Hvis man havde solgt et bestemt antal Zorki-kameraer, kunne man komme med på en otte dags tur til Moskva og Leningrad, hvor man blandt andet skulle besøge et par virksomheder heriblandt den fabrik, der producerede Zorki-kameraer. Mod betaling havde jeg fået min far med på turen. Hans største udlandsrejse havde på daværende tidspunkt været en todages tur til Gøteborg arrangeret af FDB for brugsuddelere, en rejse han tale meget om flere år efter.
Min Far havde sagt ja til at komme med mig på en ferie, men det var før, jeg havde oplyst, at rejsen gik til Rusland. Han blev meget betænkelig, da han hørte, hvor vi skulle hen. For en sikkerhedsskyld havde han forhørt sig hos bestyrelsen i Brugsen om, hvordan de ville forholde sig til, at han holdt en uges ferie og rejste til Rusland. Det havde de vist ikke noget imod, så min far skulle på sin første ferie i 30 år, og han var noget bekymre over, om han nu også kom tilbage igen.
Inden afrejsen havde vi fået program for rejsen og oplyst navnet på hotellet i Moskva og senere Leningrad, hvor vi skulle bo. Men under flyveturen var det blevet ændret på grund af sikkerhedsmæssige årsager, sagde man. Men da jeg sov under turen, havde jeg ikke fået den information. Det gav mig senere visse problemer.
Vi landede i Moskva, og det var første gang, jeg var bag jerntæppet. Efter en meget nøje gennemgang af pas og visum var bussen klar til at transportere 22 danske fotohandlere fra hele landet ind til hotellet midt i Moskva. Det var et gammelt hotel fra før Zarens tid, der sluttede, da han, konen og fire børn under revolutionen i 1917 blev henrettet ved pistolskud i en kælder. Ligene blev efterfølgende parteret og brændt i en skov. Hotellet var en firelænget bygning i flere etager og ikke langt fra Den røde plads. Selvom der blot var tale om et hotel, så anede personalet i den ene ende af bygning ikke, hvad de lavede i de tre andre bygninger og omvendt.
På hver etage sad der en vagt på gangen. Det var som regel en ældre kvinde, der tilbragte dagen eller natten der på en stol og blot gloede ud i luften, hvis de ikke havde strikketøjet med.
Jeg skulle bo på værelse med en fotohandler fra København og en fra Hillerød. Værelset var af en størrelse lidt større end et hotelværelse, vi kender i Danmark, men toilettet, det var enormt stort. Sådan cirka seks til otte gange større end dem, vi kender på et dansk hotel, og det eneste, der var i det firkantede rum med højt til loftet, var toilettet ovre i det ene hjørne og en håndvask. Skulle man vaskes i større omfang, foregik det i hotellets kælder i den anden bygning. Jeg vovede mig derned, og det var noget af en overraskelse, jeg mødte, da jeg endelig fandt frem til stedet.
En lang række kabiner hvor der visse steder stod nogle nedtrådte læderstøvler udenfor fortalte, at her var der en kosak i bad.
Kosakkvinder af ældre udgave ledte en ind i en opklædningsboks, her kunne man smide beklædningen, inden man gik videre til den næste afdeling, hvor der var både kold og varmt vand i hanerne. Her var der ikke sket nogen større fornyelse af inventaret, det så slidt ud og lignede noget fra en svunden tid.
Det blev nævnt, inden man gik i kælderen, at man mod en mindre betaling kunne få en af kvinderne til at vaske sig på ryggen. Jeg benyttede mig dog ikke af tilbuddet, da vaskekonerne vist havde overskredet den fødedygtige alder, men det var der vist et par andre fra holdet, der gjorde.
Allerede den første dag skulle vi på turne, vi skulle se kamerafabrikken, der producerede det nok så kendte kameramærke Zenith. Zenith fandtes i to udgaver, et med indbygget lysmåler og en model uden lysmåler De var tunge og teknisk set 10 år efter japanske fabrikater, men de var billige. Optikken var det bedste ved kameraet, for det tegnede skarpt, men var uden springblænde. Lysmåleren var en selenmåler og ikke af den type, der måler lyset gennem objektivet og er batteridrevet.
Fabrikken var spartansk og gammeldags indrettet, svarende til kameramodellerne. Lige fra vi landede i Moskva, følte vi os diskret overvåget, men vi havde en rigtig sød kvindelig guide med på udflugterne rundt om i Moskva. Hun hed Irene, var midt i tyverne og talte et udmærket dansk, som hun læste op af nogle notater, hun havde medbragt på den guidede gå – og bustur rundt i byen. Udover kamerafabrikken var vi i Gum, et butikscenter hvor højtstående russere og turister kunne gøre deres indkøb af blandt andet udenlandske varer, og hvor man handlede i US Dollars. Under et af disse besøg oplevede vi to amerikanske piger blev anholdt og ført bort af politiet, uden vi fandt ud af, hvad de havde gjort sig skyldige i.
