Jeg blev kontaktet af politiet om natten, alarmen var af en eller anden grund ikke gået i Søndergade 39, en rude var smadret og vinduet tømt for kameraer og tilbehør. Der stod blot et enkelt kamera tilbage, et Mamiya 645 guld belagt og med slangeskind, et specielt kamera, og derfor svært at afsætte.
Alarmen var ikke gået, fordi den ikke var aktiveret. Firmaet Dansikring havde været og tjekket anlægget, og vi var sikre på, at de ikke havde aktiveret det igen. Det gjorde man i det aflåste kontrolskab, et sted hverken personalet eller jeg kiggede i, når alarmen skulle aktiveres, det gjorde man med en nøgle i døren udover den almindelige dørlås.
Vi lavede i løbet af dagen en liste over hvad der var stjålet, tyven havde jo ikke taget prisskiltene med og det kunne være en stor hjælp til at lave listen, som blev afleveret til politiet samme dag.
Hen på eftermiddagen kom min daværende hustru Lone og min søn Morten på besøg i forretningen. Morten, der har en fantasi udover det sædvanlige, kunne fortælle, at han havde set tyvene, der stod bag nattens tyveri. Da han passerede forbi værtshuset Løgten observerede han to mænd, der stod med en bærepose. Den ene havde et oversavet gevær i hånden, så det måtte være dem, der stod bag. Jeg kontaktede politiet og videregav Mortens mistanke. En politibetjent kom senere til Kvissel for at få en dybere forklaring, og Morten kunne tilføje til sin iagttagelse, at den ene bar et rødt halstørklæde og var iført skistøvler. Jeg ved ikke, hvad politibetjenten tænkte om det signalement, for det var en varm eftermiddag i maj.
Om aftenen blev jeg ringet op af politiet, en patruljevogn var kommet hjem til Politigården med en person med et rødt halstørklæde, ikke med skistøvler, men med sikkerhedssko, dem man brugte på Frederikshavn Værft. Morten og jeg kørte ned til politigården, hvor manden sad i arresten. De havde tillige aflagt ham et besøg, og her fundet en del af udstyret, ca. halvdelen af hvad vi havde opgivet som stjålet. Nu var det ikke længere tyven, der var skurken, men mig. Politimanden så alvorligt på mig, og sagde: ”Du har vist skrevet for meget på listen”. Morten kom med følgende forklaring: ”Der var jo to, og det kan jo være, de har delt det, de har stjålet”. Den tanke havde man ikke haft på politigården. Den næste dag kontaktede jeg politiet. Jeg vil gerne høre, om de havde fundet de resterende effekter, og det havde man hjemme hos den anden person. Jeg fik mit udstyr tilbage og Morten fik et pænt honorar for sin opklaring, ikke af politiet men af mig, og politiet fik tildelt ordene ”Elendigt politiarbejde”.