Vi flyttede til nye butikslokaler:
Denne gang droppede vi momsen
Forretningen, der lå skråt overfor Søndergade 46, kunne sådan set på flere måder være en bedre placering og bedre lokaler. Derfor flyttede vi butikken herover. Det gik dog ikke stille fra sig.
Lokalavisen spurgte om, hvorfor vi flyttede igen, og da jeg ikke kunne komme på andet, fortalte jeg, at det var, fordi min nabo cigarhandler Lilian Højmarks hund gøede forfærdeligt, og det kunne jeg ikke byde hverken kunder eller personale. Den åd avisen, og beretningen blev der moret sig meget over blandt avisens læsere.
Men den blev snart overgået af et andet påhit. Der var en stort varelager i forretningen, og for ikke at skulle flytte det over på den anden side af gaden, blev det kunderne, der kom til at tømme forretningen, og de kom langt fra.
En lørdag morgen hørte jeg i radioen, at flere forretninger i Sønderjylland havde etableret en forretning på den anden side af grænsen, og på den måde kunne de sælge varerne billigere, idet momsen i Tyskland var mindre end i Danmark.
Den ide kan jeg også bruge, tænkte jeg og kontaktede samme dag Nordjyllands Radio og fortalte Tom Hermann Kristensen, at jeg ville etablere et hold stafetter, bestående af pensionister og husmødre, der blev sendt til grænsen i bus med det formål at købe ind for andre.
De andre var enhver, der ønskede at købe ind på samme betingelser som de, der boede i det sønderjyske, men af en eller anden grund ikke kunne benytte sig af tilbuddene grundet arbejde eller for lang afstand til grænsen.
Det kom til at se ud i pressen, som om at kunderne blot kunne indgive en ordre til fotoforretningen, som herefter leverede varerne specielt fotoudstyr og beslægtede varer til en kraftig reduceret pris.
Nordjyllands Radio havde fået førsteret til historien mod, at de gav den hele armen om mandagen, og det gjorde de sandelig også.
Herefter fulgte Pressens Radioavis og egnens aviser, og der kom rigtigt gang handlen. Hos det lokale toldkammer havde man også hørt om de billige varer, og man forsøgte at få mig i tale, uden at det lykkedes de første dage. Men det lykkedes dog til sidst.
Vi aftalte, at jeg den efterfølgende dag, en fredag eftermiddag, skulle møde op hos Told & Skat, som det hed dengang, og som havde til huse i den øverste etage på Hotel Jutlandia i Frederikshavn. Det var chefen og næstkommanderende, jeg skulle have møde med, men da chefen var optaget af en telefonsamtale, fik jeg en uformel snak med næstkommanderende. Han betroede mig under fire øjne, at jeg var god som PR mand, den bedste efter Simon Spies, men det var altså kun uofficielt, at han turde komme med den udtalelse.
Herefter trådte chefen ind ad døren og mødet blev officielt og blev indledt i denne retning.
Der er kommet en ny lov, hvor det er vores pligt at indkalde forretningsdrivende, som vi føler er ude i at lave noget forkert, til et orienterende møde. I stedet for at komme rendende bagefter skal vi nu prøve at forebygge. Efter den megen omtale du har fået på de seneste om stor rabat, og at man sparer momsen, mener vi, at du er trådt ved siden af, og derfor har vi indkald dig til dette orienteringsmøde.
I øvrigt havde de samtlige avisudklip med undtagelse af et enkelt, som jeg kunne supplere med.
Men da jeg havde skrevet ”Spar det, der svarer til momsen” og ikke brugt ordene ’spar momsen’, havde jeg ikke gjort noget forkert rent markedsføringsmæssigt, og jeg kan også læse lovtekst, hvorefter de gik til næste emne. Hvordan kan du få så megen omtale for så lidt? Vi har udsendt en pressemeddelelse, hvor vi fortæller, at en lovgivning har gjort, at vi skal orientere forretningsdrivende og virksomheder om evt. ulovligheder inden de begår dem, men ingen har skrevet så meget som en linje, så hvad gør vi forkert?
Jeg lovede selvfølgelig at hjælpe dem og kunne fortælle, at deres ord vil blive hørt den efterfølgende dag i Nordjyllands Radio, så de kunne roligt gå hjem og holde weekend.
Hvordan kunne jeg nu love dem det med så stor en sikkerhed?
Fordi jeg inden jeg gik til mødet, havde kontaktet Tom Kristensen på Nordjyllands Radio og fortalt, at jeg skulle til møde med Told & Skat etaten, hvorefter han straks sagde: ”Jeg vil gerne have et indslag fra mødet til i morgen, og jeg gør plads til det nu”.
Der kom et nydeligt indslag den pågældende lørdag morgen, hvor etaten blev omtalt i positive vendinger for deres nye tiltag.
Men historien var ikke forbi, den fortsatte endda på forsiden af Vendsyssel Tidende.
Der var travlt i forretningen, kunderne ringede fra nær og fjern. De ville ikke blot købe fotoudstyr, de ville også have et billigt køleskab, en dybfryser eller et komfur, men vi holdt os nu til fotoartikler og beslægtede varer.
Jeg havde for nogle dage siden, vi satte flyttekampagnen i gang, kontaktet Told & Skat med hensyn til nogle forkerte moms tal, vi havde opgivet og bad om, at de kiggede forbi, så fejlen kunne blive rettet.
Så en dag ringede toldfogeden Flemming Nielsen og indledte samtalen med: ”Mangler du ikke en chauffør til dine Tysklands ture”???
Jeg svarede naturligvis jo, det er lige hvad jeg mangler. ”Så vil jeg gerne have jobbet, for jeg har stor kørekort”, forklarede toldfogeden. Samme eftermiddag kom han forbi, fik sin kaffe og vi fik rettet tallene ind og morede os over hans tilbud.
Samme eftermiddag udkom Vendsyssel Tidende med forsiden:
” Tolder tager med som chauffør”.
Efter vi havde talt sammen om formiddag, var jeg blevet kontaktet af Vendsyssel Tidende, de vil gerne vide, om jeg havde hørt yderlige fra Told & Skat efter mit radioindslag, og jeg svarede: ”Ikke udover at en medarbejder har tilbudt sig som chauffør”.
Senere hørte jeg, at Flemming Nielsen var blevet kaldt ind til en større skideballe, for der er vist noget med, at når man er ansat i Told & Skat, må man ikke have fritidsjob af den slags.
Nå, men det hele endte jo godt. Han beholdt sit job, og jeg fik solgt ud af det gamle varelager, og vi flyttede ind i de bedre lokaler på den anden side af vejen.