Da jeg så, at der var fotomuligheder i den efter russiske forhold smukke Irene, inviterede jeg hende en dag på eftermiddagskaffe på en restaurant, jeg ville jo gerne have nogle oplysninger. Det blev både til kaffe, oplysninger og billeder og det endte med at jeg kom tilbage til hotellet umiddelbart før vi skulle i Bolshoi teatret, der ligger midt Moskva. Jeg fik hurtigt skiftet tøj, for man skal jo se ordentligt ud, når man skal i så berømt et teater og opleve balletten Svanesøen.
I det pæne kluns sprang jeg på vores bus, der skulle bringe hele den danske delegation til teatret. Under busturen blev jeg naturligvis udspurgte af mine medrejsende, hvordan jeg har kunnet arrangere en eftermiddag med vores smukke guide. Jeg betalte de ti rubler for kaffen, svarende til otte kroner når man har købt rublerne til en favørpris til sådan cirka en tiendedel af, hvad man fik for sine dollars, når man vekslede lokalt.
Vi nåede frem til det nok så berømte teater, men da alle i bussen havde fået billetter til aftenens forestilling, skulle vi i det mindste ikke stå i kø ved billetlugen. Mit problem var bare, at min billet lå i min anden jakke, der hang hjemme på hotellet, så gode råd var dyre. Men der var blot et at gøre, hvis jeg skulle opleve Svanesøen på russisk, nemlig at hente min billet.
Jeg forsøgte at få en taxi, men det var umuligt, det var ligesom om ingen vil tage mig op. Jeg gik derfor ind i en bygning, der lignede noget offentligt. Jeg tog da heller ikke fejl, for da jeg åbnede døren, var det en slags vagtstue for politi- eller militærfolk. Jeg fik forklaret, at jeg skulle i teater, men jeg havde glemt min billet, og havde brug for en taxi, men det var der ikke rigtigt nogen reaktion på. I min inderlomme fandt jeg et visitkort fra en vurderingsmand fra Kreditforeningen Danmark. Jeg gentog hvad jeg havde jeg sagt og fremviste visitkortet med ordene Danish Diplomat. Op sprang der flere af de cirka 30 personer, der opholdt sig i lokalet, og et par af de uniformerede personer sprang ud ad døren og stoppede den førstkommende taxi. Men chaufføren virkede, som om han ikke rigtig havde lyst til at have mig i bilen, hvorefter han blev hevet ud af sin bil, og en af de uniformerede satte sig bag rattet for at transportere mig til det ønskede hotel.
Jeg vidste godt, hvad hotellet hed, i hvert fald før vi rejste fra Danmark, men af sikkerhedsmæssige årsager blev det ændret i sidste øjeblik. Hvad det hotel, vi boede på, hed, kunne jeg ikke huske, så jeg tegnede det på et stykke papir og mente, at det lå tæt på den røde plads, hvor der var nogle soldater, der hold vagt foran en indgang til et eller andet, jeg havde set i TV med en, der lå på lit de parade, men ikke om det var Lenin eller Stalling. Med fuld knald drønede vi hen over den Røde plads, efter vi havde besøgt et par hoteller. Af en eller anden grund fandt vi mit hotel. I en fart fik jeg fat på billetten, ned i taxien og så af sted til Bolshoi teatret. Da vi nåede frem, var den store indgang lukket, men politimanden, der havde kørt mig, forklarede noget til damen på den anden side af glasdøren, og i ordene fremgik der et navn, jeg forstod ”diplomat”. Så blev døren åbnet, og jeg blev fulgt op på en balkon af en mandsperson med kasket. Det virkede, som om han vidste, hvor jeg skulle hen, for turen foregik i raske fjed. En person blev fjernet fra et af de polstrede stole, for jeg skulle sidde der. Sikke en service tænkte jeg. Efter jeg havde sat mig til rette i den polstrede stol, kiggede jeg mig omkring for at få øje på mine rejsekammerater. Mine omgivelser fortalte mig, at jeg ikke var på samme balkon, hvor mine rejsefæller befandt sig, jeg var havnet blandt personer i uniformer og pæne jakkesæt. Hvad skidt, jeg havde fået en ganske udmærket plads med en glimrende udsigt til den store scene.
