Den 11. september 1971 rejste Torben Jensen og jeg til Norge med afgang fra Billund. Det tegnede godt, for der var rigtig mange kønne og solbrændte piger med flyet. Men da vi stod af i Oslo, opdagede vi, at de havde været på ferie i Sydeuropa og ikke skulle med bussen til Nordseter ved Lillehammer, som vi havde håbet på. Det skulle derimod en flok pensionister. Skuffelses var stor, men det var uheldet også.
Da det var noget besværligt at anskaffe sig øl, vin og spiritus i Norge, havde vi forsynet os rigeligt i flyveren, og var kommet godt igennem tolden. Jeg havde stillet et par bæreposer sammen med en taske, mens jeg var på toilettet. Det skulle jeg ikke have gjort, for en nordmand med ustabil gang kom til at vælte en af poserne og et par af flaskerne blev smadret. Jeg henvendte mig hos en tolder med henblik på at få lov til at gå tilbage og købe et par andre flasker, men det var udelukket.
Sammen med pensionistgruppen gik turen mod Nordseter, som ligger på et fjeld et par kilometer op ad en grusvej og omgivet af skov, men efter danske forhold en anelse øde. Der var fire – fem hoteller i området, hvor af det, vi boede på, havde diskotek og var et populært samlingssted for såvel omegnenes unge som turister og fastboende nordmænd fra en større radius. Torben, der var fotograf på Vesterbro i Aalborg hos firmaet Jens Kristensen og jeg, der på det tidspunkt var ansat som afdelingschef for fotoafdelingen hos firmaet Knud Engsig i Aalborg, havde naturligvis medbragt et spejlreflekskamera og et super 8 smalfilmskamera samt til lydsiden en Uher batteri spolebåndoptager.
Vi havde planer om at lave en lille film fra turen, som netop i september er særdeles smuk med de gyldne farver.
Da vi hverken havde nogen form for betalingskort eller rejsecheck med på turen, det var ikke opfundet på det tidspunkt, men udelukkende kontanter, så havde vi fordelt dem ved at have en beholdning på hotelværelset, og jeg havde en beholdning bag et lag skumgummi i en metalfotokuffert.
Det med metalkufferten var der åbenbart en tilstedeværende i diskoteket, der havde bemærket, for den efterfølgende dag opdagede vi, at pengene i kufferten var væk. Herefter lå der noget af et stykke detektivarbejde foran os. Vi havde filmet i diskoteket den på pågældende aften, og vi havde også med min Uher-båndoptager optaget lyd. Vi oplyste til hotelejeren, hvad der var sket, hvorefter vi blev tilbud gratis frokost, og leje af en folkevogn og heste ligeledes gratis. Vi kom også med på et par busture uden beregning. Hele sommeren havde de oplevet tyveri i området blandt gæster. Vi satte os for at ville opklare tyveriet på egen hånd. Vi kørte af den stejlegrusvej ned til Lillehammer for at anmelde vores tyveri til den lokale lensmand. Her fik vi øvrigt bekræftet, at der sommeren igennem havde været en del tyverier på diskoteket, men man havde ingen fornemmelse af hvem, der stod bag, eller om det var forskellige. Uher-båndoptageren havde stået i umiddelbart nærhed af den kuffert, hvorfra pengene var stjålet, og ved at køre båndet igennem kan vi høre en gennemtrængende stemme, der kalder på ”Randi”.
Herefter går de ”Uheldige helte” i aktion
Med båndoptageren over skulderen går vi nu gennem Lillehammer og spørger efter ”Randi”. Vi finder frem til to piger med det navn. De genkender stemmen på båndet og mener, at manden bag stemmen har de set flere gange på det pågældende diskotek, og de mener, at han arbejder på et glasværk.
Som opdager skal man ikke kun følge et spor, så vi aflagde et andet hotel i området et besøg en aften, de havde arrangeret dans.
Her mødte jeg en ganske køn lyshåret kvinde sidst i tyverne, og jeg fik hurtigt samtalen drejet ind på de mange tyverier, der havde været overfor turisterne i det sidste år. Hun havde hørt om gæster, der var blevet bestjålet på diskoteket, og da hun boede i fjeldet kunne hun måske være os behjælpelig. Vi aftalte, at hun hentede mig på hotellet kl. 19 den efterfølgende aften, som var vores sidste inden ferien var forbi for denne gang. Hun inviterede på norsk hjemmelavet mad hjemme hos sig selv.
