bagud, så jeg råbte til dem: ”Når vi kommer frem til kaffen, står der to mænd fra arbejdsformidlingen, med nogle gode job til de, der kommer først”. Jeg havde forventet, at det var motivering nok til, at de satte farten op, men nej, de vendte om og sejlede den anden vej.
Senere viste jeg den film, der var blevet optaget, og mine billeder til min kones søn Peter. Han havde været professionel soldat i Kroatien gennem flere år, og han fortalte, at den tur, vi havde været på med de strabadser, vi havde mødt, svarede til den type øvelse, han havde været igennem