Der blev pause, folk forlod balkonen for at bevæge sig ned i et lokale, her var der et stort bord med lækkerier, og der var åbenbart tag selv af herlighederne. Når man havde forsynet sig, vandrede folk rundt i en firkant i et tilstødende lokale, som regel to og to og talte meget sammen. Jeg havde ikke nogen at tale med, så jeg blev ved bordet med lækkerierne. Selskabet kom på plads igen og forestillingen fortsatte. Der blev endnu en pause, også denne gang var der dækket op med lækkerier, men nu var det desserten, der var på bordet, udvalget var også denne gang enormt og meget lækkert præsenteret. Og forestillingen med, at man gik rundt og talte sammen to og to eller man gik i dyb tavshed, gentog sig. Jeg tog også et par runder, og det blev nu også i fordybelse. Ikke så meget over balletten vi overværede, men over det kæmpe udbud af dejlig mad og hvor, de andre var blevet af? Efter rundturen kom vi på plads igen og forestillingen fortsatte. Ind i mellem lod jeg mine øjne vandre rundt, så langt øjet rakte. Pludseligt fik jeg øje på en mand i en anderledes uniform, og hvem sad ved siden af herren, såmænd uddeleren fra Gammel Brovst.
Balletten var efter godt et par timer forbi, og folk sigtede mod udgangen og garderoben. Jeg havde under hele forestillingen kun fået øje på min far, hvor mon de andre befandt sig?
Os på den balkon, jeg havde opholdt mig på, blev henvist til en udgang, hvor vi kom ud i teatrets gård, her holdt der flere flotte biler endda med flag foran. Nu var jeg ikke mere i tvivl om, at jeg var blevet fejlplaceret under hele forestillingen, for det viste sig ,at det var den ungarske præmiereminister, der var på besøg. Da jeg i bygningen med de uniformerede folk havde sagt, at jeg var diplomat, ja så var jeg blevet placeret, hvor de mente hvilken balkon, jeg hørte hjemme på, nemlig i det udenlandske selskab af politikere og diplomater.
Jeg holdt mig lidt i baggrunden og så mit snit til at smutte ind på et toilet. Her blev jeg indtil postyret var ovre og fandt frem til det hold, jeg burde havde været sammen med. Der var selvfølgelig nogle fra holdet, der var bekymret over, hvor jeg var blevet af, ikke mindst min far. Jeg var sidst blevet set af nogle fra holdet, hvor jeg forgæves havde prøvede at stoppe en taxi. Min far ville vente på mig ved hovedindgangen, men da min ankomst trak ud og forestillingen skulle i gang, var han blevet tilfældig placeret hos manden i uniform og med en sabel på en lavere balkon. Men min far troede, at forestillingen var forbi i den anden pause, og gik ud til garderoben, havde herren ved hans side gået bag efter ham og sagt: ”Nicht kaput” for at gøre ham opmærksom på, at forestillingen vil fortsætte efter pausen.
Underligt nok så var jeg den eneste fra vort hold, der var blevet beværtet så flot.
En tur med Metroen
Det er nu rart ind i mellem at komme ud på egen hånd, men i 1973, hvor russiske agenter holdt øje med ikke blot turisterne men også hinanden, så var det nu rart, om vi var et par stykker, der gik ud sammen i Moskva. Vi var otte fra holdet, der besluttede os for en tur i metroen, det havde hverken min far eller jeg prøvet. Vi satte os godt til rette, og min far har altid gjort notater, det gjorde han også denne gang. Han tegnede de russiske bogstaver, hvor vi stod på, og når vi engang ønskede at returnere, så kunne vi jo bare vise konduktøren optegningen, eller vi kunne se, hvilken station vi skulle stå af. Efter vi havde kørt en halv times tid i metroen, kom trangen til komme tilbage til udgangspunktet. Det bliver ikke noget problem at finde tilbage, var der en fra delegationen, der sagde. Sørensen den ældre har noteret stations navn ned, så vi skal nok komme tilbage. Vi kom til stationen, der så ud til at være rette sted efter min fars papir, og vi steg alle ud og fortsatte med strømmen til overfladen. Men denne station lignede ikke den station, vi var steget på metroen. Det her var et kvarter med store beboelsesblokke. Vi hoppede på igen og fortsatte rejsen under jorden til næste gang, min far mente, at nu måtte det være det rette sted. Endnu engang var det et fejlskud, og endnu engang hoppede vi tilbage til metroen. En tredje gang vi så det genkendelige skilt forhørte vi os hos en af de lokale, og gåden var løst.
Der var ikke kun tre stationer med samme navn, for skiltet betød udgang..