Til Singapore med stor forsinkelse

En gruppe på 14 fotohandlere fra det meste af landet skulle på virksomhedsbesøg i Singapore med efterfølgende ferie i Thailand. Arrangøren var firmaet Herskind, der blandt andet importerede de populære Rollei produkter. Afrejsen var sat til søndag kl. 16 fra Københavns lufthavn med en formodning om, at vi ville være fremme i Singapore 18 timer senere, men sådan blev det nu ikke.

Flyet vi skulle med havde haft motor vanskeligheder og var ikke nået frem, så der ville være en forsinkelse på nogle timer. Men det trak ud, og efter nogle timer fik vi besked på, at vi skulle overnatte i København, og først skulle af sted den efterfølgende dag. Vi blev udmærket indkvarteret på et af byens bedste hoteller, og vi fik en god aftensmad. Herefter var vi nogle stykker, der gik i biografen, for vi skulle jo have tiden til at gå.

Den efterfølgende dag fik vi en flot morgenmad og forventede så, at vi skulle af sted inden for nogle få timer. Men det skulle vi altså ikke alligevel, og nye informationer sagde, at det først blev sidste på eftermiddagen. Jeg aflagde firmaet Hother et besøg for at slå tiden ihjel, eller lave en annonceaftale, nok nærmere det sidste. Jeg fik aftalen i hus og en invitation til at deltage i et tre dages kursus i Italien, men på et tidspunkt, hvor jeg skulle på en otte dags tur til Skotland

Det blev aften, og endnu en udsættelse for afrejsen var i vente. Kl. 23 mandag aften lettede flyet med kurs mod Amsterdam, hvor vi skulle med en jumbojet med plads til små femhundrede personer, der skule ankomme fra USA. Efter et kort ophold i Amsterdam Lufthavn kunne vi sætte os til rette i jumbojetmaskinen. En elevator, der skule bringe vores kufferter ind i flyet, beskadigede en dør i flyet, og vi blev endnu engang beordret ud og ind i lufthavnen, og her måtte vi overnatte så godt vi kunne. Nogle gik rundt, andre sov på bænkene. Det blev morgen, og vi kunne gå ombord i et andet fly, der ligeledes ankom fra et sted i USA. Vi mellemlandede i Paris uden problemer, hvorefter turen gik videre med en kort mellemlanding i Dubai. Kort og kort blev det nu ikke. Vi fik at vide, at vi kunne gå ud og strække benene et kvarters tid, hvorefter turen vil fortsætte direkte til Singapore. Men sådan blev det nu ikke, for da vi var tilbage i flyet og havde sat os godt til rette, og det gik mod startbanen, vendte flyet tilbage til, hvor vi kom fra og piloten meddelte, at der var problemer med en lampe, der ikke fungerede. Et teknikerhold gik kort tid efter i gang med den ene vinge, men vi kunne følge med i reparationen fra vores velpolstrede sæder. Efter tre timer, meddelte piloten, at flyet nu var klar, men af hensyn til personalets arbejdstid, så måtte flyet ikke lette, og atter måtte vi betræde den arabiske lufthavn. Men her skulle vi dog ikke overnatte i lufthavnen, men blev transporteret i taxi til et 22 etagers hotel umiddelbart uden for byen, og det var altså noget af et hotel.

Der var syv restauranter, og der var ikke mindre end totusinde sengepladser. På en af etagerne var der swimmingpool og på en anden en tennisbane.   Vi kunne selv vælge, hvor vi ønskede at spise vores forsinkede aftensmad. Det resulterede i, at vi var et par stykker, der kom til at sidde til bords med et par af de indfødte, hvis påklædning var den traditionelle sheikbeklædning, der godt kan minde om en præstekjole, den er bare hvid og ikke sort, herudover havde de bare fødder i sandaler.

Selvom det var sent, vi indtog vores aftensmad, jeg vil nærmere kalde det natmad, så var der alligevel morgenmad fra kl. 7:10 i en stor restaurant, der havde røde vægge. Selvom vi befinder os i et arabisk land, så kunne man udover Lurmærket smør også få en Carlsberg øl.

Efter morgenmaden havde piloterne og det øvrige personale blevet udhvilet, og vi fløj uden problemer den resterende del af rejsen og ankom nogle timer efter til Singapore. Men sammenlagt var vi cirka 70 timer forsinket, og vores hotelreservation var annulleret.