Fotohandler Ladefoged, der var indehaver af Fotomagasinet i Hjørring, kontaktede mig. Han havde en medarbejder, der skulle på Photokina, men rejsedeltageren var blevet forhindret, så han spurgte, om jeg kunne rejse sammen med hans medarbejder. Det kunne jeg sagtens, for jeg skulle denne gang med toget.
Min rejsedeltager var en ung gift kvinde med et tilforladeligt udseende. Hun hoppede på toget i Hjørring, og så gik det sydover. Det var dagen før åbningen af messen, og der var en presse-komsammen med middag og dans. Det skulle man jo nødigt gå glip af, selvom vi ankom en times tid efter det startede. Overnatning var ikke noget problem, min gode ven gennem mange år Ib Groth Rasmussen var ansat i et campingcenter, før han blev ”Bakkens Pjerrot”, og han havde lovet, at når vi ankom til Køln, ville der står en campingvogn fra Polar ved messehallerne, og den kunne vi bo i de kommende dage. Så det var nemt at gå fra pressemiddagen, der blev afholdt på messeområdet, og over i vognen.
Da vi ankom til middagen, var den i fuld gang, og tjenerne farede ud og ind af køkkenet. Men vor forplejning lod vente på sig, og vi følte, at de ikke sansede vore tilstedeværelse. Så for at skabe opmærksomhed måtte der ske noget. Vi sad ved et tomandsbord. Det væltede jeg, og så kom der straks et par tjenere, og vi fik et tiltrængt måltid, eftersom vi havde rejst i tog et halvt døgn.
Inden festen sluttede, gik vi over til informationsafdelingen for at hente nøglen til campingvognen, som Ib havde oplyst ville ligge der, men afdelingen var lukket. Vi henvendte os til en vagt, der henviste til en anden vagt, der havde en nøgle til informations afdelingen. Og så gik den vilde jagt for at finde nøglen til campingvognen. Den skulle ligge i kuvert markeret med vognens nummerplade. Skuffe efter skuffe blev rykket ud, skab efter skab blev åbnet, men uden held. Der var hverken kuvert eller nøgle. Et opkald til Ib, hvor vi talte med hans daværende kone Bente, var der ingen hjælp at hente, og hun havde ikke hørt, at hendes mand skulle til Køln. Nu var gode råd ikke lige om hjørnet og dog, for vagtmesteren fik ondt af os og tilbød, at vi kunne sove i et hvilerum, hvor der var en briks og et tæppe. Det havde bare den ulempe, at det lå inde bag dametoiletterne, som jeg så måtte passere den efterfølgende morgen, inden jeg var i hal nr. 1. Men der var også den fordel, at der var et cafeteria i kort afstand fra hvilerummet, og her havde de en udmærket morgenmad.
Ifølge aftale ville Ib dukke op i løbet af dagen. Han kom ikke, og vi hørte ikke fra ham, så vi kunne vinke farvel til den campingvogn. En Kodak direktør, der skulle komme fra USA, var et døgn forsinket, så vi overnattede den efterfølgende nat i hans værelse, et modstykke til hvilerummet på Photokina.
Når man kommer rundt på Photokina, møder man ofte de samme spørgsmål: ”Hvornår er du kommet, hvor lang tid skal du være her, hvor bor du?”
Og når vi så svarede, at vi skal være her tre nætter, og at vi bor rundt om. Den første nat i hvilerummet her i hallen, så rystede folk på hovedet, for det havde de aldrig hørt, man kunne. Det kan jeg godt forstå, for det kan man normalt heller ikke men vi gjorde det.