Sagen O.W. Bunker
Jeg var i Istanbul sammen med mine børn og kom her i tanke om, at det var sidste dag for at lægge billet ind på O.W. Bunker aktierne, som om få dage vil blive optaget på børsen. Jeg var på vor første tur med børnene, som jeg havde lovet, at vi skulle foretage en gang om året, så længe jeg kunne holde til det helbredsmæssigt og økonomisk.
Morten, Martin og jeg afgav hver især en ordre i hver vores bank, men vi skulle ikke regne med, at vi fik aktier for det fulde beløb, for der vil helt sikkert blive rift om en aktie i det Aalborgensiske oliefirma, der sælger brændstof til skibsfarten verden over fra deres kontorer forskellige steder i det meste af verden.
Der var stor efterspørgsel på aktien, og ingen af os fik det antal aktier, vi bestilte.
Aktien steg straks efter, den kom på Børsen, og på et tidspunkt solgte jeg en del af dem med en pæn fortjeneste.
Vi kom hen på sensommeren, og da kursen var faldet ret så meget, valgte jeg at købe igen. Det kunne jo ikke gå galt, for mindre et halv år før så det hele jo lovende ud.
Men galt gik det, rygterne svirrede, og som et lyn fra en klar himmel gik O. W. Bunker konkurs, knap et halvt år efter, det var kommet på Børsen.
I min irritation over at miste i nærheden af hundrede tusindkroner, for jeg på Facebook, og her var mine kommentarer ikke til at misforstå. Banken, advokaterne og revisorfirmaet, der havde bragt O. W. Bunker på børsen for et halvt års tid siden, var kort sagt nogle skiderikker og i mine øjne havde de enten sovet i timen eller ikke havde forstand på det, de havde med at gøre. Sælgeren Alto måtte have vidst, hvad der foregik, og jeg fik den tanke, at de er nogle svindlere.
Der gik ikke mange dage, før jeg blev kontaktet af Søndagsmagasinet, der er et DR1’s flagskib.
På redaktionen havde man set min Facebookside, og hvis min udtalelse stod ved magt, ville de gerne aflægge mig et besøg. De havde kontaktet aktionærforeningen med henblik på at få en udtalelse derfra, men de var lidt tilbageholdende, og kunne heller ikke være behjælpelig med at henvise til et medlem af foreningen, der havde aktier i O.W. Bunker. Da jeg åbenbar lød mere konsekvent og ikke bange for at udtale mig, var det mig, der blev valgt til indslaget om O. W Bunker konkursen.
Få dage efter kom der om morgenen tre medarbejdere fra Søndagsavisen. Min datter Michelle kom med rundstykker, og så gik optagelserne i gang, ude som inde. Først ved 16 tiden var optagelserne og kommentarerne i hus. Jeg havde regnet med, at det ville vare en to til tre timer, og havde derfor ikke tænkt på frokost.
Dagen efter blev jeg kontaktet af DR – radioen, de ville gerne have mig med i en direkte morgenudsendelse.
Men telefonforbindelsen her i huset var dårlig, så jeg besluttede mig for at spørge hos en nabo, om jeg må låne deres fastnettelefon. Jeg stod inde i deres stue og blev interviewet. Men kort tid efter, vi var startet, gik husets frue i gang i køkkenet med en røremaskine, og så var ideen med at bruge fastnettelefon ligesom ikke vigtigt. Det blev til endnu et radioindslag, og TV-Avisen havde planer om at ville komme forbi igen, og denne gang skulle det være direkte. Ideen blev dog skrinlagt på grund af travlhed, ikke hos mig men i DR byen i forbindelse med det var ved jeletid..
2015 var kuratoren i O.W. Bunker færdig med en opgørelse. Jeg blev kontaktet af Søren, der havde været en ud af tre, da vi lavede de udsendelser fra Tversted. Han ville sende kuratorens rapport, som jeg kunne studere ved lejlighed, og det blev ved lejlighed, for den var på 389 sider. Men han ville også lige gerne vide, om jeg ville være med i et nyt indslag, denne gang i TV-Avisen. Det ville jeg selvfølgelig. ”Det tænkte jeg nok”, kom det hurtigt fra Søren. Jeg spurgte efter, hvilken dag det skulle finde sted. ”I dag, vi er kørt fra Aalborg, og er der om en times tid”. Denne gang var TV holdet lokalt. De havde engageret sig med Gistrup film, som de indimellem gør, når de selv er for optaget. Der er jo nogle gange langt fra København til Nordjylland, længere end den anden vej hævdes det.
Efter et par timer var optagelserne i kassen og blev staks sendt til TV byen for at blive redigeret.
Så kom sagen i retten, og da det var et Aalborg firma, var det Byretten i Aalborg, der behandlede sagen.