Vi gik ad grusvejen der førte ned til Hammer en kilometers penge til hvor hun boede i et træhus i en skov, som nordmænd ofte gør. Man havde talt en del om tyverierne i sommerens løb, for det var jo ikke rart for hverken gæster, personale eller ejeren af hotellet, at de fandt sted. Selvom politiet havde været der flere gange, var det ikke lykkedes at få et resultat.
Da det kom til det tidspunkt, hvor jeg skulle tilbage til hotellet, begav jeg mig ud i nattens mørke, og der var virkelig mørkt sådan en efterårs nat med støvregn. Jeg var ikke tryg ved situationen, det var mørkt, og jeg kendte ikke rigtigt vejen tilbage til hotellet. Men jeg skulle tilbage til hotellet, for næste morgen skulle vi rejse hjem, og jeg skulle have pakket min kuffert.
Mens jeg vandrede der i det ukendte, stødte jeg pludselig på en mørk lang personbil parkeret på den smalle skovsti halvt inde mellem træerne. Jeg kunne høre mit hjerte slå og mærke nakkehårene rejse sig.
Et øjeblik efter så jeg ilden fra en cigaret og en skikkelse viste sig og kom nærmere. Skulle jeg løbe og råbe om hjælp. Nej jeg ville ikke vise, jeg var bange, men jeg følte mig hjælpeløs her ude i det norske skovområde, og jeg anede ikke, om jeg var gået den rigtige retning. Det var i hvert fald ikke den vej jeg gik sammen med kvinden.
Gløden fra cigaretten kom nærmere svingende fra side til side, og nu kunne jeg skimte en mandsperson med en cigaret, der skiftede fra hånden til munden. Han passerede forbi mig med ordene ’God morgen’ og fortsatte hen til bilen.
Lidt efter opdagede jeg et par huse, så jeg måtte være i nærheden af hotellet, i hvert fald i nærheden civilisationen. Hotellet kom snart til syne.
Jeg havde aftalt med Torben, at han skulle åbne hoveddøren på hotellet, når de havde låst af for natten, så jeg kunne slippe ind. Men om Torben havde glemt det, eller en eller anden havde fjernet skoen, der holdt døren på klem, ved jeg ikke, men jeg kunne i hvert fald ikke komme ind. Da vi ikke havde telefon på værelset, og det var før mobiltelefonens opfindelse, var gode råd dyre. Jeg måtte kravle op ad muren, gå hen over en afsats og kravle ind ad vinduet på tredje sal. Under mit kravleri blev jeg noget betænkelig, da jeg kom til anden sal, og om det nu også gik at kravle højere op. Da der stod et vindue åben på 2. sal, og det var efterår, havde jeg sikkert tænkt, at værelset må være tomt, så jeg smutter ind her. I vinduet stod der nogle urtepotter, som jeg ville snige mig uden om. Desværre kom jeg til at vælte en af dem ned, så den ramte en seng, der stod nedenfor, og heri lå der en person. Da det var en kaktus, så vågnede manden, der var norsk eller svensk, og jeg overbeviste ham om, at jeg ikke var indbrudstyv, men blot var kommet for sent inden dørlukningen. Jeg fik lov at passere og forsvinde ind på mit eget værelse.
Efter et par uger fandt politiet frem til et par gutter, der arbejdede på et glasværk 60 km fra hotellerne på fjeldet. De blev anholdt men nægtede, at de stod bag tyverierne. De havde godt nok været de pågældende steder, men ikke den aften vi var blevet bestjålet.
De bliver et stykke tid efter slæbt i retten, men der var noget, de ikke vidste. Det var, at de var blevet optaget på film den aften, de påstod, de ikke var der. Da vi efter hjemkomsten fik feriefilmen fremkaldt, viste det sig, at den mistænkte var derpå og i umiddelbar nærhed af min kuffert. Herefter måtte han gå til bekendelse og indrømme, at han sammen med en kammerat stod bag den række tyverier, der havde fundet sted på diskoteket den sommer. Den lokale avis omtalte naturligvis tyveriet og den efterfølgende retssag.
Trods tyveriet i starten af ferien på Nordseter blev det alligevel en god uge, og udover at have gratis bil til rådighed kom vi jo også med på et par busture uden beregning.
Der var virkelig smukt på turen gennem Gudbrandsdalen og på fjeldet. Efteråret var lidt længere fremme i Norge end derhjemme, og det var derfor det helt rigtige tidspunkt, vi var kommet. Lensmanden og skiinstruktøren holdt os løbende underrettet om sagens gang, og Torben og jeg var stolte over at kunne opklare sommerens tyverier på fjeldet.