TV – Avisen kontakte mig igen, de ville gerne have mig med i retten. Da jeg parkerede i parkeringshuset ved byretten, fik journalisten fra TV2 øje på mig. Han vil gerne have mig med i udsendelsen, før dommen blev afsagt og igen derefter, for at få en kommentar. Men jeg måtte oplyse, at jeg havde en aftale med TV- Avisen. Men de ville gerne, om jeg kunne finde en anden aktionær, der var mødt frem, for at få en kommentar. Jeg kiggede rundt på pladsen. Der stod en nydelig og velklædt kvinde med et barn. Da jeg havde mødt hende på et tidligere tidspunkt i livet, uden jeg vidste hvor, gik jeg over til hende og spurte, om hun ikke ville være med i TV2 nyhederne som en bedraget aktionær. Det kun hun ikke så godt, dels havde hun ingen aktier i firmaet, og dels var det hendes søn, der var anklager i sagen. Dommen blev læst op af dommeren, og så blev jeg angrebet af de forskellige medier, tv og den trykte presse og Reuters bureau. Det viste sig nemlig, at jeg var den eneste aktionær, der var mødt op. Jeg blev spurgt efter, om jeg var tilfreds med de tre år, Lars Møller var blevet idømt. Mit svar var ikke til at tage fejl af – nej, han skulle have haft fem år.
Journalisten ville gerne have en kommentar fra dommeren Niels Toft – Vandborg, men han ville hverken udtale sig eller filmes. Journalisten blev overrasket, da hun så, jeg talte med ham, da han forlod retten. Hun undrede sig over, hvorfor han ville tale med mig og ikke hende, så jeg måtte indrømme, vi kendte hinanden.
Inden jeg tog afsked med TV holdet, blev jeg spurgt efter, om jeg ville komme ud til Nordjyllands radio, der ønskede mig med i et direkte interview i nyhederne. Jeg blev spurgt efter, om jeg syntes, det var en retfærdig dom. Hertil kunne jeg blot svare: ”Fem år vil være mere passende”.
Anklageren ankede dommen, så næste stade var Landsretten.
Det var en onsdag, der faldt dom. Fredag aften var Else og jeg til min kusines 70 års fødselsdag på kroen i Vodskov. Efter middagen kom en herre over til mig med ordene: ”Du har ret i, at Lars Møller skulle have haft fem år”. Manden var Niels Erik Sørensen, en af de fire ejere, der solgte O.W. Bunker til Alto. Og så begrundede han sin udtalelse med, at da sagen rullede, blev Lars Møller separeret fra sin hustru, og flyttede samtidig et større millionbeløb over på hendes konto. Det er vist ikke en fremgangsmåde, der bliver brugt ret mange steder, eftersom de fleste ofte skændtes om fordelingen af aktiver og passiver langt inde i en skilsmisse.
Else og jeg var til guldbryllup på Biersted Kro. Jeg havde slukket min telefon, men det havde Else ikke, så den ringede. Det var TV avisen. De kunne ikke få fat på mig, og de vil gerne, jeg kontakter dem-
Om få dage falder dommen over Lars Møller i landsretten, de ville gerne have mig med i en direkte udsendelse. Jeg måtte desværre beklage, jeg er i København på det tidspunkt. Betyder intet får jeg at vide, vi sender et hold fra Københavner redaktionen. To mand kom til Virum, hvor jeg var på besøg hos min søn Morten. Der blev gjort klar til optagelse i haven, og præcis kl 12 blev dommen offentliggjort. Mens kameraet kørte, ringede telefonen. Det var radioavisen, de ville lige høre min kommentar til dommen. Så at kommentere en dom på TV og radio samtidig, det har jeg alligevel aldrig prøvet før. Dommen blev ændret fra tre til fem år, det er højeste, der kan gives i en sådan en sag.
Der blev oprettet en sag mod Alto. De, der havde tabt penge på konkursen, kunne tilmelde sig, så det gjorde jeg.
Et par år efter ringede min søn Morten, der har Lokal Bolig på Frederiksberg. Han havde fået en villa til salg, og da han var til møde hos sælgeren, en advokat, bemærkede han, at advokaten havde en del materiale vedr. O. W. Bunker liggende. Forklaringen var, at sælgeren var advokat for de skadelidte i sagen omkring selskabet. Morten kunne ikke dy sig for at oplyse, at hans far var en af dem, der havde mistet 100.000 og ind i mellem optræder på TV i sagen. Advokaten havde bemærket den bramfrie fotohandler, og Morten fik advokatens villa til salg – og han solgte den.
Et par måneder efter besøgte jeg min anden kusine på Gjøl, de passede en hund. ”Den må du da kende”, mente hendes mand: ”Det er den tidligere økonomidirektørs i O.W. Bunkers hund, hun bor ikke så langt herfra”.
Der er måske en grund til at Danmarks radio og DR TV ringer til mig, hver gang der noget om nyt om det kuldsejlede selskab.